Fodbold

Storkamp aflyst: United-fans invaderede Old Trafford

Hundredvis af Manchester United-tilhængere indtog Old Trafford før søndagens hjemmekamp mod Liverpool.

Manchester United-tilhængere tiltvang sig søndag adgang til Old Trafford forud for topopgøret mod Liverpool.

Efter flere timers protest mod klubbens ejere, Glazer-familien, er Premier League-kampen nu blevet udskudt til en anden dag, oplyser Manchester United og Premier League i statements. Heri står der, at politiet, begge klubber og lokale myndigheder er enige om udsættelsen.

Der arbejdes nu på at finde en ny dato, skriver Manchester United, men ifølge Sky Sports vil disse samtaler ikke finde sted søndag.

Fans inde på Old Trafford

Billeder og videoer fra Uniteds hjemmebane viste, at hundredvis af tilhængere stormede græstæppet for at protestere mod klubtoppen, den amerikanske Glazer-familie.

Den tidligere Liverpool-spiller Stan Collymore delte på Twitter en video op fra Old Trafford, hvor der blev affyret røgbomber i den ene ende af banen. Samtidig hang en ung tilhænger på overliggeren og kravlede rundt i målnettet.

Collymore skrev desuden, at Liverpool-spillerne og staben blev holdt tilbage på spillerhotellet.

Umiddelbart efter protesterne skrev Premier League, at kampen mellem Manchester United og Liverpool var blevet udskudt, fordi banen og stadionet ikke var klar til kickoff klokken 17.30, men det var fortsat planen at afvikle kampen søndag.

Begge spillertrupper opholdt sig på daværende tidspunkt stadig på deres hotel, mens dommerne blev vinket væk, da de ankom til Old Trafford.

United-tilhængerne tvinger sig vej ind på Old Trafford.
United-tilhængerne har også taget romerlys med ind på Old Trafford.
Fansene havde skilte af enhver art med på banen.
To unge fans løber afsted med det ene hjørneflag.

Utilfredshed efter Super League

Utilfredsheden med Glazer-familien har været stor blandt United-tilhængere, efter at den engelske klub sammen med 11 andre storklubber for nylig var med til at stifte en europæisk Super League.

Klubejerne blev kaldt grådige, og efter et par dage valgte de seks deltagende Premier League-klubber at trække sig fra det storstilede projekt.

Efterfølgende undskyldte Joel Glazer i et åbent brev Uniteds deltagelse i Super League, men undskyldningen har ikke beroliget alle tilhængere.

I sidste uge var der også protester uden for Old Trafford og senere på klubbens træningsanlæg, Carrington.

Søndag begyndte protesterne uden for det hotel, hvor United-truppen var indkvarteret før mødet med Liverpool, og senere valgte flere tilhængere at vise deres utilfredshed inde på Old Trafford.