Fodbold

Eriksen i eksklusiv klub, kun 12 danskere er medlem af

De tidligere fodboldspillere Martin Laursen og Thomas Helveg byder Christian Eriksen velkommen i den klub over danskere, der har vundet Serie A.

Med et bredt smil i ansigtet og holdkammeraterne om sine skuldre løb Christian Eriksen jublende ud mod hjørneflaget.

Den store glædesrus kom, da danskeren scorede efter tre minutter på banen i sejren over Crotone lørdag aften. En sejr, der var med til at sikre det italienske mesterskab til Inter, da Atalanta søndag smed point mod Sassuolo.

Dermed kunne Inter-mandskabet nyde det italienske mesterskab, Scudettoen, hjemme fra sofaen. Christian Eriksen fejrede det med en familiemiddag.

Med mesterskabet bliver Christian Eriksen en del af et eksklusivt selskab, da han bliver den 13. dansker til at vinde Serie A.

John Hansen og Carl Aage Præst var de første danskere til at vinde Serie A, da de spillede for Juventus i 1950. Senere har spillere som Harald Nielsen, Preben Elkjær, Michael Laudrup og Nicklas Bendtner blandt andre også vundet Scudettoen.

Danskere, der har vundet Serie A

  • John Hansen - Juventus (1950 og 1952)
  • Carl Aage Præst - Juventus (1950 og 1952)
  • Karl-Aage Hansen - Juventus (1952)
  • Jørgen Leschly Sørensen - AC Milan (1955)
  • Harald Nielsen - Bologna (1964)
  • Preben Elkjær - Verona i 1985
  • Michael Laudrup - Juventus (1986)
  • Brian Laudrup - AC Milan (1994)
  • Thomas Helveg - AC Milan (1999)
  • Martin Laursen - AC Milan (2004)
  • John Dahl Tomasson - AC Milan (2004)
  • Nicklas Bendtner - Juventus (2013)
  • Christian Eriksen - Inter (2021)

Har fravristet tronen fra Juventus

Den tidligere fodboldspiller Martin Laursen er en af de danskere, der er med på listen og tidligere har vundet det italienske mesterskab. Det skete med AC Milan i 2004, hvor også Jon Dahl Tomasson var på holdet.

Laursen har erfaret på sin egen krop, hvor meget det kræver at få succes i Italien. Derfor beskriver han Eriksens Serie A-triumf som ”en flot præstation.”

- Et mesterskab sker i stor konkurrence og over et helt år, så man skal præstere hver eneste weekend. Det er en flot præstation, når det er mod mange gode hold, og det er noget, man er stolt af. Det er noget, der hjælper klubben og de mange fans, der hungrer efter succes, siger Martin Laursen til TV 2 SPORT.

- Den italienske liga er måske ikke på højde med den engelske, men der er mange klubber, der gør det godt – også europæisk. Der er flere og flere hold, der byder ind.

Christian, for fanden - det bliver en stor opgave at løse den der

Thomas Helveg

Med dette års mesterskab til Inter bryder de samtidig en stime på ni mesterskaber til Juventus i træk. Det glæder den tidligere Milan-spiller, at et nyt hold har overtaget toppen.

- Det er stærkt, at der er nogle, der kan fravriste tronen fra Juventus. Det er godt, at det ikke kun er Juventus, der er store. Det virker, som om de gamle, store hold er ved at finde tilbage. Lazio, Roma og Napoli virker jo også stærke - og så selvfølgelig Milan. Det er godt, at der kommer lidt konkurrence, siger Martin Laursen.

- Fansene er svære i Italien

Christian Eriksens vej til mesterskabet og den lille danske Scudetto-klub har dog ikke været ligetil - langt fra endda.

Det blev stort anlagt, da danskeren, der var en stjerne i Tottenham, blev fløjet til Milano, vinkede til klubbens fans og senere blev præsenteret med klassiske, stilede billeder fra La Scala-teatret i den italienske modeby.

Eriksen var måske heldig med, at han ikke forstod det helt store i starten

Martin Laursen om kritik på italiensk

Forventningerne var store og mange, og danskerne havde i starten problemer med at efterleve dem. Ifølge Thomas Helveg, der spillede ti år i Italien i henholdsvis Udinese, Milan og Inter, blev præsentation så lang og storslået, at presset kun voksede i takt med det.

- Nu kender jeg lidt den måde, fansene agerer på dernede, og jeg kender også pressebilledet. Når man ser det i bakspejlet, har det ikke været en gevinst for Christian Eriksen, at ventetiden blev så lang, inden han blev præsenteret, fordi forventningerne blev hele tiden skruet op fra dag til dag, siger Helveg til TV 2 SPORT.

- De her forventninger, som fansene endte ud med at have, var så store. Jeg sad faktisk og tænke: "Christian, for fanden - det bliver en stor opgave at løse den der". Hans start var lidt besværlig, men så ender det heldigvis ud i, at man finder ud af, hvordan det skal være til sidst.

Christian Eriksen er mandag i Milano for at gennemgå det obligatoriske lægetjek forud for skiftet til Inter. Uden for bygningen ventede omkring 150 fans. Video: Bo Bentsen

"Fint, han ikke forstod det hele"

Disse tanker kan Martin Laursen nikke genkendende til. Han mener, at hans præstationer i Tottenham samt den ”monsterløn”, som Eriksen får i Inter, har været med til at gøre arbejdsbetingelserne svære og øge presset.

- Fansene er svære i Italien, fordi der bliver skrevet og sagt en masse. Og der var Eriksen måske heldig med, at han ikke forstod det helt store i starten. Så han lukkede sig nok bare lidt inde og koncentrerede sig om sit.

- Jeg kan huske fra de tre år, hvor jeg var i Milan, at det påvirker én, når man ikke spiller eller ikke spiller godt. Og jeg havde lært sproget. Jeg tror i realiteten, at det havde været fint for ham, at han ikke forstod det hele, der blev sagt, mener Martin Laursen.

Hvis Eriksen forlod holdet nu, ville der blive revolution. Han er uundværlig

Beppe Severgnini, vicedirektør hos Corriere della Sera

En stor del af mesterskabet

Den svære start stoppede dog ikke Christian Eriksen. Men det gjorde det formentlig ikke nemmere, at klubbens direktør, Giuseppe Marotta, i december fortalte vidt og bredt, at Eriksen var til salg, da han ikke ”passede ind i klubbens planer.”

Det hele tog en drejning, da han scorede et vigtigt pokalmål mod bysbørnene fra AC Milan. Herefter har han fået en central rolle på midtbanen, hvor han har fået en plads i startopstillingen i 12 ud af de seneste 16 kampe.

Eriksens tilbagetog har de også lagt mærke til i den italienske sportspresse. Davide Stoppini, der er Inter-reporter hos den store italienske sportsavis Gazzetta dello Sport, forklarer til TV 2s korrespondent Eva Ravnbøl, at Eriksen fik ”en afgørende betydning for mesterskabet”.

- Han har vist sig at have en meget stærk personlighed. Måske havde Conte ret i, at han er lidt timido (sky eller genert, red.), men han har vist sig at være meget tålmodig og storsindet, siger Stoppini.

Fansene var ellevilde i baggrunden, da Eva Ravnsbøl var med live i studiet. Video: TV 2 SPORT

Inter-reporteren interviewede Eriksen få dage efter, han kom til Milano, og der havde danskere store forventninger til, at han kom til at spille en hovedrolle på mandskabet. Derfor må det have været frustrerende, at han ikke fik den spilletid, siger Davide Stoppini.

- Men han klagede aldrig, og der var ingen polemik fra hans side. Og efter udmeldingen i julen var det pludselig, som om at vinden vendte. Han og Conte fandt ud af det sammen, og hans bidrag blev mere og mere synlige. Hans signatur er helt sikkert på denne Scudetto, siger journalisten fra den store sportsavis.

Han bliver bakket op af Beppe Severgnini, der er vicedirektør hos Corriere della Sera og er inkarneret Inter-tifoso fra barn.

- Han passer perfekt til holdet. Fansene har vidst det hele tiden. Conte skulle bare lige forstå det, og de skulle finde ud af at kommunikere bedre. Hvis Eriksen forlod holdet nu, ville der blive revolution. Han er uundværlig, siger Severgnini til TV 2s korrespondent Eva Ravnbøl.

En mental kamp

Martin Laursen kan godt sætte sig ind i, hvilken svær periode det har været for Eriksen. Derfor tror han, at det må betyde endnu mere, at Eriksens navn nu er nævnt blandt de danskere, der har vundet Serie A.

- Han er rigtig stærk mentalt, da der jo var problemer med Conte og ham. Det må der have været. Der er jo ikke nogen, der kan sige, at Christian Eriksen ikke er en stærk spiller og har gjort det godt, siger den tidligere Milan-forsvarer.

Martin Laursen fortæller videre, at det er på grund af Eriksens præstationer, at han har fået chancen igen. Og det er kun Eriksens egen fortjeneste.

- For jeg føler ikke, han har fået meget hjælp af træneren i den her sæson. Det er stærkt, at han kan holde humøret oppe i de mange måneder, hvor det virkede svært for ham. De gange, hvor han fik chancen, blev han også taget ud, og det koster at acceptere det, siger Laursen.

Giver mod på tilværelsen

Både Thomas Helveg og Martin Laursen fremhæver begge en positiv ting, der kommer som følge af Eriksen og Inters mesterskabspræstation i Serie A.

I starten af juni begynder EM og begge tror, at Eriksen vil komme storspillende og energisk ind til turneringen.

- Vi står med en slutrunde lige om lidt, og jeg havde haft en frygt om - tilbage i vinteren - at Christian Eriksen slet ikke ville få spillet nok til at være på toppen. Det lader det til, han allerede er det. Set med danske øjne er det fantastisk, at han får den slutspurt og en titel med i skabet, som selvfølgelig også giver noget mod på tilværelsen. Så det er absolut glædeligt på mange parametre, siger Thomas Helveg.

Christian Eriksen har været med i 23 af de hidtil 34 kampe og har scoret to gange i Serie A. Titlen er hans første, siden han blev hollandsk mester med Ajax i 2013.