UEFA-præsident Aleksander Ceferin fortæller i et længere interview, at de 12 Super League-klubber bør straffes forskelligt.
Det SKAL have konsekvenser, når 12 storklubber forsøger at skabe sin egen turnering.
Det siger præsidenten i det europæiske fodboldforbund UEFA, Aleksander Ceferin, i et eksklusivt interview med The Mail on Sunday. Men han siger også, at der skal gøres forskel på klubberne, fordi nogle holder fast i Super League-drømmen, mens andre "har vist klasse" og erkendt, at det var en dårlig idé.
- For mig at se kan de 12 klubber deles op i tre grupper: De seks engelske klubber, der trak sig først (Manchester City, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Arsenal og Tottenham). Så er der de andre tre (Atletico Madrid, Inter og AC Milan), der trak sig efterfølgende. Og til sidst er der dem, der stadig tror, at jorden er flad, og at Super League eksisterer endnu (Real Madrid, Barcelona og Juventus). Der er stor forskel på klubberne, men alle skal holdes til ansvar. Hvordan og hvorledes vil vi se på, siger UEFA-præsidenten Ceferin til The Mail on Sunday.
Øger dialogen med fans
Han tilføjer, at det ikke er helt klart, om sagen skal håndteres af disciplinærinstansen eller eksekutivkomiteen i UEFA, hvor DBU-formand Jesper Møller sidder. Derudover udtaler Ceferin sig ikke om konsekvenserne af Super League-forsøget, men ifølge Daily Mail er det på tale at udelukke Real Madrid, Barcelona og Juventus fra Champions League.
- Det er krystalklart, at klubberne må beslutte sig for, om de er Super League-klubber eller europæiske klubber, har Ceferin tidligere udtalt ifølge AP.
- Og hvis de siger, at de er Super League-klubber, så spiller de selvfølgelig ikke med i Champions League.
I resten af interviewet med The Mail on Sunday fortæller Aleksander Ceferin, at han har været meget imponeret over de britiske fodboldfans’ engagement den seneste uge. Han ser tilhængernes protest som den største faktor i bekæmpelsen af udbryderplanerne, og uden at præcisere en konkret plan fortæller Ceferin, at han gerne vil øge dialogen med fans fremover. Derudover roser han den britiske regering for at være ”på den rigtige side af historien.”
Det sidste er ikke uvæsentligt, idet England, Skotland, Wales, Nordirland og Irland håber på at blive UEFA's bud på en VM-vært i 2030.
Her er en tidslinje over Super League
2021
UEFA hører rygter om lukket liga
. Foto: Dado Ruvic / Ritzau Scanpix
New York Times erfarede som de første søndag, at seks engelske klubber, tre italienske og tre spanske gik sammen om at bryde ud i en lukket liga - en såkaldt "Super League".
UEFA var hurtigt ude med en fælles meddelelse med Premier League, Det Engelske Fodboldforbund, Det Spanske Fodboldforbund, La Liga, Det Italienske Fodboldforbund og Serie A. Her skrev de, at de vil gå rettens vej for at stoppe en udbryderturnering.
United-legende væmmes
Søndag aften, hvor nyheden om en mulig lukket liga begyndte af florere efter UEFA’s involvering, blev det også et samtaleemne hos Sky Sports.
På bagkant af Manchester Uniteds 3-1-sejr over Burnley var fodboldekspert Gary Neville ikke bange for at give sin mening til kende.
- Jeg er Manchester United-fan, og det har jeg været i 40 år af mit liv. Og jeg væmmes. Jeg væmmes så absolut. Jeg væmmes mest ved Manchester United og Liverpool.
Boris Johnson går ind i sagen
. Foto: Toby Melville / Ritzau Scanpix
Tanken om en europæisk Super League bevægede sig tættere på at blive en realitet. Og længere væk fra blot at være rygter.
Og det fik Englands premierminister, Boris Johnson, til at melde sig på banen.
- Planerne om en europæisk Super League vil være meget skadende for fodbolden, og vi støtter fodboldautoriteter i at handle. Det vil ramme lige i hjertet af den hjemlige liga og bekymre fans landet over, skrev han på Twitter.
Europæiske storklubber bekræfter ny liga
Real Madrid og Liverpool - her i et møde i Champions League, er blandt de klubber, som er gået sammen om at lave en europæisk superliga. Foto: Paul Ellis / Ritzau Scanpix
Kort efter midnat blev det officielt.
12 store europæiske fodboldklubber planlagde at stifte en ny turnering med navnet Super League. Aftalen inkluderede Manchester United, Manchester City, Liverpool, Arsenal, Chelsea, Tottenham, Real Madrid, Barcelona, Atlético Madrid, Inter, Juventus og AC Milan.
Udbryderturneringen skulle spilles midt på ugen og have i alt 20 hold med, hvoraf 15 af dem var medstiftende hold. Dermed søgte klubberne tre yderligere hold for at lande på de 15 hold tilsammen. De sidste fem hold skulle kvalificere sig for at være med.
Engelske aviser forudser boykot
. Foto: Paul Ellis / Ritzau Scanpix
En række engelske aviser rejste hård kritik af den annoncerede udbryderturnering Super League.
Flere af dem - herunder Daily Express Sport og Daily Mail - skrev i deres overskrifter i mandagens aviser, at den nye fodboldliga startede en krig mellem forbundene og klubberne.
FIFA misbilliger liga uden for de internationale strukturer
- På denne baggrund kan FIFA kun udtrykke sin misbilligelse over for en "lukket, europæisk udbryderliga", der står uden for de internationale fodboldstrukturer, udtalte FIFA ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Danske stjerner kan blive nægtet adgang til landsholdet
Simon Kjær og Christian Eriksen er blandt de fem danskere, der risikerer at miste chancen for at repræsentere det danske landshold. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix
Som følge af 12 europæiske storklubbers planer om en ny liga var Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA) klar til at tage "alle værktøjer i brug" for at forhindre, at der blev spillet et eneste sekunds fodbold i ligaen med navnet Super League.
Det kan ende med at gå ud over landsholdsfodbolden, meddelte UEFA, der slog fast, at de pågældende klubber ikke måtte spille med i Champions League og resten af forbundets turneringer.
- Et angreb på den europæiske fodboldstruktur, siger DBU-direktør
. Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Ritzau Scanpix
Morgenen efter udmeldingen tog DBU skapt afstand til planen om den nye Super League.
Det fortalte unionens administrerende direktør, Jakob Jensen, til TV 2 NEWS.
- Det er en gennemført dårlig idé af flere grunde, især fordi fodbold for mig er drømme og magi. Det er et kæmpe problem, at det ikke længere vil være muligt at spille sig op og vinde og udleve de drømme, som fans, fodboldspillere og klubber går rundt med.
PSG-spiller siger som første topspiller fra
. Foto: Matthew Childs / Ritzau Scanpix
Den spanske fodboldspiller Ander Herrera, som tørnede ud for franske Paris Saint-Germain, var forfærdet over udsigten til en privat liga for en lukket gruppe af klubber.
Han var dermed den første spiller fra en af Europas topklubber, der stillede sig frem og satte ord på sine holdninger til udbryderligaen Super League.
UEFA-præsident: Spillerne udelukkes fra EM og VM
. Foto: Paul Murphy / Ritzau Scanpix
Præsidenten for Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA), Aleksander Ceferin, truede spillerne fra de 12 medstiftende klubber i Super League med udelukkelse fra landsholdet.
Bayern München vandt Champions League i 2020. Foto: Matthew Childs / Ritzau Scanpix
Midt i al snakken om Super League kom der så en nyhed fra UEFA.
På et møde mandag i eksekutivkomitéen besluttede Det Europæiske Fodboldforbund, UEFA, at turneringen blev udvidet fra 32 til 36 hold.
De største ændringer bliver i det indledende gruppespil, hvor alle deltagende hold vil blive samlet i én, stor liga i stedet for at blive inddelt i otte grupper bestående af fire hold.
DBU-formand forventer, at UEFA smider klubberne ud på fredag
DBU-formand Jesper Møller på tilskuerrækkerne under en U21-landskamp. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Formanden for Dansk Boldspil-Union (DBU), Jesper Møller, støttede op om, at de 12 klubber skulle smides ud af det øvrige fodboldfællesskab.
Jesper Møller er en del af komitéen, og han forventede, at der omgående kom konsekvenser for klubberne i den nye Super League.
- Klubberne skal ud, og det forventer jeg, sker på fredag, og så må man se, hvordan man får færdigspillet Champions League, sagde Jesper Møller til DR.
Danmarks kulturminister melder sig på banen
De 12 europæiske storklubber, der vil etablere en ny liga, savede grenen væk under sig.
Leeds i stor Super League-protest før Liverpool-kamp
. Foto: Clive Brunskill / Ritzau Scanpix
En rigtig stor del af fodboldverdenen var i oprør over beskeden om Super League, og den engelske klub Leeds United brugte mandag den største scene til at vise foragten.
Liverpool er blandt initiativtagerne, og forud for holdets mandagskamp markerede Leeds modstanden mod Super League ved at tage trøjer på, hvor der stod "Football is for the fans".
Klopp slagtede Liverpools ejere på tv
. Foto: Lee Smith / Ritzau Scanpix
Liverpool spillede Premier League-kamp mod Leeds mandag aften, men temaet om den nye Super League fyldte mest inden og efter kampen.
De opsigtsvækkende udtalelser og ærligheden fra Jürgen Klopp var ikke til at tage fejl af ifølge Manchester United-legenden Gary Neville.
- Jürgen Klopp kom ud her til aften (mandag aften, red.) på meget rolig vis, som han er nødt til i sin position, og han har slagtet sin klubs ejere på nationalt tv, sagde Neville.
TV-stationer fordømmer udbryderliga
. Foto: Adrian Dennis / Ritzau Scanpix
Tv-stationer, der har brugt milliarder af kroner på rettigheder til Champions League, fordømte europæiske topklubbers planer om at danne en udbryderliga.
En ny turnering kan underminere de eksisterende mediekontrakter, som er med til at finansiere sporten, mente stationerne.
Super League-formand står fast
I hele 12 år har den i dag 74-årige Florentino Pérez regeret Real Madrid uden modstand. Foto: Gabriel Bouys / Ritzau Scanpix
Selvom Super League mødte stor kritik, stod Florentino Perez, der er præsident i Real Madrid og formand for den nye Super League, fast.
- Vi vil gøre alt for at forsøge at nå et kompromis med FIFA (Det Internationale Fodboldforbund, red.) eller UEFA (Det Europæiske Fodboldforbund, red.). Hvis vi ikke kan nå til enighed, vender vi ikke tilbage, sagde han.
Bank skyder 26 milliarder ind i Super League
. Foto: Justin Lane / Ritzau Scanpix
Der er mange penge i ryggen på den foreslåede udbryderliga European Super League. Således bekræftede den amerikanske investeringsbank JPMorgan mandag, at den finansierer den omdiskuterede fodboldliga.
Real Madrids præsident Florentino Perez skal være bestyrelsesformand for Super League. Foto: Franck Fife / Ritzau Scanpix
Der er ikke lovhjemmel til at bremse stiftelsen af udbryderligaen Super League eller at sanktionere hverken de 12 klubber eller deres spillere på nuværende tidspunkt.
Tirsdag aften begyndte de første rygter at dukke op. Ifølge engelske medier overvejede flere klubber at trække sig fra Super League - altså under to døgn efter, turneringen blev annonceret.
- På trods af den annoncerede afgang fra de engelske klubber, der er blevet tvunget til at tage sådan en beslutning på grund af presset på dem, er vi overbeviste om, at vores forslag er helt på linje med europæisk lovgivning.
Liverpool-ejer undskylder Super League-kaos
John W. Henry undskylder, efter Liverpool var på vej ind i Super League. Foto: Oli Scarff / Scanpix Denmark
Liverpool-ejeren John W. Henry beklagede over for fodboldklubbens fans og manager Jürgen Klopp for det kaos, som European Super League har forårsaget.
- Jeg vil gerne undskylde over for alle fans af Liverpool for den forstyrrelse, jeg har forårsaget i de seneste 48 timer.
Udbryderligaen European Super League kan ikke længere fortsætte, siger Super League-næstformand og Juventus-ejer Andrea Agnelli ifølge Reuters.
Atlético Madrid, Inter og AC Milan har trukket sig. Det betyder, at Juventus, Real Madrid og Barcelona er de eneste, der ikke officielt er ude endnu.
Super League-boss: Projektet er blot sat på standby
Real Madrids præsident Florentino Perez skulle være bestyrelsesformand for Super League. Foto: Franck Fife / Ritzau Scanpix
Den europæiske udbryderliga Super League er dog ikke dødsdømt. Den er blot sat på standby.
Det sagde Florentino Pérez, der er præsident i Real Madrid, natten til torsdag dansk tid.
Det var Pérez' første udtalelse, siden det onsdag stod klart, at fodboldligaen ikke kan fortsætte, efter at et flertal af de 12 stiftende klubber har trukket sig.
Ni klubber indgår aftale med UEFA
Efter Manchester City, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Tottenham, Arsenal, Inter, Milan og Atlético Madrid trak sig, indgik de en aftale med UEFA, hvor de forpligtede sig til at droppe tanken om en europæisk superliga.
Dagen efter langede i tre tilbageværende klubber, Real Madrid, Barcelona og Juventus, ud efter deres tidligere Super League-kollegaer.
Det skete i en fælles erklæring, hvori de udtrykte deres skuffelse over kammeraterne, og samtidig slog de fast, at de arbejder videre med planer om en europæisk superliga.
UEFA åbner disciplinærsag
Det var blot et spørgsmål om tid, men onsdag den 12. maj åbnede UEFA officielt en disciplinærsag mod Real Madrid, Barcelona og Juventus for deres fortsatte engagement.