Fodbold

Chelsea er klar til ren engelsk CL-finale

Danske Andreas Christensen fik fuld spilletid for Chelsea, da finalebilletten blev sikret.

For anden gang på tre år bliver Champions League-finalen en ren engelsk forestilling.

Onsdag indløste Chelsea billet til finalen med en 2-0-sejr over Real Madrid, hvilket gav en samlet sejr på 3-1 efter de to semifinaler. Dermed er de klar til finalen mod Manchester City, som kvalificerede sig tirsdag.

Chelsea producerede mange, store chancer, men havde svært ved at lukke opgøret. Fem minutter før tid kom den forløsende scoring. Der er Champions League-finale den 29. maj i Istanbul.

Chelsea 2 - 0 Real Madrid (samlet resultat: 3-1)

  • 1-0: Timo Werner, 28'
  • 2-0: Mason Mount, 85'

Referat

Af Ritzau

London-klubbens finalebillet var yderst fortjent. Hjemmeholdet vadede i store chancer, og kun en pragtpræstation af Real-målmand Thibaut Courtois forhindrede en mere komfortabel sejr.

Chelsea overlod bolden meget til Real fra begyndelsen, men det var Chelsea, der viste tænder, når holdet gik til angreb.

Der var optræk til flere farlige situation, og efter knap 20 minutter sendte Timo Werner bolden i nettet, men han havde lige akkurat bevæget ind på den forkerte side af offsidegrænsen.

Det havde han til gengæld ikke ti minutter senere. Hans tyske landsmand Kai Havertz blev spillet fri i feltet og løftede smart bolden over Courtois. Den ramte dog overliggeren, men Werner var over riposten og scorede med hovedet til 1-0.

Timo Werner kunne ikke brænde chancen, der gjorde det til 1-0.

Benzema-chancer

Da var Real også begyndt at skabe chancer.

Før målet havde Karim Benzema været nærgående med et skudforsøg, som Edouard Mendy reddede, og kort efter headede Benzema mod mål i blank position, men igen stod Mendy i vejen.

Edouard Mendy redder et hovedstød fra Karim Benzema.

Chelsea havde nu mere bøvl med at holde Real fra fadet, og Andreas Christensen måtte i flere situationer ty til frispark. Kort før pausen udløste det et gult kort, da han trådte Ferland Mendy over foden.

Danskeren spillede generelt en god kamp, og i dens sidste halvdel blev Real holdt i skak.

Chelsea vadede i chancer

Fra anden halvlegs start var Chelsea tilbage i defensiv kontrol og med stor snert i sine angreb. Hjemmeholdet kom straks til store chancer, og Mason Mount burde have øget, men helt fri sparkede han bolden over mål.

Real måtte frem, men det efterlod store rum for Chelsea at løbe kontra i.

Efter et kvarter fik Kai Havertz en friløber serveret, men Courtois reddede sit hold, og belgieren snuppede kort efter også forsøget fra N'Golo Kante, der blev spillet helt fri i en omstilling.

Det forløsende 2-0-mål blev fejret.

Real skabte reelt ingen store chancer, og i stedet slog Chelsea et ekstra søm i kisten, da Mason Mount tæt foran mål udnyttede Christian Pulisic' flotte forarbejde fem minutter før tid.