Fodbold

DBU holder sig til vaccinekøen

Fodboldlandsholdet skal ikke foran i køen, lyder det fra DBU’s formand på dagen, hvor OL-atleterne fik nyheden om øremærkede vacciner til dem.

Det har været diskuteret længe, hvorvidt de danske OL-atleter skulle foran i køen til vacciner

Torsdag var der så godt nyt til de omtrent 130 personer, der er en del af det Danmarks olympiske og paralympiske hold, idet den Internationale Olympiske Komité og PfizerBioNTech har indgået et samarbejde om øremærkede vaccinedoser til de atleter, der skal med til legene i Tokyo.

Men hvad så med de spillere, der inden længe skal repræsentere Danmark ved EM i fodbold?

Det spørgsmål stillede TV 2 SPORT Jesper Møller, direktør i Dansk Boldspil Union (DBU). Han afviser, at det unionen vil presse på for at få Eriksen, Schmeichel og resten af det danske fodboldlandshold vaccineret inden slutrunden begynder 11. juni.

Skal DBU have en holdning til, om de danske landsholdsspillere skal vaccineres?

- Nej, det tror jeg ikke, vi skal have en holdning til. Personligt, så har jeg en plads i køen – går jeg ud fra. Jeg er jo ung endnu. Så jeg venter på, det bliver min tur.

Og hvad med landsholdsspillerne?

- Det er jo samfundet, der bestemmer det (hvornår spillerne skal vaccineres, red.) Vi har en rækkefølge, og den er vi vist bedst tjent med at følge, lyder det fra Jesper Møller.

Spillerne i Kasper Hjulmands landsholdstrup er født mellem år 1986 og 2000. De kan ifølge den seneste vaccinationskalender ikke regne med at få et prik i armen inden den første EM-kamp i Parken.

Italienske spillere vaccineret

Meldingen fra DBU-direktøren kommer tre dage efter, Italiens fodboldforbund (FIGC) meldte ud, at deres EM-spillere var kommet foran i vaccinekøen og nu havde fået første vaccinestik.

Indtil videre er støvlelandet det første land, der har ladet EM-fodboldspillere komme foran i køen, og endnu har ingen italienske trænere eller ledere fået første vaccinestik.

Italien skal spille alle sine kampe i Rom, som ellers var en af de værtsbyer, der havde problemer med at leve op til Det Europæiske Fodboldforbunds (UEFA) krav om, at der skal være tilskuere på lægterne.

- Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke regeringen for at tillade, at EM kan blive spillet her i Italien, sagde FIGC-præsident Gabriele Gravina mandag.

Det bliver derimod uden Pfizer eller Moderna i blodet, at det danske landshold spiller første EM-kamp lørdag d. 12. juni mod Finland. Derudover møder de Belgien og Rusland i de tre gruppekampe, som spilles i København.