Disse to episoder viser Eriksens store ansvar i Inter
Christian Eriksen er blevet en integreret del af Inter-holdet og har fået særlige opgaver, de andre ikke piller ved.
Træner Antonio Conte har en klar plan i Inter.
Han vil vinde det italienske mesterskab – Scudettoen. Og i søndagens kamp mod Verona var det helt tydeligt, at Christian Eriksen har en særlig rolle i den plan.
Inter-mandskabet spillede i hele kampen med lange bolde op til stærke Romelu Lukaku, der skulle kontrollere kuglen og spille den videre. Og det var tydeligt, at det var danskerens opgave at finde belgieren.
For når Inter byggede spillet op, fik Eriksen bolden, der slog en præcis aflevering frem mod angriberen.
- Eriksen og Brozovic er vildt dygtige til det, fordi de hele tiden ved, hvad der sker, inden de får bolden. Så kan de aflevere på førsteberøringen, og der er ingen, der kan erobre bolden, inden den kommer op til Lukaku, sagde TV 2 SPORTs fodboldekspert Jonas Hebo Rasmussen under kommenteringen.
- Og så kan Lukaku holde modstanderne væk, inden de kommer til bolden.
Ingen konkurrence på frispark
Endnu et eksempel på Eriksens store betydning fik vi efter knap en halv times spil.
Her fik Inter nemlig et frispark på kanten af feltet. Og det var stensikkert, hvem der skulle sparke det. Det skulle danskeren.
- Der er ikke nogen, der skal diskutere med Eriksen om, hvem der sparker den. Der står hverken en spiller med en venstrefod eller en anden med en højrefod. Det er helt op til Verona-målmanden at finde ud af, hvor bolden bliver sparket, sagde Jonas Hebo Rasmussen.
Normalt ville der også stå en spiller, der kan sparke med venstre fod for at gøre det svære at læse for målmanden. Men dette gør der ikke, når Eriksen sparker.
- Det er et godt billede på Eriksens udvikling i Inter, hvor han enerådig hersker over de her dødbolde i klubben, siger kommentator Kenneth Hansen.
Derudover tager Eriksen også fast holdets hjørnespark.
Har stor respekt
Ifølge Jonas Hebo Rasmussen kunne man allerede se i kampen i den italienske pokalturnering, hvor Eriksen kom på tavlen, at han havde overtaget rollen som den primære frisparkstager.
- Selv i de perioder, hvor Conte ikke brugte ham så meget, var der stadig en kæmpe stor respekt fra holdkammeraterne. De vidste godt, hvad det var for en spiller, de havde med at gøre.
- Dette så vi også i Coppa Italia-kampen, hvor det var helt naturligt, at det var Eriksen, der sparkede det frispark. Der var ingen, der diskuterede med ham, siger eksperten.
Inter er efterhånden ikke langt fra at sikre sit første mesterskab siden 2010. Der er 12 point ned til AC Milan og Juventus, der begge har 67 point på henholdsvis anden- og tredjepladsen.