Fodbold

Mikrofon opfangede Zlatans udbrud mod holdkammerat

En forspildt AC Milan-chance mod Benevento fik Zlatan Ibrahimovic til højlydt at udtrykke, at han ikke forstod Hakan Calhanoglu.

Zlatan Ibrahimovic var tilbage for AC Milan mod Benevento lørdag aften, og det kunne høres.

Efter knap 35 minutter af Serie A-kampen tog Hakan Calhanoglu bolden med ind i Beneventos felt og sendte efterfølgende en høj bold på tværs af feltet til Rafael Leao, der trods et godt opspring ikke fik ordentligt træf på bolden.

Ibrahimovic var også løbet med ind i feltet, og da bolden var trillet ud over baglinjen til målspark til gæsterne, skældte han Calhanoglu ud i en sådan grad, at mikrofonen bag Beneventos mål opfangede ordene fra svenskeren:

- I don't fucking understand you. I don't fucking understand you (jeg forstår dig overhovedet ikke, jeg forstår dig overhovedet ikke), lød det fra Zlatan Ibrahimovic.

Det var 39-årige Ibrahimovics første startplads i fire kampe efter karantæne og en muskelskade.

Efter seks minutter kunne han ellers se Hakan Calhanoglu bringe AC Milan foran 1-0 efter et gennemspillet angreb.

I anden halvleg sørgede Theo Hernandez for, at hjemmeholdet uden Simon Kjær på banen vandt 2-0.

Milan-træner: Calhanoglu skal sætte langt højere mål for sig selv

AC Milan-cheftræner Stefano Pioli gjorde det klart på pressemødet efter kampen, at han var glad for at have Ibrahimovic tilbage, og så var Pioli enig med svenskeren i, at Calhanoglu kan blive bedre.

- I mine øjne har Calhanoglu endnu ikke opfyldt sit fulde potentiale. Han bidrager med kvalitet, pålidelighed og hårdt arbejde - en rigtig holdspiller, sagde den 55-årige træner ifølge Football Italia og fortsatte:

- Han skal bare være lidt mere præcis med sine assists og den sidste bold, holde sit hoved oppe og lede efter muligheder. Han må være motiveret efter at score flere mål, fordi med det talent, han besidder, skulle han sætte langt højere mål for sig selv og sigte efter et tocifret antal mål.

Hakan Calhanoglu står noteret for 4 mål og 9 assists i 29 ligakampe i denne sæson.

Zlatan Ibrahimovic har scoret 15 mål og bidraget med 2 assists i 18 Serie A-kampe i sæsonen.