Spillerbus eskorteret af 150 traktorer
Fredag aften kan De Graafschap rykke op i Hollands bedste række. Det markerede klubbens fans med en imponerende aktion.
Artiklen er opdateret med resultatet af kampen. Det fremgår efter billederne nedenfor.
Don Ø’s berømte traktortur til Herning blegner, når man fredag retter blikket mod hollandsk fodbold.
Omringet af mindst 150 traktorer blev De Graafschaps spillerbus sendt både sikkert og bemærkelsesværdigt afsted mod oprykningskampen i Amsterdam.
- Med superbønderne ved jeres side er vejen til oprykning klar, stod der på et stort banner.
Traktorturen fra land til by viser en tydelig kærlighed til fodboldklubben De Graafschap og lokalområdet, hvor landbrug fylder meget. Klubbens fans kalder sig ’farmer boys’, så hvorfor ikke starte traktorerne og sende favoritklubben godt mod Amsterdam, hvor en sejr over Jong Ajax sikrer oprykning?
- I forhold til klubbens størrelse har de en enorm fanbase, fortæller TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker, der selv har haft fornøjelsen af at møde De Graafschap i sin tid som professionel i Holland.
- Der er vanvittigt god stemning på deres stadion, og de har et meget passioneret publikum. Det ser vi også med den her aktion, tilføjer han.
Spændingen udsat
Efter artiklens udgivelse er kampen i Amsterdam både sat i gang og fløjtet af. Det kalder naturligvis på en opdatering:
Med 1-1 efter en pauseføring til Jong Ajax, er spændingen udsat til sidste spillerunde.
De Graafschap er stadig selv skæbnen i egne hænder, og med en hjemmesejr over Helmond, der slutter midt i tabellen uanset hvad, vil oprykningen være en realitet.
Her følger stillingen inden sidste spillerunde:
-
Cambuur: 89 point - oprykningen er sikret
-
De Graafschap: 76 point
-
Go Ahead Eagles: 74 point
-
Almere: 74 point
-
Breda: 73 point
Sidste spillerunde afvikles onsdag den 12. maj klokken 20.
Snød Ajax for mesterskabet i 2016
Fodboldmæssigt er De Graafschap kendt som en jævnlig op- og nedrykker mellem de to bedste rækker i Holland. I 2016 markerede klubben sig dog i mesterskabskampen, da bundholdet uden chance for at spille sig fri af nedrykningspillet spolerede Ajax Amsterdams guldfest ved at spille 1-1 i sidste runde.
Det blev en stor historie, fordi Ajax-bussen var set offentligt med ”Mester 2015/2016” skrevet med store bogstaver.
Derudover kan De Graafschap prale af at have skabt den senere landsholdsprofil Klaas-Jan Huntelaar, og så var det også i De Graafschap, danske Lasse Schöne spillede sine første seniorkampe i hollandsk fodbold.