Fodbold

Thy øjner "kæmpe mulighed" i finalen mod Brøndby

Fodboldkvinderne fra FC Thy-Thisted tabte sidste år pokalfinale. I år skal en stærk defensiv sikre titlen mod Brøndby.

Kvindefodboldklubben FC Thy-Thisted Q blev grundlagt i 2017, og fredag skal thyboerne for anden gang i klubbens historie spille en pokalfinale. Denne gang mod Brøndby IF.

I sidste sæson nåede FC Thy også til pokalfinalen. Her blev klubben besejret af FC Nordsjælland. Nu har den endnu en gang fundet vej til finalen, og det er cheftræner Allan Drost stolt af.

- Det betyder rigtig meget for os. Det er en kæmpe mulighed for os, og det er en stor bedrift for en klub i vores størrelse med tanke på, at vi kun har eksisteret i omkring fire år, siger han.

FC Thy tabte 0-1 til Brøndby i den seneste turneringskamp, og det har gjort FC Thy-mandskabet opsat på at tage revanche og samtidig hente klubbens første pokaltitel, forklarer cheftræneren.

- Når man når så langt i en turnering, vil man naturligvis gå hele vejen, og den lyst er blevet meget større efter nederlaget til Brøndby i weekenden, siger Allan Drost.

- Vi skal være solide defensivt, og vi skal sørge for at give så lidt væk som muligt. Vi er ganske svære at spille imod, når vi står kompakt. Vi skal lykkes med rigtig mange ting på samme tid for at have en chance.

- Brøndby er dygtig til at kombinere på modstanderens banehalvdel og spille i små rum. De har nogle offensive profiler, som kan noget på egen hånd.

Siden indførelsen af kvindernes pokalturnering har Brøndby vundet turneringen 11 gange, og cheftræner Per Nielsen, som tidligere på ugen forlængede sin kontrakt med klubben til 2023, har ikke noget problem med at påtage sig favoritværdigheden.

- De har hjemmebanen, mens vi ligger nummer et i ligaen og har mere erfaring, så vi kan godt påtage os favoritværdigheden, men den er ikke stor, siger Per Nielsen.

I Gjensidige Kvindeligaen ligger Brøndby på førstepladsen i mesterskabsspillet, mens FC Thy ligger sidst af slutspillets seks hold.

Pokalfinalen mellem FC Thy og Brøndby begynder fredag klokken 15. Finalen spilles på FC Thys hjemmebane i Thisted.