Fodbold

Sådan kan fremtidens fodboldeuropa se ud efter Super Leagues fiasko

Når Barcelona og Real Madrid lægger nye planer for fremtiden, bliver de nødt til at gøre op med sig selv, om de vil ofre de nationale ligaer.

Et par dage efter fødslen blev Super League aflivet og heldigvis for det. Det meste af Europa var klar i afvisningen af de riges forestilling om et lukket univers. At nogle særligt udvalgte fodboldklubber skulle nyde beskyttende privilegier var et utåleligt angreb mod den sport, der i generationer har været et stykke europæisk kulturhistorie.

Men hvad så nu?

Vil Super League stå tilbage som en spektakulær fiasko for de rige og en sejr for græsrødderne og tilhængerne? Eller har vi i virkeligheden blot set det første skridt på vejen mod et opgør med de etablerede strukturer?

Spørger man Florentino Pérez, Real Madrids præsident, er svaret det sidste. I hans verden er Super League-planerne blot sat på pause. Han ser det som en nødvendighed, at der bliver tænkt i nye baner, hvis fodbolden skal fastholde sit tag i ungdommen, og hvis den som forretning skal være nogenlunde rentabel.

Lige nu er Pérez genstand for hån og latterliggørelse, og i sin usammenhængende argumentation har han ikke gjort sig selv nogen tjenester. Tværtimod har de 12 klubber bag Super League skudt sig selv i foden gennem den dilettantiske lancering, der har sikret, at alt, der har det mindste strejf af Super League, i en rum tid vil blive pure afvist.

Men selvom kuren var dårligt gennemtænkt og fyldt med grådighed, så har de 12 klubber en pointe i, at europæisk fodbold står med nogle strukturelle udfordringer. De udfordringer bunder i en stigende ulighed, som har udvandet konkurrencen i de nationale ligaer.

Denne sæson er ganske vist et dårligt eksempel, fordi flere ligaer er mere jævnbyrdige end normalt. Men op gennem 2010’erne har tendensen gået mod monopoler eller duopoler i nationale ligaer, hvor især Bayern München, Juventus og Paris Saint-Germain har kvalt al modstand. Og trods denne sæsons udsving er der næppe grund til at tro, at det bliver anderledes fremover.

Ulighed er uundgåelig, når Barcelona spiller i samme liga som Eibar, når nu Barcelonas budget er mere end 14 gange større end den lille baskiske klubs. Det samme billede ser man i Champions League, hvor klubberne fra de mindre nationer har sværere og sværere ved at begå sig, hvilket i manges øjne har gjort gruppespillet uinteressant, fordi mange puljer på forhånd er blottet for spænding.

UEFA’s egen kur i form af et nyt Champions League-format løser ikke de problemer – tværtimod. Det giver blot endnu flere kampe i et oppustet puljespil, inden alvoren melder sig i knockoutfasen.

Spørgsmålet er derfor, om uligheden er så stort et problem, at der skal gøre noget ved den? Og i så fald hvad, når nu Super League ikke var løsningen?

En ny pyramide

Super Leagues fiasko har tændt et spinkelt håb om, at vi vil se en modbevægelse vokse sig stærk. Hvor det ikke længere vil handle om at føje eliten, og hvor ligheden og solidariteten bliver større.

Sker det, vil det være fremragende. Men jeg har min tvivl.

Superklubbernes ønsker forsvinder ikke, og selvom UEFA og FIFA pludselig har positioneret sig side om side med græsrødderne, så er de i årevis gået samme vej som storklubberne og har jagtet økonomisk vinding gennem flere kampe og flere turneringer. Og fordelingen af indtægter har tilgodeset den etablerede elite.

Super League-klubberne insisterede på, at deres turnering bestemt ikke var et angreb på de nationale ligaer, som klubberne stadig ville spille med i. Det var af mange årsager en uholdbar forestilling. Den var også selvmodsigende. For hvis man virkelig vil lave om på europæisk fodbolds struktur, er man nødt til at være villig til at gøre op med den model, fodbolden har været opbygget efter, siden Europa Cup’en blev opfundet i 1955. En model, hvor hver nation har sin egen øverste liga som toppen af pyramiden, og hvor de bedste hold som supplement spiller med i en europæisk turnering.

Kunne man forestille sig, at de nationale ligaer ikke længere var pyramidens top, men at der i stedet fandtes en overbygning over dem i form af en fælleseuropæisk liga? Og kunne man gøre det på en måde, så det ikke kun var attraktivt for de største klubber?

Flere steder har Super League-debatten sat sådanne tanker i gang. Der er tænkt på forskellige strukturer og modeller. Nogle af dem ligger sikkert på Florentino Pérez’ og Andrea Agnellis skrivebord, når nu de har konstateret, at de er nødt til at tænke en ny struktur i sammenhæng med det etablerede, og at en lukket turnering er uacceptabel i Europa.

Her er et bud på, hvordan det kunne se ud:

Sådan kunne et nyt fodboldeuropa komme til at se ud.

40 hold vil her deltage i to fælleseuropæiske divisioner i stedet for at spille med i de nationale ligaer. Alle Europas klubber vil i princippet kunne kvalificere sig til de fælleseuropæiske ligaer, hvis de gør det godt nok på banen.

Så i stedet for at Real Madrid og Barcelona i en sæson spiller 38 kampe i LaLiga og op mod 13 kampe i Champions League (eller 17 i det kommende format fra 2024), ville de her spille 44 kampe i European League og ved siden af den op mod ni kampe i en European Cup, en pokalturnering for de 40 hold i de europæiske ligaer. Endelig ville de stadig deltage i de nationale pokalturneringer for trods alt at bevare en beskeden national forankring.

Til at begynde med ville de 40 hold til den første sæson blive kvalificeret ud fra UEFA’s koefficientrangliste. I European League med adgang for hold fra de otte stærkeste nationer – med fire hold fra England, ranglistens nummer et, som det maksimale. I European Division kommer de næstbedste hold fra de største lande ind og suppleres af mestrene fra nationerne ned til nummer 14.

Men efter åbningssæsonen vil holdene forrykke sig gennem op- og nedrykninger som i normale ligaer. Det er ikke statisk, hvor mange hold hver nation har i de to fælleseuropæiske ligaer. Det bliver afgjort på banen.

Hvis man udvælger holdene til premieresæsonen ud fra præstationerne i de sidste tre år i de nationale ligaer, kunne European League i sin første sæson se sådan ud:

European League

16 hold – 44 kampe

* Grundspil på 30 kampe. Herefter deles ligaen i to. Point tages med videre.

* Top 8 spiller slutspil på 14 runder om det europæiske mesterskab.

* Bund 8 spiller nedrykningsspil på 14 runder. Nr. 15-16 rykker direkte ned i European Division. Nr. 13-14 spiller nedrykningsplayoff mod to hold fra European Division.

Eksempel på slutstilling

  1. Bayern München
  2. Real Madrid
  3. Barcelona
  4. Manchester City
  5. Juventus
  6. Atlético Madrid
  7. Paris Saint-Germain
  8. Manchester United
  9. Liverpool
  10. Chelsea
  11. Dortmund
  12. Porto
  13. Ajax
  14. Inter
  15. Atalanta
  16. Zenit

I den næstbedste række, European Division, kunne premieresæsonen have dette udseende:

European Division

24 hold – 46 kampe

* Traditionel liga på 46 kampe.

* Nr. 1-2 rykker direkte op i European League.

* Nr. 3-6 spiller oprykningsplayoff. Vinderne af de to opgør spiller endelig playoff mod nr. 13 og 14 i European League.

* Nr. 21-24 rykker direkte ned i de nationale ligaer.

* Nr. 19-20 spiller nedrykningsplayoff mod to hold fra Champions League.

Eksempel på slutstilling

  1. Arsenal
  2. Sevilla
  3. Tottenham
  4. Shakhtar Donetsk
  5. Lyon
  6. Napoli
  7. Leipzig
  8. Salzburg
  9. Villarreal
  10. Benfica
  11. Leverkusen
  12. Besiktas
  13. Sporting
  14. Lazio
  15. Club Brugge
  16. Celtic
  17. Gladbach
  18. Leicester
  19. Milan
  20. Lokomotiv Moskva
  21. PSV
  22. Real Sociedad
  23. Lille
  24. FC Midtjylland

I eksemplet vil der altså lige akkurat blive plads til et dansk hold i European Division i premieresæsonen på grund af Danmarks aktuelle 14.-plads på UEFA-ranglisten. Det vil betyde, at FC Midtjylland træder ud af Superligaen og først vender tilbage, den dag de rykker ud af European Division.

Under European Division vil de nationale ligaer blive afviklet uden holdene fra de to fælleseuropæiske ligaer. Parallelt med de nationale ligaer vil deres mestre deltage i en Champions League. Her kunne FC København eksempelvis havne i en gruppe med CSKA Moskva, Genk og Everton. Avancement til kvartfinalerne vil sikre playoffkampe om oprykning til European Division, mens en semifinaleplads giver direkte oprykning.

Samhørighed og samarbejde mellem aktørerne vil være en præmis for bæredygtigheden. De nationale ligaer skal ikke opleve det som en angreb, men se sig som del af de fælleseuropæiske ligaer. Økonomien skal være sammenhængende og solidarisk fra European League og ned til de nationale ligaer.

Fordele:

* De store klubber og det globale publikum vil få, hvad de ønsker: kampe mod hinanden med maksimal værdi, både sportsligt og kommercielt.

* Der vil gennem hele sæsonen være kampe på højeste niveau mellem kontinentets bedste hold. De otte hold i slutspillet vil i alt møde hinanden fire gange på en sæson.

* Kampene vil have sportslig betydning, og storklubberne er ikke beskyttede mod sportslig fiasko.

* De store klubber i mellemstore lande (Ajax, Porto) vil have en reel mulighed for at løfte sig ved ikke længere at være hæmmet af sin egen ligas manglende styrke.

* European League er åben og hænger sammen med resten af fodboldeuropa

* Med en European Division vil der også være en mulighed for klubber fra mindre ligaer som den danske for at blive del af en stærkere, fælleseuropæisk liga og dermed vokse sig større.

* De tilbageværende nationale ligaer vil ikke længere være præget af ulighed, og andre hold end de sædvanlige vil kunne vinde dem og samtidig kvalificere sig til europæiske turneringer.

Ulemper:

* Fælleseuropæiske ligaer over de nationale ligaer vil være et markant brud på traditionen i Europa.

* De tilbageværende nationale ligaer vil blive udvandede, når eksempelvis LaLiga spilles uden Spaniens seks bedste hold, eller hvis FC København eller FC Midtjylland skulle spille sig op i European Division og dermed forsvinde fra Superligaen.

* Nationale rivaliseringer vil forsvinde, når de bedste hold i de forskellige lande ikke længere er garanteret at spille i samme liga.

* Med tiden vil European League blive hverdag. Kampene mellem de største klubber vil miste deres storhed, hvis Real Madrid og Bayern München mødes fire gange i hver sæson.

Kolde aftener i Stoke

Tanken vil utvivlsomt frastøde mange, fordi den vil være et fundamentalt opgør med den hellige ko i form af de nationale ligaers status som urørlige. Spørgsmålet vil være, om deres værdi er så stor, at de for alt i verden skal bevares i den nuværende form, selvom uligheden og forudsigeligheden bliver større og større.

We want our cold nights in Stoke,” lød det på et banner fra Chelsea-fans, der opsummerede afvisningen af Super League, samhørigheden mellem tilhængerne af de store og små klubber og kærligheden til den nationale enhed.

Men i Spanien er det blevet noteret, at vi ikke har set horder af Barcelona- og Real Madrid-tilhængere gå på gaden i et forenet krav om den fortsatte ret til at tilbringe kolde vinteraftener i Valladolid eller andre lokationer fra underklassen i LaLiga.

Det viser, at en European League givetvis vil blive bedre modtaget i Spanien end i England, så længe der er en åben dør, så Villarreal, Sevilla og Real Sociedad kan spille sig op i European League, hvis bare de gode nok. Og Celta og Athletic Bilbao kan spille sig op i European Division og måske en dag hele vejen op i European League.

Så næste gang Florentino Pérez konspirerer med Andrea Agnelli og ligesindede, kan det meget vel være den vej, de vil gå. Alternativerne er i hvert fald svære at få øje på, og det globale publikum har næppe samme forbehold som det lokale mod at se Real Madrid dyste med de bedste hold i Europa i stedet for de bedste hold i Spanien.

Spørgsmålet er så, om det kan lade sig gøre at skabe en ny struktur for europæisk fodbold, som de fleste kan se meningen med, eller om traditionerne, de lokale rivaliseringer og de kolde aftener i Stoke og Valladolid i sidste ende vil vinde over den logik og de markedskræfter, der taler for en fælleseuropæisk overbygning.