Fodbold

Super League-trøjer sælges for 17 kroner

Organisationen bag Super League nåede at sætte tusindvis af trøjer i produktion, inden planerne om udbryderligaen faldt til jorden.

Et minde? En hadegave? Brændsel? Eller bare en billig T-shirt?

Uanset hvordan du ser på nogle helt særlige Super League-trøjer, står Wholesale Clearance med et usædvanligt tilbud.

Virksomheden i Sydengland har påtaget sig opgaven at sælge de 72.000 særlige Super League-trøjer, der angiveligt blev sat i produktion for de engelske deltagere, mens håbet om en udbryderliga for 12 europæiske storklubber stadig var intakt.

Det skriver en række engelske medier som The Sun, Mirror, Express og Bournemouth Echo.

Prisen lyder 2 pund per trøje. Det svarer til 17 danske kroner.

Tre detaljer fra trøjerne

  • Super League-logo placeret ved hjertet, hvor klubbernes logo plejer at sidde
  • Klubnavn placeret på højre side af brystet
  • NEW ERA printet på maven og Super League printet på ryggen

Se alle trøjerne via linket herunder. Artiklen fortsætter.

- En ’ny æra’, som der står på trøjen, er skubbet til side. Derfor bliver det her en limited edition tidskapsel fra de værste 48 timer for enhver fodboldfan. Hvis du vil være den stolte ejer af en af disse trøjer, der kan minde dig om, hvor forfærdelige klubejerne er, så har du chancen nu.

- Det kan også være en gave til en af dine venner, der støtter en af topklubberne. Eller du kan brænde den straks efter modtagelsen, skriver Wholesale Clearance, der indledningsvist praler med en evne til at kunne finde en køber til stort set alt.

Ifølge virksomheden er trøjerne stadig ikke nået frem, og derfor er de ikke sat endeligt til salg i skrivende stund.