Fodbold

Rødt kort for tackling, der "kunne have ødelagt Messis karriere"

Villarreals Manuel Trigueros fik et rødt kort i kampen mod Barcelona for en tackling, der har fremkaldt stærke reaktioner.

Lionel Messi lå i græsset og vred sig i smerte. Der gik adskillige minutter, inden han kom på banen igen.

Den argentinske verdensstjerne var udsat for en særdeles hård tackling, da Barcelona mødte Villarreal søndag eftermiddag.

Villarreals Manuel Trigueros fik et direkte rødt kort efter forseelsen i anden halvleg, hvor han lavede en glidende tackling og ramte med støvleknopperne på Messi ankel. Og det gav en udvisning.

Situationen frembragte voldsomme reaktioner i kommentatorboksen.

- Det er for dumt, da det er en fuldstændig ufarlig situation. Han fortsætter med knopperne forrest og løfter foden. Han hæver benet, og det er voldsomt, siger TV 2 SPORTs fodboldekspert Jakob Michelsen.

- Jeg kan godt lide, at dommeren resolut giver ham det røde kort. Han kan jo ødelægge hans (Messis, red.) karriere der. Det kunne potentielt have været et benbrud på Messi. Det havde været fuldstændig vanvittigt, og det skal give flere spilledages karantæne.

- Dette kunne være gået helt galt, og der er tale om held. Og det er så held i uheld i det, da Messis fod glider, så den ikke står fast i græsset, siger Michelsen.

Lionel Messi var i stor smerter, da han blev tacklet af Villarreal-spilleren.

- Ville ikke skade nogen

Messi kom dog på benene igen efter tacklingen og spillede kampen færdigt.

Situationen er allerede blevet et stort emne i spanske medier.

- Skræmmende tackling af Trigueros, lyder overskriften hos det spanske medie SPORT.

Jeg tror ikke, at han ville skade nogen rival med vilje. Det er tilfældigt

Pau Torres om tacklingen

Den tidligere spanske fodbolddommer Eduardo Iturralde González vurderer også, at kendelsen er korrekt.

- Tacklingen er hård. Den er til rødt, men det er ikke bevidst. Det er seriøst groft spil, det er der ingen tvivl om. Han efterlader sit ben i vejret og har kontakt med Messi, siger han ifølge spanske AS.

Manuel Trigueros har nu karantæne efter sit røde kort, men skal nu afvente, om der eventuelt kan blive lagt ekstra dage på.

Ikke overlagt

Uanset hvad mener hans holdkammerat Pau Torres ikke, at det var overlagt fra Villarreal-spilleren.

- Jeg tror ikke, at han ville skade nogen rival med vilje. Det er tilfældigt. Han kunne ikke være med i resten af kampen, men vi fortsatte med at skabe chancer, siger Torres ifølge Marca.

Villarreal tabte kampen med 1-2.

Barcelona har nu indhentet Real Madrid i LaLiga. De to storklubber har nu begge 71 point, mens Atlético Madrid på førstepladsen har 73.

Efter at være kommet bagud svarede Barcelona hurtigt igen og sikrede sig sejren. Video: TV 2 SPORT