Fodbold

Kjær hylder "mesteren Ronaldo" før storkamp

Søndag tørner Juventus og AC Milan sammen i den italienske Serie A, og inden kampen har Simon Kjær sendt flotte ord i retning af Cristiano Ronaldo.

Simon Kjær får noget ekstra at se til, når han går på banen søndag aften.

I AC Milans bagkæde skal han blandt andet sørge for at holde Juventus-topscoreren Cristiano Ronaldo fra fadet, når klubberne mødes i en vigtig kamp i toppen af Serie A.

Han har altid været en mester, og det er ikke nødvendigt at diskutere det

Simon Kjær om Cristiano Ronaldo

Men inden slaget overhovedet er fløjtet op, er stemningen mere præget af kærlighed end fjendtlighed mellem de to spillere. I hvert fald fra den danske landsholdspillers side, der flere gange i sin karriere har håndteret den portugisiske verdensstjerne på grønsværen.

- Han lever og ånder for mål, og det har altid været en fornøjelse at spille mod ham, siger Simon Kjær ifølge Football Italia.

- Han kan godt være lidt fraværende i løbet af en kamp, men hvis der kommer en løs bold i det 90. minut, så gør han altid alt for at score.

Kampen mellem Juventus og AC Milan bliver spillet søndag 20:45 og kan ses på TV 2 PLAY.

En anden spiller

De to klubber ligger begge med 69 point. Juventus indtager en fjerdeplads, mens AC Milan ligger nummer fem med en dårligere målscorer.

Selvom førstnævntes sæson ikke har kørt på skinner, har Ronaldo slet ikke haft problemer med at finde målformen. Og de 27 kasser, han har lavet, kommer ikke bag på Simon Kjær.

- Han har ændret sig meget sammenlignet med før, men han har altid været en mester, og det er ikke nødvendigt at diskutere det, lyder det.

Cristiano Ronaldo har været en vigtig mand i Juventus offensiv denne sæson.