Fodbold

Popstjerne bliver trøjesponsor i engelsk klub

Spillerne i Ipswich kommer i næste sæson til at løbe rundt med en reklame for Ed Sheeran på trøjerne.

Selv om Ipswich blot spiller i Englands tredjebedste række, så får fodboldklubben i næste sæson en særdeles prominent trøjesponsor.

Den britiske popstjerne Ed Sheeran har således købt sig til en plads på Ipswichs spilledragt - både for mænd og kvinder, skriver klubben på sin hjemmeside.

Det betyder, at der foran på Ipswichs trøjer i næste sæson kommer til at stå de matematiske tegn for plus, minus, lig med, divider og gange samt ordet "Tour". Nogle af tegnene referer til titler på Ed Sheerans albums.

Hvad tegnene og "Tour" specifikt referer til, vil Ed Sheeran først afsløre senere.

- Klubben er en stor del af lokalsamfundet, og dette er min måde at vise min støtte, siger popstjernen, der bor nær Ipswich og er fan af byens hold, på Ipswichs hjemmeside.

- Jeg har altid nydt mine ture til Portman Road (holdets hjemmebane, red.), og jeg ser frem til at komme tilbage, så snart tilskuere kan blive lukket ind igen.

Ed Sheeran er blandt verdens bedst sælgende og mest streamede artister. Den 30-årige brite har desuden vundet et hav af priser både internationalt og i Storbritannien. Det er blandt andet blevet til fire Grammy-priser i USA samt hele fem Gaffa-priser i Danmark.