Fodbold

Italiens største sportsavis rydder forsiden til ære for Eriksen

Et ærligt interview om sin tid i Inter har fået Christian Eriksen på forsiden af Italiens største sportsavis.

Med heftig omtale og store forventninger blev Christian Eriksen hentet til som Inters nye stjerne, da han i et marineblåt jakkesæt og armene over kors lavede en aftale med Milano-klubben i januar 2020. Ambitionen? At vinde titler.

I løbet af de første seks måneder var minutterne på bænken dog flere end på banen. Men nu - cirka halvandet år senere - har han løftet mesterskabspokalen. Eriksens første siden 2013 med Ajax. Inters første siden 2010.

I et ærligt interview med Italiens største sportsavis, La Gazzetta dello Sport, åbner danskeren op for sin første periode, der på det sidste har budt på flere personlige opture end nedture. Ord, der har fået avisen til at rydde forsiden til fordel for et nærbillede af en storgrinende Christian Eriksen.

- Inden jeg kom til Inter, var det svært at vinde noget. Nu nyder jeg den bedste tid i min karriere. For seks måneder siden havde jeg chancen for at forlade klubben, men nu har alt ændret sig, udtaler Eriksen under overskriften "Inter er kun begyndelsen".

Contes idéer

Her henviser den 29-årige fynbo til, at han i december blev placeret på klubbens transferliste af Inters direktør, Giuseppe Marotta, fordi han "passede ikke ind" i deres planer. Eller som Eriksen nu selv siger: Cheftræner Antonio Contes spilsystem.

- Jeg kom for at lære. Men det tog mig lidt tid at forstå, at jeg skulle følge Contes system. Før spillede jeg altid med min intuition. Jeg havde friheden til at tage beslutninger i sekundet ud fra, hvad jeg så. Men med Conte er der altid en plan, som vi skal følge, lyder det.

I en dybereliggende position på Inters tremandsmidtbane har Eriksen udviklet sig til at være en anden slags playmaker, end den han var i Tottenham og Ajax. Her kom målene og de målgivende afleveringer langt hyppigere fra hans flødefod. I Inter skal han bruge sin kreativitet på en anderledes måde. Og det er vel og mærke længere væk fra modstandernes felt.

I interviewet gør Christian Eriksen det også klart, at han ikke vil kalde sig en bedre fodboldspiller på grund af omskolingen. Han fokuserer blot på andre opgaver på banen.

Andel i mesterskabet

Da Inter vandt Scudettoen tidligere på måneden, fortalte TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker, at danskeren har haft en stor andel i bedriften, selvom der er andre bærende kræfter på Inters holdkort.

- Christian Eriksens andel i det her mesterskab har været stor i de sidste tre måneder. Men over hele sæsonen kan jeg godt finde otte andre, der har været vigtigere. For eksempel Romelu Lukaku. Det mest imponerende er, at Eriksen har grebet de chancer, han har fået af Conte. Det er en stor personlig sejr for ham, lød det.

Eriksen og Inter skal i aktion igen lørdag, hvor Sampdoria venter. Det første opgør siden mesterskabet kom i hus.

Inter-fans fejrede mesterskabt i Milanos gader.