Fodbold

England tilbyder at overtage CL-finalen

De britiske myndigheder er åbne for, at Champions League-finalen kan spilles i Storbritannien og ikke i Istanbul.

Der kommer formentlig ikke til at være britiske fodboldfans til stede, når de to engelske fodboldklubber Manchester City og Chelsea 29. maj mødes i Champions League-finalen.

I hvert fald ikke hvis den som planlagt bliver spillet i Istanbul.

Fredag har de britiske myndigheder på grund af situationen omkring coronapandemien i Tyrkiet forbudt rejser til landet.

Det skriver Reuters.

Den britiske transportminister, Grant Shapps, mener, at briter kun "under de mest ekstreme omstændigheder" bør rejse til Tyrkiet lige nu.

Til gengæld er Shapps åben for, at Champions League-finalen kan blive spillet i Storbritannien.

- Det her betyder, at fodboldfans ikke bør rejse til Tyrkiet. Fodboldforbundet er i kontakt med UEFA (Det Europæiske Fodboldforbund, red.). Vi er åbne for at være vært for finalen, men i sidste ende er det en beslutning, UEFA skal tage, siger den britiske transportminister.

UEFA har tidligere afvist at flytte finalen fra Istanbul på trods af coronasituationen i Tyrkiet.

Champions League-finalen skulle sidste sæson have været spillet i den tyrkiske storby, men blev på grund af coronapandemien flyttet til Lissabon i Portugal.

Den seneste tids høje smittetal i Tyrkiet har ført til en nedlukning af landet, der foreløbigt løber frem til 17. maj.