Fodbold

Braithwaite tilbage i Barca-truppen

Den danske offensivspiller er med i truppen til det afgørende opgør mod Atletico Madrid.

- Martin Braithwaite er fit og i truppen til Barca-Atletico.

Sådan lyder teksten til et tweet udsendt af FC Barcelona fredag eftermiddag.

Den danske landsholdsangriber kan således blive en del af Barcelonas vel nok vigtigste opgør, når de lørdag møder Atlético Madrid, som er på førstepladsen i LaLiga. Den kamp er altafgørende for Barcelonas drømme om at vinde det spanske mesterskab.

Med fire runder tilbage er der nemlig bare to point op Atlético Madrid. En sejr vil altså sende Barcelona forbi hovedstadsklubben.

Har trænet med

Torsdag kunne de spanske medier Sport og Mundo Deportivo fortælle, at danskeren var tilbage på træningsbanen for første gang i en måned, efter at han har siddet ude med en ankelskade.

En skade, som har betydet, at Braithwaite har misset Barcelonas seneste fire kampe. Inden da havde han spillet otte kampe på stribe, og kan altså igen komme på banen i lørdagens storkamp.

Mens Braithwaite er tilbage, sidder angrebskammeraterne Ansu Fati og Philippe Coutinho i øjeblikket ude med skader.

Mesterskabsbraget mellem Atlético Madrid og FC Barcelona lørdag kan følges på TV 2 og TV 2 PLAY fra klokken 16.05. Optakten begynder 15.30.