Fodbold

Forklarer nøglen til Inters mesterskab

Søndag blev Christian Eriksen og Inter italienske mestre med fire spillerunder tilbage af Serie A.

Siden november sidste år har blot et hold formået at nedlægge Inter i Serie A. Det var Sampdoria 6. januar i år.

Den efterfølgende periode med point i hver kamp gjorde, at Inter i midten af februar generobrede førstepladsen, og søndag klokken 16.51 blev det slået fast, at Christian Eriksen og holdkammeraterne ikke kommer til at miste den igen i denne sæson.

Her blev Milano-klubben italiensk mester, da eneste tilbageværende titeludfordrer, Atalanta, snublede mod Sassuolo.

Forklaringen på Inters succes i Italien siden november skal findes i spillernes større forståelse for den spillestil, cheftræner Antonio Conte ynder at praktisere, lyder det fra Conte selv.

- Vi vekslede mellem forskellige faser under kampen, stå lidt dybere for at kunne skabe plads, når modstanderen begik fejl, eller invitere modstanderen til at angribe så vi efterfølgende kunne slå kontra. Holdet udviklede sig virkelig i den henseende, sagde Conte ifølge Football Italia i Rai-programmet '90° minuto' søndag.

- I en sæson skal man være i stand til at have forskellige tilgange for at være uforudsigelig. Man kan ikke altid bare angribe eller altid forsvare. Det handler om at vide, hvornår man skal forcere. Her har vi udviklet os, i at læse kampen og kende til de tidspunkter.

Vendte tilbage til den defensivt orienterede spillestil

Først på sæsonen var Inters spillestil mere offensiv, men det resulterede i for mange indkasserede mål, så de gode resultater udeblev.

Conte vendte derfor tilbage til den defensivt orienterede spillestil.

- Et hold kan ikke presse i 90 minutter uafbrudt. Modstanderne i Italien studerer en og finder måder til at neutralisere ens styrker. Hvis man er tålmodig og venter på det rigtige øjeblik til at angribe - og har et hold i god fysisk forfatning - ved man, at før eller siden vil modstanden miste styrke, sagde Conte.

Det er Inters første Scudetto, som det italienske fodboldmesterskab kaldes, i 11 år og klubbens 19. mesterskab i alt.

Søndag udtrykte Conte også sin enorme glæde over mesterskabet:

- Erobret. Vi har gjort det, skrev han på Instagram.