Fodbold

Brændt straffespark og drømmemål i Barcelona-sejr

FC Barcelona kom bagud 0-1, men vandt 3-2 over Valencia takket være to mål af Lionel Messi og et mål af Antoine Griezmann.

Spændingen om det spanske fodboldmesterskab fortsætter.

Søndag aften vandt FC Barcelona 3-2 over Valencia og er derfor igen på omgangshøjde med Real Madrid i toppen af LaLiga. De to klubber er to point efter førerholdet Atlético Madrid.

Bagfra lurer Sevilla på fjerdepladsen. Andalusierne kan med en sejr over Athletic Club mandag aften komme et enkelt point efter Real Madrid og Barcelona.

Valencia-FC Barcelona 2-3

  • 50' 1-0 Gabriel Paulista
  • 57' 1-1 Lionel Messi
  • 63' 1-2 Antoine Griezmann
  • 69' 1-3 Lionel Messi
  • 83' 2-3 Carlos Soler

Top-4 i LaLiga

  1. Atlético Madrid, 76 point, 34 kampe spillet
  2. Real Madrid, 74 point, 34 kampe spillet
  3. FC Barcelona, 74 point, 34 kampe spillet
  4. Sevilla, 70 point, 33 kampe spillet

Sådan forløb kampen

af Ritzau

FC Barcelona måtte slide hårdt for sejren ude mod Daniel Wass og Valencia.

Hjemmeholdet bragte sig i front kort efter pausen, da Gabriel Paulista headede bolden i nettet efter hjørnespark. Og mørke skyer trak op over Barcelona, da Lionel Messi efter en lille times spil måtte se sit straffespark pareret af Valencia-keeper Jasper Cillessen.

Men den argentinske målsluger havde heldet med sig, for bolden røg i spil igen, og efter et par tilfældigheder kunne han alligevel sætte den i mål fra tæt hold.

Lionel Messi scorer sit første mål i kampen.

Antoine Griezmann sendte Barcelona på sejrskurs kort efter, og da Messi øgede til 3-1 direkte på frispark, så de tre point ud til at være sikret.

Drømmemål af Soler

Carlos Soler sørgede dog for ny spænding, da han reducerede til 2-3 syv minutter før tid, men Valencia manglede kvaliteten til for alvor at sætte gæsterne under pres i slutfasen.

Martin Braithwaite var fortsat ikke en del af Barcelona-truppen på grund af en ankelskade, men Daniel Wass spillede hele kampen for Valencia, der er i gang med en skuffende sæson og fortsat ikke kan føle sig helt forsikret mod nedrykning.

Holdet er på 14.-pladsen med 6 point ned til Huesca, der ligger lige på den forkerte side af nedrykningsstregen.

Der mangler fire runder af den spanske fodboldsæson. Næste weekend mødes FC Barcelona og Atlético Madrid, og Real Madrid tager imod Sevilla.

Se begge kampe på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY. Find studie- og kamptidspunkter i vores sendeplan.