Fodbold

Dortmund udspiller Kiel og sikrer finaleplads

Med fem mål før pausen havde Dortmund tidligt afgjort pokalsemifinalen mod Holstein Kiel fra 2. Bundesliga.

Mens fredagens tyske pokalsemifinale mellem Werder Bremen og RB Leipzig gik i forlænget spilletid og havde spænding til absolut sidste minut, så forholdt det sig noget anderledes i den anden semifinale.

Selv uden målmaskinen Erling Haaland var Borussia Dortmund mindst et par niveauer bedre end Holstein Kiel fra 2. Bundesliga. Favoritterne lavede fem mål i første halvleg og cruisede en finaleplads hjem med 5-0.

Dortmund havde placeret Thomas Delaney på bænken fra kampens start. Han kom ind efter en god times spil, da det kun handlede om sejrens størrelse.

Holstein Kiels drøm om en overraskende finaleplads levede i omtrent et kvarter.

Så gjorde Giovanni Reyna det til 1-0, og syv minutter senere stod han også for at fordoble føringen.

Da Marco Reus et par minutter senere udbyggede til 3-0 var gæsterne knækket. Inden pausen kom også Thorgan Hazard og Jude Bellingham på måltavlen.

Med vigtige opgaver i afslutningen på Bundesligaen, hvor Dortmund kæmper for en plads i top-4 og dermed Champions League, spillede holdet med håndbremsen trukket i anden halvleg.

Det skånede gæsterne for en voldsom lussing, mens Dortmund kunne spare på kræfterne.

Lidt malurt kom der dog i bægeret, da indskiftede Mateu Morey pådrog sig en slem skade og forlod banen på båre i store smerter.

Dortmund kan imidlertid stadig glæde sig over at skulle spille pokalfinale 13. maj i Berlin, hvor RB Leipzig venter.

De to finalister tager en generalprøve fem dage før, hvor de støder sammen i Bundesligaens tredjesidste spillerunde.