Fodbold

Braithwaite tilbage i træning

Forud for weekendens vitale opgør mod Atlético Madrid er Martin Braithwaite på vej tilbage fra en skade.

Den danske landsholdsspiller Martin Braithwaite var torsdag tilbage på træningsbanen i sin klub Barcelona.

Det skriver de spanske medier Sport og Mundo Deportivo.

Angriberen har ikke trænet med sine holdkammerater i næsten en måned. Han har således siddet ude med en ankelskade og har misset Barcelonas seneste fire ligakampe. Forud for det havde han spillet i otte kampe på stribe.

Dermed er der godt nyt til cheftræner Ronald Koeman, hvis han ellers har planer om at benytte sig af den danske angriber.

Altafgørende kamp venter

Barcelona skal i den kommende weekend møde Atlético Madrid, som er på førstepladsen i La Liga. Den kamp er altafgørende for Barcelonas drømme om at vinde det spanske mesterskab.

Med fire runder tilbage er der nemlig bare to point op Atlético Madrid. En sejr vil altså sende Barcelona forbi hovedstadsklubben.

Det er usikkert, om Martin Braithwaite rent faktisk når at blive helt klar til opgøret, men Mundo Deportivo gætter på, at danskeren i hvert fald bliver kampdygtig til opgøret mod Levante i næste uge.

Ronald Koeman kan glæde sig over en næsten skadefri trup inden slutspurten i La Liga, hvor også Real Madrid med lige så mange point som Barcelona byder sig til i mesterskabskampen.

Kun Ansu Fati og Philippe Coutinho er ude med skader i øjeblikket. De to er konkurrenter til Martin Braithwaite i Barcelonas angreb.

Martin Braithwaite har i alt spillet 26 La Liga-kampe i sæsonen og har bidraget med to mål og to assister.