Fodbold

Jens Stryger hyldede nyligt afdød ven: - Tænker på ham hver dag

Jens Stryger mistede sin nære ven og mentaltræner i forrige uge og havde ham i tankerne under hele søndagens Serie A-kamp.

Med to fingre i vejret og et blik rettet mod himlen var det tydeligt, at Jens Stryger Larsen havde scoret et mål af ekstraordinær betydning.

Da den danske Udinese-spiller søndag pandede Udinese foran 3-1 mod Benevento, sendte han samtidig en smuk hilsen af sted mod sin nyligt afdøde ven og mentaltræner, Jesper Meyer.

- Jeg er superglad for at kunne give ham et mål, og jeg håber, at han ser med deroppe. Det var dejligt at kunne sende ham en hilsen i denne svære tid, siger Jens Stryger Larsen til TV 2 SPORT.

Efter længere tids kræftsygdom gik Jesper Meyer bort i forrige uge, oplyser Jens Stryger Larsen, der efter de to fingre i vejret måtte gnide sig i øjnene, hvor tårerne pressede sig på.

- Der er ikke gået en dag, siden han desværre gik bort, hvor jeg ikke har tænkt på ham. Under kampen tænkte jeg også på ham. Jeg plejede altid at snakke med ham, mens vi gik rundt ude på banen og tilså den. Vi snakkede om, hvad målet var for den kommende kamp, og efter kampen evaluerede vi den, siger han.

Et givtigt samarbejde på flere planer

Den danske landsholdsspiller indledte samarbejdet med mentaltræneren for ni år siden, og det var en god beslutning både på det personlige og sportslige plan. Han har nemlig haft stor gavn af samarbejdet, der har ført ham til dér, hvor han er i dag som fodboldspiller.

På det personlige plan opbyggede de to også et tæt bånd. Et bånd, der ifølge den danske landsholdsspiller gjorde ham til ”en ven for livet”.

- Han har hjulpet mig ufatteligt meget gennem min karriere med det mentale aspekt i fodbolden, men også i privatlivet. Han har haft en rigtig stor betydning for mig.

- Der er lidt et tabu om, at mentaltrænere er lidt hokuspokusagtigt, og at folk ikke rigtig tror på det. Men i min situation har han været fantastisk for mig og hjulpet mig i gode og dårlige perioder, siger han.

Kendte hinanden ud og ind

Jens Stryger Larsen kommer aldrig til at glemme, hvad hans afdøde ven og mentaltræner har lært ham gennem tiden.

- Nu har jeg heldigvis haft glæde af ham og kendt ham i mange år. Vi kendte hinanden ud og ind, og jeg ved, hvad han vil sige, og hvordan han vil hjælpe mig i de givne situationer, siger Jens Stryger Larsen.

Hans mål søndag var hans femte ligamål i Udinese-trøjen fordelt på 127 kampe.