VM fodbold

Solbakken har fået negative reaktioner fra myndigheder i Qatar

Via menneskerettighedsorganisationer har Norges fodboldforbund fået meldinger om, at protesterne i marts har skabt "vrede og irritation".

Trøjer med teksten "human rights" satte i marts gang i en bølge af protester mod Qatar.

I forbindelse med en VM-kvalifikationskamp mod Gibraltar valgte Norges fodboldlandshold som det første at iføre sig en trøje, der havde til formål at øge opmærksomheden omkring de kritisable forhold, som migrantarbejdere under klargørelsen af næste års VM har levet under.

Aktionerne er nået til det allerhelligste og har skabt vrede

Ståle Solbakken

I kølvandet fulgte lignende tiltag fra en række europæiske nationer - heriblandt Danmark, Tyskland og Holland.

En kritisk kampagne, som man har lagt mærke til i den udskældte værtsnation, siger Norges landstræner, Ståle Solbakken, i et interview med norsk TV 2.

- Jeg har fået vældig mange positive reaktioner, men endnu bedre er det, at vi også har fået en del negative reaktioner fra myndighederne i Qatar og de ansvarlige.

Er det noget, der er kommet direkte til dig eller gennem NFF?

- Via menneskerettighedsorganisationer har vi fået meldinger om, at aktionerne er nået til det allerhelligste og skabt vrede og irritation, siger den tidligere FCK-træner.

TV 2 Norge har ligeledes været i kontakt med den norske afdeling af Amnesty International, der deler Solbakkens opfattelser.

Nordisk pres på FIFA

De omtalte trøjer er ikke de eneste tiltag, der er blevet taget i brug for at sætte fokus på de kritiske forhold i Qatar, hvor flere end 6500 migrantarbejdere ifølge The Guardian har mistet livet, siden landet blev tildelt VM-værtsskabet i 2010.

Så sent som i sidste uge sendte Dansk Boldspil-Union (DBU) og det svenske fodboldforbund (SvFF) begge et brev til Det Internationale Fodboldforbund (FIFA), hvori de skrev, at de både opfordrer og forventer, at FIFA vil gøre mere for at komme de udskældte forhold til livs.

Et brev, som også NFF nu vil sende inden for de kommende dage. Det skriver TV 2 Norge.

Direktøren i DBU, Jacob Jensen, forventer, at det nordiske pres på FIFA vil få en effekt.

- Min forventning er, at vi som stiftende medlem bliver lyttet til af FIFA. Jeg tror, at FIFA kommer til at tage det her brev alvorligt og gøre endnu mere for menneskerettighederne i Qatar, siger Jacob Jensen til TV 2 SPORT.

VM i Qatar bliver afholdt fra 21. november til 18. december 2022.