Fodbold

Real Madrid sender presbolden videre til Barcelona

Der skulle gå 76 minutter, før Real Madrid fik hul på bylden i hjemmekampen mod Osasuna.

Real Madrid holder snor i bysbørnene fra Atlético Madrid.

I den sene LaLiga-kamp lørdag vandt Real Madrid hjemme 2-0 over Osasuna, så der fortsat er en afstand på to point mellem de to Madrid-hold i toppen af den spanske liga med fire spillerunder tilbage.

FC Barcelona er nu fem point efter Atlético Madrid og tre point efter Real Madrid, men kan komme på omgangshøjde med Real Madrid med en sejr over Valencia søndag aften.

Real Madrid-Osasuna 2-0

  • 76' 1-0 Eder Militão
  • 80' 2-0 Casemiro

Top-4 i LaLiga

  1. Atl. Madrid, 76 point, 34 kampe spillet
  2. Real Madrid, 74 point, 34 kampe spillet
  3. Barcelona, 71 point, 33 kampe spillet
  4. Sevilla, 70 point, 33 kampe spillet

Sådan forløb kampen

af Ritzau

Kampen mod Osasuna viste endnu en gang, at scoringerne ikke kommer let til Zinedine Zidanes tropper for tiden.

Real Madrid har på det seneste skuffet med målløse opgør med både Getafe og Betis, og også lørdag aften kneb det længe med at spille sig frem til oplagte chancer.

Eden Hazard misbrugte første halvlegs bedste tilbud. Han modtog en høj aflevering til højre for mål, men ramte ikke bolden helt rent med sin flugter, så målmand Sergio Herrera kunne vippe den over overliggeren.

Midt i anden halvleg sendte Rodrygo et skudforsøg lige uden om den ene opstander, og tiden begyndte at blive knap for hjemmeholdet.

Dobbelt brasiliansk i 2. halvleg

Farligst var holdet faktisk på dødbolde, når stopperen Eder Militão kom trampende frem i feltet. Brasilianeren var flere gange tæt på, og det var ingen overraskelse, at åbningsmålet skulle komme fra ham.

Et kvarter før tid steg han til vejrs og pandede Iscos hjørnespark i nettet, mens Zidane opførte en jubeldans på sidelinjen.

Få minutter senere blev opgøret endegyldigt afgjort af Casemiro, der noget tilfældigt fik foden på en aflevering fra Karim Benzema og snød Herrera i gæsternes mål.

Med sejrene til de to Madrid-klubber er de øvrige guldbejlere, FC Barcelona og Sevilla, under pres, inden de skal i aktion i de kommende dage.

Barcelona skal søndag til Valencia, mens Sevilla mandag får besøg af Athletic Bilbao.