Fodbold

United-nederlag gør City til mester

OPDATERES...

Manchester City har generobret den engelske fodboldtrone - uden at spille.

Paradoksalt nok blev lokalrivalen Manchester United afgørende, da de efter et 1-2-nederlag på hjemmebane til Kasper Schmeichel og Leicester ikke længere kan indhente bysbørnene på førstepladsen.

Med tre spillerunder tilbage fører suveræne City Premier League med ti point. Det er tredje gang på fire år, Pep Guardiolas tropper vinder det engelske mesterskab - og syvende gang i historien.

Reserver i kamp

Manchester United er inde i et voldsomt hårdt program med tre kamp på fem dage. Søndag eftermiddag vandt klubben med 3-1 over Aston Villa, og om 48 timer tager de imod Liverpool.

Derfor valgte Ole Gunnar Solskjær at spare flere stamspillere til opgøret.

Reserverne blev sendt til tælling efter blot ti minutters spil, da 19-årige Luke Thomas bragte Leicester foran med sin første scoring for klubben.

Der skulle dog kun gå fem minutter, før United fik udlignet. En stor fejl af Youri Tielemans gav Mason Greenwood chancen, og han sparkede bolden i det lange hjørne uden for Schmeichels rækkevidde.

I midten af anden halvleg faldt den afgørende scoring så, da Caglar Soyuncu headede et hjørnespark i mål.

Leicesters sejr betyder samtidig, at holdet er snublende nær en plads i næste års Champions League. Holdet er otte point foran West Ham på femtepladsen. West Ham har tre kampe tilbage at spille.

Sådan forløb kampen

/ritzau/

Leicester-profilen Jamie Vardy sendte et fint indlæg ind i feltet fra højrekanten til en helt fri Luke Thomas, der sendte bolden i mål på fornemste vis.

Det var den 19-årige englænders første Premier League-mål i karrieren.

Føringen holdt dog kun i fem minutter. United-debutanten Amad Diallo fandt Mason Greenwood, som tog et træk til højre og sendte bolden i det lange hjørne forbi Kasper Schmeichel i Leicester-målet.

Knap midtvejs i anden halvleg sendte Solskjær to af sine bænkede stjerner på banen, da Edinson Cavani og Marcus Rashford erstattede målscorer Greenwood og den 19-årige svenske Premier League-debutant Anthony Elanga.

De nye kræfter kunne dog ikke forhindre, at Leicester få øjeblikke senere sendte sejrsmålet ind.

Caglar Soyuncu kom højest på et hjørnespark og headede bolden i mål.

Det blev anden halvlegs eneste scoring, og så kunne både Leicester- og City-tilhængere juble tirsdag aften.