Fodbold

Langskud, hælscoring og historieskrivning i MLS

Argentinske Ezequiel Barco stod for rundens helt store øjeblik i MLS, da han med et langskudsmål bragte Atlanta United i front mod Chicago Fire.

- Hvis det ikke lykkes første gang, så prøv igen.

Sådan sagde den amerikanske skuespiller W. C. Fields tilbage i 1949. Og sådan gjorde argentinske Ezequiel Barco i 2021.

Natten til søndag dansk tid præsterede den 22-årige argentiner et mål i MLS, han nok sent glemmer. Bolden lå for fødderne af ham på et frispark, som blev sendt direkte ind i muren. Men på returbolden prøvede Barco så igen, og i dette forsøg kan man roligt sige, at det lykkedes.

Barco scorede ovenstående mål i nattens 3-1-sejr over Chicago Fire. Målet satte gang i en fest foran de mere end 20.000 fremødte fans, og festen fortsatte kampen ud.

Atlanta United FC, der vandt MLS i 2019, er derfor stadig ubesejret i denne sæson, hvor der er spillet to kampe.

Barcos vidunderlige mål er dog langt fra det eneste interessante, denne MLS-runde har budt på.

Higuain-brødre skriver historie

Den tidligere Real Madrid, Juventus og Napoli-stjerne Gonzalo Higuain fik ikke den ønskede start i MLS i sidste sæson.

Den 33-årige argentiner scorede blot et enkelt mål i sine ni kampe, men det har han i den grad få lavet om på nu, hvor han har scoret to mål i to kampe.

Sammen med sin bror, 36-årige Federico Higuain, blev de to argentinere natten til søndag det første brødrepar i MLS-historien til at score i samme kamp.

De to offensive spillere var med til at vende 0-1 til 2-1 mod Philadelphia Union, og dermed fik Inter Miami, der er ejet af David Beckham, sæsonens første sejr.

Nani med hælscoring

Denne runde i MLS har budt på meget forkælelse.

En af dem, der også leverede et smukt øjeblik, var den mangeårige Manchester United-profil Nani.

Den nu 34-årige portugiser, der tørner ud for Orlando City, sørgerede med en flot hælscoring for, at hans hold fik et point mod Sporting Kansas City.

Søndag aften venter endnu en kamp, der meget vel kan byde på store øjeblikke.

Los Angeles Galaxy møder New York Red Bulls, og du kan se kampen fra klokken 23.50 på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY.