Fodbold

To mål på 80 sekunder sender Manchester City tæt på guld

Crystal Palace holdt stand i en time, men så scorede Manchester City to gange. Søndag kan guldet komme i hus.

Manchester City er snublende tæt på at vinde det engelske mesterskab.

Med en udesejr lørdag på 2-0 over Crystal Palace kan City allerede søndag vinde Premier League-titlen, hvis forfølgerne fra Manchester United taber til Liverpool.

City har slået et hul på 13 point til United, og det virker utænkeligt, at lokalrivalen med fem kampe tilbage af sæsonen, kan fravriste City klubbens syvende mesterskab.

I lørdagens udekamp mod Crystal Palace ventede gæsterne en lille time, før det lykkedes at score. Og så kom der endda to mål lige i rap.

Først viste Sergio Agüero sublim sparketeknik, da han modtog en aflevering fra venstrekanten og lagde bolden til rette for sig selv. Herfra smækkede argentineren den op i nettaget ved nærmeste stolpe til 1-0.

Det blev 2-0 kort efter, da gæsterne broderede sig igennem Crystal Palace-forsvaret. Ferran Torres skød fladt, og bolden fes mellem benene på hjemmeholdets forsvarer Cheikhou Kouyate på vej i mål.

Svært at true Manchester City

Manchester United er det eneste hold, der fortsat kan indhente City i tabellen.

Søndag venter der en hård opgave for manager Ole Gunnar Solskjærs United-mandskab, der får besøg af de regerende mestre fra Liverpool.

Det bliver dog svært at true Manchester City, som styrer mod en yderst succesfuld sæson.

City spillede sig i midtugen tæt på en plads i Champions League-finalen, da Pep Guardiolas mandskab vandt det første af to opgør mod Paris Saint-Germain i semifinalen. På udebane vandt City med 2-1.

For nylig vandt Manchester-klubben desuden den engelske ligacup for fjerde sæson i træk.

Også Englands anden Champions League-semifinalist, Chelsea, slap godt fra lørdagens opgave i Premier League.

På to scoringer af Kai Havertz vandt Chelsea lokalopgøret mod Fulham med 2-0 og lagde afstand til forfølgerne i kampen om en plads i top-4.

Til gengæld ser løbet efterhånden ud til at være kørt for Fulham i bunden af rækken. Holdet har ni point op til Newcastle over nedrykningsstregen og kun fire kampe tilbage.