Fodbold

Eriksen og Inter ydmyger Sampdoria i historisk sejr

Inter fik aldrig den helt store modstand i kampen mod Sampdoria, hvor Christian Eriksen fik en lille time på banen i holdets 5-1-sejr.

Godt nok er de allerede italienske mestre. Men det afholdte ikke Inter for at holde foden på speederen.

Lørdag aften satte de nemlig Sampdoria til vægs med en 5-1-triumf på hjemmebane. Eriksen startede inde, men blev skiftet ud efter 56 minutter.

Efter pausen kom Mikkel Damsgaard på græsset for gæsterne, der altså måtte gå skuffet fra banen. Sejren blev Inters 14. hjemmesejr i træk. hvilket er klubrekord.

Inter - Sampdoria (5-1)

  • 1-0 Gagliardini (4')
  • 2-0 Sanchez (26')
  • 2-1 Keita (35')
  • 3-1 Sanchez (37')
  • 4-1 Pinamonti (61')
  • 5-1 Lautaro Martinez (70' - straffe)

I de tidligere opgør i Serie A vandt Napoli med 4-1 over Spezia, mens Jens Stryger Larsen og Udinese samt Bologna og Andreas Skov Olsen spillede 1-1. Med sejren rykkede Napoli forbi Atalanta på andenpladsen. De har dog en kamp i hånden.

Referat

Af Ritzau

Christian Eriksen var med fra start og fik de første 56 minutter på banen. Han fik dog ikke markeret sig som i flere af danskerens øvrige kampe.

Det gjorde til gengæld midtbanemakkeren Roberto Gagliardini, som scorede til 1-0 efter blot fire minutter.

Inters kantspiller Achraf Hakimi var efter et flot sololøb ved at fordoble føringen ti minutter senere, men marokkanerens forsøg blev verfet til hjørne.

Efter 26 minutter serverede Gagliardini bolden for angriberen Alexis Sánchez, der øgede til 2-0.

Jubel i Inter-lejren.

Sampdorias Balde Keita reducerede til 1-2 efter 35 minutter og fik for en kort stund skabt lidt spænding i opgøret.

Men blot minuttet efter sendte Sanchez bolden i nettet igen, og så stod det 3-1.

Mikkel Damsgaard kom på banen fra anden halvlegs start sammen med tre andre Sampdoria-spillere. Men de mange indskiftninger hjalp ikke udeholdet.

Tværtimod hamrede Inter de sidste søm i Sampdoria-kisten, da Andrea Pinamonti efter en times spil scorede til 4-1, inden Lautaro Martinez på et straffespark øgede til 5-1.

Tidligere lørdag spillede Udinese 1-1 hjemme mod Bologna. Her var der også tale om et danskeropgør.

Jens Stryger Larsen spillede hele kampen for Udinese, mens Andreas Skov Olsen blev skiftet ud efter en time for Bologna.