Fodbold

Journalister var med til at sætte landsholdet - havde mere magt end landstræneren

I adskillige år betød en professionel fodboldkontrakt, at man blev udelukket fra landsholdet i resten af sin karriere.

I dag er det 50 år siden, at professionelle i udlandet fik lov til at spille på det danske landshold.

Det er længe siden. Men det burde have været endnu længere siden. For modsat alle andre europæiske nationer fastholdt DBU og fodbold-Danmark den rene amatørisme til 1971.

Det blev ganske enkelt betragtet som uværdigt at spille i nationaldragten, når man fik penge for sin fodbold. Og det havde de bedste danske spillere fået med udenlandske kontrakter, siden Carl 'Skomager' Hansen som den første skrev under med Glasgow Rangers i 1921.

Danmark havde nogle af de bedste spillere i Europa i 50- og 60'erne, og kendere fra den svundne tid var ikke i tvivl om, at det danske landshold havde kvaliteter til - måske - at ende blandt de bedste ved VM 1954. Men amatørismen blev fastholdt, selvom vi havde 11 topspillere gående i de absolut bedste italienske storklubber. Med stor succes.

I Danmark kunne man få penge for at danse eller spille trompet. Fodbold var for amatører

Svend Rybner, fodboldhistoriker

Reglerne var, desværre, ganske klare. Hvis en spiller skrev kontrakt med en udenlandsk klub, ville han være udelukket fra landsholdet for livstid. Og vendte han hjem til en dansk klub, ville han få to års karantæne, før han igen kunne spille klubfodbold.

Amatøridealet var indgroet i den danske fodboldverden. Lige fra dengang KB'eren Nils Middelboe i 1913 som den første rejste ud og spillede for Chelsea som den første udlænding. Han fik en særlig kontrakt, men ingen penge. Det var ham imod: “Jeg har aldrig rigtig forstået, at man skulle have penge for at dyrke sin hobby," lød begrundelsen.

Og i Danmark blev der aldrig talt penge, for det var efter danske forhold "imod spillets ånd”.

Som fodboldhistoriker Svend Rybner har skrevet det:

- I Danmark kunne man få penge for at danse eller spille trompet i et orkester. Fodbold var for amatører.

En katastrofe for dansk idræt

Dansk landsholdsfodbold toppede dengang med de olympiske bronzemedaljer i London 1948, og det resultat betød, at 8 af de 13 spillere bagefter fik kontrakter med nogle af de helt store klubber i udlandet. Dermed blev de udelukket fra landsholdsfodbold i al evighed.

Danmarks bronzehold fra OL 1948.

Imens tog hele Europa - og verden for den sags skyld - det som en selvfølge, at selvom man rejste udenlands for at udfolde sine evner, skulle man da fortsat repræsentere sit land. Også - og ikke mindst - fordi de bedste spillere kunne gavne landsholdet. Men det var ikke holdningen i DBU - eller dansk fodbold generelt. Og såmænd heller ikke i medierne.

- Man opfattede de udlandsprofessionelle som forrædere. Ledere i DBU omtalte dem nærmest som andenrangsmennesker. Man holdt stædigt fast i en fortælling om, at professionelle fodboldspillere var som artister, fortæller Johnny Wøllekær i forbindelse med bogen 'De sidste Amatører'.

I samme tonefald kom det fra eks-professionelle Mogens Berg, der slog fast i overskriftsform:

- Det er åbenbart udansk, at få penge for at spille.

I den omtalte bog beskriver historikerne Wøllekær og Thomas Kaarsted blandt andet, hvordan OB’s stjernespiller Jørgen Leschly Sørensen i 1949 blev svinet til af klubbens formand, da han skiftede til italiensk fodbold:

- Forsvind. Du er en katastrofe for dansk idræt. Jeg vil aldrig mere se dig for mine øjne, lød budskabet.

Jørgen Leschly Sørensen spillede i 1950'erne for Atalanta og AC Milan.

Jørgen Leschly Sørensen var en af dem fra det såkaldte “bronze-holdet”. Han rejste fra OB i sommeren 1949 med flere tilbud i hånden. Det blev italienske Atalanta, og dengang foregik en handel ganske særligt. Skolelæreren fra Odense kom på prøve i Bergamo i optaktsfasen til sæsonen 1949-50 og blev på førstedagen udtaget til en særlig skudtræning overværet af klubbens ledelse. De havde ikke tidligere set danskeren i aktion, og træneren Carlo Carcano stod ude ved hjørneflaget og lagde bolde ind over. Leschly hamrede den ene aflevering efter den anden i nettet bag målmanden Guiseppe Casari - og hele direktionen rejste sig og var tilfredse. Kontrakten blev skrevet under.

- Leschley helflugtede sig til en fin kontrakt, stod der i Politiken.

Dagen efter begyndte den egentlige grundtræning om aftenen, men to gange om ugen foregik det om formiddagen med traveture op ad bjergskråningerne i omegnen af Bergamo. Målet var en lille, hyggelig restaurant, der bød på vin og sandwich, inden der blev budt på massage og et spil kegler. Og det fik de penge for.

Dårlige resultater fik profferne på banen

Fra den dag i september var Jørgen Leschly erklæret professionel og dermed færdig på landsholdet, hvor han nåede 14 kampe. Han spillede fire sæsoner i Atalanta og bagefter to i AC Milan, inden han vendte hjem til OB - og to års karantæne. Men flere landskampe blev det ikke til.

Det danske landshold havde nogle rigtigt dårlige år, hvor der blev diskuteret årsag og mulige løsninger. Ingen sejre overhovedet i 1922, 1938, 1940 og 1954 - men alligevel ingen snak om brug af udlandsproffer for at forstærke de rød-hvide.

Men i forbindelse med året 1970, hvor det ikke blev til en eneste sejr i ni landskampe, blev der heftigt debatteret indførelse af “professionelle” tilstande i klubfodbolden og tilladelse til at bruge udlands-proffer på landsholdet.

Ole Bjørnmose i duel med Gerd Müller under en landskamp i 1970. Danmark tabte 3-1 til Vesttyskland.

I slutningen af februar 1971 vedtog DBU's repræsentantskabsmøde i efter årelange diskussioner, men som ventet, at åbne for proffer på landsholdet. Det var det første signal på vejen væk fra den totale amatørisme.

Det næste var betaling til de hjemlige spillere, men den vej blev først rigtig farbar syv år senere, da det blev muligt at sætte spillerne på kontrakt og lønne dem. Der var forsøg i 1971 til et opgør, men forslaget fra DBU og Divisionsforeningen om en mulighed for aflønning af de hjemlige spillere på op til 20 procent af nettooverskuddet fra hver enkelt kamp faldt.

Til gengæld var der stemning for en mulighed for “gaver” med et ganske beskedent prisloft - altså de første spæde skridt.

På landsholdet kunne de professionelle spillere nu honoreres med op til 7000 kroner per kamp alt efter resultatet, mens amatørerne havde et “lønloft” på 800 kroner. Men også det faldt.

Flere store navne i udlandet

Optakten til det historiske DBU-møde i februar 1971 var en statistisk kendsgerning i medierne, der fortalte om det “dårligste landshold nogensinde” efter det sejrsløse 1970. Danmark var nu nummer 28 af 33 europæiske nationer, og Ekstra Bladet skrev: “Landsholdet nær bunden”.

Efter 100 klubkampe på et år sprudler man ikke af lyst til at spille for så lille et beløb (250 kroner)

Johnny Hansen

Der blev op til fodboldens rigsdag oprettet en særlig fællestræning for landsholdsemner, der ved siden af klubtræningen skulle træne fysisk under landstræner Rudi Strittich. Han blev i øvrigt senere frataget dette ekstraordinære ansvar efter kritik fra klubtrænerne.

Østrigske Strittich blev ansat som landstræner i maj 1970, og han havde ikke vundet en landskamp, da der blev givet grønt lys til profferne.

- Vi har 70 spillere i udlandet, kun de otte er gode nok til landsholdet...

Danmark havde på det tidspunkt spillere i store klubber som England, Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig og Skotland. Navne som Johnny Hansen (Bayern München), Preben Arentoft (Newcastle), Ole Bjørnmose (Werder Bremen), Kresten Bjerre (Racing White), Jørgen Kristensen (Sparta Rotterdam), Bent Jensen (Bordeaux) samt Ulrik le Fevre (Borussia Mönchengladbach).

Tidligere landsholdsspiller Ulrik Le Fevre i aktion.

DBU sendte en “invitation” til 22 spillere i udlandet. Her spurgte unionen, om de var interesserede i igen at spille på landsholdet. De skulle erklære sig villige til “kun” at få 250 kroner pr. landskamp - nøjagtig som de danske amatører - og villige til at indgå i fællestræningen, hvis det ikke kolliderede med deres respektive turneringer.

Til det sagde Johnny Hansen, der spillede i mægtige Bayern München (eller Bajern Mynchen, som Politiken stavede det) fra 1970-76 og tre gange vandt Europa Cup’en for mesterhold (nutidens Champions League), det tyske mesterskab samt VM for klubhold:

- Efter 100 klubkampe på et år sprudler man ikke af lyst til at spille for så lille et beløb (250 kroner), rent bortset fra, at klubben skal have 3000 D-mark for at låne mig ud.

Johnny Hansen havde indtil da spillet 20 landskampe, mens han repræsenterede Vejle Boldklub.

Journalister hjalp med udtagelse

Fokus var på den første kamp med professionelle mod Portugal i Porto den 12. maj 1971 - og Johnny Hansen var ikke med. DBU nægtede at betale Bayern München for at “låne” ham - og danskeren virkede ikke interesseret.

Spillerne i de hollandske klubber var til gengæld interesserede. Jørgen Kristensen i Sparta Rotterdam:

- Jeg vil gerne på landsholdet og stiller ikke de store krav. Men 500 kroner havde været passende.

Bent Schmidt Hansen, der spillede otte år i PSV Eindhoven sagde både og:

- Jeg vil naturligvis gerne spille på landsholdet - men ikke gratis.

En bager giver da heller ikke kunderne gratis brød

Benny Nielsen

Spillerne i udlandet skulle naturligvis bedømmes, om de nu var gode nok til det danske landshold. Men det blev ikke landstræner Strittich, der rejste ud. Dengang havde man en UK (udtagelses-komité), der bestod af tre mand. De havde hver en stemme, og på den måde udtog de landstrænerens hold.

Meningen var, at DBU's generalsekretær (Erik Hyldstrup) skulle sammen med en administrerende medarbejder i DBU - eller en fra UK - rejse ud, men kun til få udvalgte kampe. En anden bedømmelse om spillernes form kom fra deres klubtrænere og så brugte man udenlandske journalisters vurdering som baggrund for en aktuel udtagelse.

Rudi Strittichs ønskeseddel til kampen mod Portugal havde Johnny Hansen, Kresten Bjerre, Allan Michaelsen, Bent Schmidt Hansen, Ulrik le Fevre og Jørgen Kristensens navne. Kun Bjerre kom i spil.

Fodboldlandstræner Rudi Strittich og anfører Kresten Bjerre læser i sidstnævntes biografi i 1973.

Problemerne med at få spillerne hjem til landsholdet fik flere kanter. Som optakt til den skelsættende kamp i Portugal viste det professionelle ansigt sig - udlandsprofferne ville ikke spille “gratis” efter det første år, hvis DBU tjente på dem.

- En bager giver da heller ikke kunderne gratis brød, sagde Benny Nielsen, der stod på indgangen til en kontrakt med belgiske Cercle Brügge.

Benny Nielsen var med som AB'er og amatør.

Spillede uden at træne

Landsholdet nåede ikke at træne sammen inden kampen i Porto, så det var først i omklædningsrummet få minutter for kampstart, at Benny Nielsen opdagede, at han havde taget to højrestøvler med i stedet for en til hver fod.

Han måtte låne en venstrestøvle hos reserven Peter Dahl, som havde brug for sin størrelse 42, hvis han skulle ind - og det kunne kun blive på bekostning af Benny Nielsen.

Landsholdsdebuten til de professionelle blev en eklatant fiasko. 0-5 var en krystalklar ydmygelse, der fik kritikerne på banen.

- Det bedste ved Porto var første fly derfra, skrev Ekstra Bladet.

Hele vejen igennem var det amatøragtigt, selvom de professionelle var med. Mogens Berg spillede dengang for B 1909 efter tre år i Dundee United - en periode som betød farvel til landsholdet. Men nu var han tilbage efter overstået klubkarantæne, men ikke tilfreds. Til Fyens Stifttidende har han senere sagt:

- Det var forfærdeligt, hvor lidt der blev gjort for os. Vi spillede for nul kroner… DBU gav os fem kroner til en avis, hvis vi huskede kvitteringen.

Det var alt. Og kendetegnende for tiden, så sparede de “uvedkommende” ikke på at lege eksperter. DBU's næstformand Vilhelm Skousen mente, at Danmark "spillede for meget shortpassing," og DBU's generalsekretær Erik Hyldstrup proklamerede, at “meget skal ændres rent taktisk”.

Landstræner Rudi Strittich bad bare om lov til selv at rejse ud og se de spillere, der kunne være aktuelle til landsholdet.

DBU lovede at se på, om der var råd til det.