Fodbold

Fodboldens forunderlige verden gav os sin helt egen version af 'Papirhuset'

Mens klubejerne i England angrer og undskylder for Super League, er de spanske giganter fortsat overbeviste om, at ideen er både rigtig og nødvendig.

I de seneste år har den spanske serie ”Papirhuset” gået sin sejrsgang i den globale streamingverden. Serien blander det alvorlige med det absurde og handler om en broget bande forbrydere med en opfindsom og spektakulær plan.

De sammensvorne vil røve intet mindre end Spaniens nationalbank. Men ikke på den klassiske maner, hvor det er hurtigt ind og hurtigt ud med en masse pengesække under armene. Nej, den snedige plan handler om at barrikadere sig inde i banken med gidsler som skjold. Og derinde kan forbryderne i deres egen lukkede verden uforstyrret lade seddelpressen trykke alle de pengesedler, de kan forestille sig.

Den storstilede plan er gennem flere år blevet finpudset af bandens mystiske leder, ’Professoren’. I hans hoved ligger en forestilling om banden som en slags frihedskæmpere, der gør op med den etablerede verden, og som derfor vil få massernes opbakning.

Men noget går galt.

Ret hurtigt står det klart, at flere af de sammensvorne faktisk ikke bryder sig om at være der. De føler sig indespærret i et gyldent fængsel, og nerver og anspændthed slider på sammenholdet. Og de kan tilmed se, at deres kup ikke bliver set som en frihedskamp; de bliver i stedet lagt for had som en flok modbydelige gidseltagere.

Professorens plan smuldrer. Men han har svært ved at acceptere, at der skulle være noget galt med den. Fejlen må ligge i hans kumpaners inkompetence og hos en reaktionær omverden, der ikke forstår den visionære genialitet.

Fodboldens papirhus

I den sidste uge har fodboldens forunderlige verden givet os sin helt egen version af Papirhuset – og denne gang som virkelighed, selvom forløbet i sin absurditet har virket opdigtet. Med Florentino Pérez i rollen som Professoren og med 12 superklubber som de sammensvorne, der lod sig forføre af en tilværelse i et lukket univers, hvor de selv kunne lave deres penge. 12 klubber med vidt forskellig motivation for at være der, men forenet i et fælles ønske om økonomisk vinding.

Men ligesom i serien fortrød de sammensvorne ret hurtigt deres tilstedeværelse. Der var mere ensomt end ventet inde i Papirhuset, som de havde givet navnet Super League. Og deres plan blev ikke omfavnet som visionær; den blev lagt for had overalt. Og det var ikke kun pengene, der var lavet af papir; det samme var konstruktionens fundament. Det faldt sammen i løbet af et par dage, og de sammensvorne løb skrigende væk og undskyldte grådkvalt for, at de havde ladet sig forføre og forblænde af ussel mammon.

Nogle af dem i hvert fald.

For Professoren selv, Florentino Pérez, så ingen grund til anger. I hans øjne var planen perfekt. Det var bare alle andre, der ikke havde set lyset. Pérez så sig som offer frem for skurk, og i Real Madrid-præsidentens fortsatte forsvar af sin egen fiasko ligger en væsentlig historie om spansk fodbolds ulighed, som ikke bliver lagt i graven sammen med Super League.

Spillets sjæl

Den seneste uge vil gå over i fodboldhistorien som den foreløbige kulmination i kampen om fodboldens sjæl i det 21. århundrede. En kamp, hvor historie, kultur og traditioner har stået over for globalisering, kommercialisering og instrumentalisering af sporten.

Selvopfattelsen og markedskræfterne har fortalt Europas største klubber, at de har mere til fælles med globale underholdningskoncerner end med små fodboldklubber. Den gamle forestilling om europæisk fodbold som et sammenhængende økosystem er blevet sværere og sværere at fastholde. For superklubberne er det blevet en hæmsko at være underlagt gammeldags fodboldorganisationer, der ikke belønner klubberne for den enorme værdi, de giver de forskellige ligaer og turneringer.

I mange år har kampen mest foregået i kulissen. Men da de 12 klubber natten mellem søndag og mandag satte deres navn på lanceringen af Super League, kom den pludselig frem i lyset. Nu viste de deres sande ansigt og tvang en hel fodboldverden til at tage stilling.

Super League var et angreb mod selve den europæiske fodboldmodel. Heri ligger det som en præmis, at i fodbold spiller man om noget. Om trofæer, op- og nedrykninger, kvalifikation til andre turneringer. Hvad var dog meningen med en turnering for få udvalgte, hvor selv den største taber ikke rigtig tabte noget?

Regeringer, fodboldorganisationer og almindelige europæere fordømte den nye turnering som et misfoster skabt af grådighed og egoisme. Og hurtigt stak de engelske klubber halen mellem benene, trak deres engagement tilbage og undskyldte på mere eller mindre troværdig vis for deres fejlvurdering.

Men i Spanien var det anderledes. Tre spanske klubber var blandt de 12 stiftere af Super League, og kun Atlético Madrid meldte, at de havde opgivet projektet og undskyldte for at have været del af konspirationen.

Real Madrid og FC Barcelona fastholdt derimod deres opbakning til Super League. Og især Florentino Pérez nægtede at acceptere, at projektet var dødfødt.

Et af mange bannere lavet af fodboldfans verden over.

Spaniens ulighed

I al sin standhaftighed har Florentino Pérez personificeret den ulighed, der i årevis har præget spansk fodbold. Duopolet Real Madrid og Barcelona dominerer, og i Spanien er det ganske normalt, at selv tilhængere af andre klubber i den bedste række også identificerer sig som tilhængere af en af de to store.

Tilsammen har Real Madrid og Barcelona vundet 60 mesterskaber i historien, mens resten af klubberne i landet har vundet 29. Uligheden er en præmis, og det har gjort, at udgangspunktet for Super League har været anderledes i Spanien end i England. I England har folket raset over, at superklubberne med deres piratliga reelt siger åbenlyst, at de er mere værdifulde end resten. Selv de involverede klubbers egne fans har følt sig provokerede af det budskab, som er kommet fra blandt andet nummer seks, syv og ni i den aktuelle Premier League-tabel.

Men i Spanien er det meningsløst at diskutere, om Barcelona og Real Madrid er langt større end resten. Det er de, og det ved alle. Og når det forholder sig sådan, er det logisk nok at forholde sig til, hvad man skal stille op med den kendsgerning. Derfor har Real Madrids og Barcelonas egne fans kun i meget begrænset omfang protesteret.

Spanierne har derfor med en blanding af forundring og fascination kigget mod England og de protester, som de engelske tilhængergrupper har gennemført. Andoni Zubizarreta, den tidligere målmand og sportsdirektør i FC Barcelona, hæfter sig i en klumme i fredagens El País ved den spanske passivitet.

”Jeg ventede på en reaktion. Ejerne i Real Madrid og Barça er klubbernes medlemmer. Men ejerne sagde ikke noget. Der var total stilhed. Jeg ved ikke, om det er på grund af uvidenhed, manglende interesse, utilfredshed eller finansiel frygt, men stilheden har været larmende. I en klub som Barça, hvor alt ellers har en social eller politisk kontekst, ankom den store tsunami, uden at der skete noget ved det. Hverken støtte eller protester eller kommunikation. Intet. Nul og niks,” skriver Zubizarreta.

I Barcelona og Real Madrid er Super League blevet præsenteret som en nødvendighed for at sikre klubbernes fremtid. De ser sig fanget i en uholdbar situation, hvor de hjemme i Spanien er langt foran alle de andre, men ude i Europa er de udfordret af Premier Leagues større globale tiltrækningskraft og af de nyrige klubbers enorme økonomiske resurser.

Det gør, at Barça og Madrid ikke har råd til at acceptere større lighed hjemme i Spanien med målet at skabe en mere jævnbyrdig LaLiga. Gør de det, vil de tabe terræn internationalt. Florentino Pérez’ kalkule har derfor gået på at ofre hjemmemarkedet og i stedet gennem Super League opnå kommerciel jævnbyrdighed med især de engelske klubber. For hvis de økonomiske forudsætninger er nogenlunde lige, vil Barça og Madrids historiske tyngde i sidste ende sikre dem den sportslige overhånd og genskabe en verdensorden, hvor de to klubber er de mest attraktive for klodens bedste spillere.

Blandt Barça og Madrids egne tilhængere er det ikke en kontroversiel tilgang at omfavne Super League. Det er bare virkeligheden, selvom der naturligvis også i Spanien er nostalgi knyttet til den nationale liga. Men covid-19 har forstærket behovet for en økonomisk saltvandsindsprøjtning, og for den nyvalgte Barcelona-præsident Joan Laporta ville Super League være en bekvem smutvej mod at stabilisere den elendige økonomi. Muligheden var ganske enkelt for god til at sige nej til. Super League var ”en absolut nødvendighed,” sagde Laporta torsdag.

Florentinos enegang

Hvor Laporta først sent blev del af Super League, har hans kollega i Madrid været en af turneringens ideologiske fædre. Lanceringen fik det pludselig til at give rigtig god mening, at Florentino Pérez tidligere i april havde fremrykket valgprocessen i Real Madrid og sikret sig fire år mere som præsident. Han havde dermed handlerum til at føre klubben ind i den nye turnering i stedet for at risikere, at Super League skulle blive et tema i en valgkamp.

Men Pérez’ plan smuldrede, og onsdag aften gæstede han det populære radioprogram El Larguero for at udlægge årsagerne til Super Leagues fald.

Præsidentens optræden var noget for sig. Den 74-årige Pérez var trist og forurettet og lød som en mand, der reelt følte sig som et offer for onde kræfter.

Uden Super League ville Real Madrid ikke kunne købe spillere til 250 millioner euro, beklagede Pérez, så man næsten fik ondt af ham.

Han talte om en smædekampagne og om det mest voldsomme angreb, han havde oplevet i sine mange år i fodbolden. Han beskrev tilhængerprotesterne i England som noget, der var blevet sat i værk af stærke kræfter. Han misbilligede, hvordan de engelske klubber hurtigt var bukket under for presset, han langede ud efter UEFA’s præsident, Aleksander Čeferin, og han kritiserede den spanske ligaforening for at stå bag kampagner mod den nye turnering.

I sin uforsonlige optræden blev Florentino Pérez det spektakulære billede på ugens drama. Her sad en mand, der i årevis havde arbejdet for at finde en løsning på spansk fodbolds ulighed og strukturelle udfordringer. Og hvad der var det rigtige svar for Real Madrid og de andre storklubber i Europa, måtte i sidste ende også være det rette for resten, måtte alle vel kunne forstå, når nu det er superklubberne, der skaber den økonomi, der siver ned gennem systemet.

Florentino Pérez faldt for sin egen arrogance, hvor han var så overbevist om sin egen plans genialitet, at det slet ikke var nødvendigt at gøre sig umage for at forklare den.

I stedet har forløbet gravet dybe kløfter mellem de store klubber og resten af Spanien. Ligaforeningen og fodboldforbundet greb omgående muligheden for at profitere af de sammensvornes spektakulære fiasko og bruge den til at positionere sig som græsrøddernes stemme. At de selv med og uden succes har forsøgt at kapitalisere globalt ved at flytte den spanske Supercopa til Saudi-Arabien og rykke ligakampe til USA, viser kun, hvordan hykleri og opportunisme er del af magthavernes kamp om fodbolden i disse år.

Imens står Florentino Pérez forslået og fortumlet tilbage. Hans plan slog fejl, men det vil kun være et spørgsmål om tid, før han begynder at brygge på en ny. For i hans verden ville det være bedst for alle, hvis de rige låste sig inde i Papirhuset og derinde i ro og mag trykkede flere pengesedler end dem, de allerede havde.