Fodbold

Utilgiveligt, skriver spanske medier om Barca-kollaps

FC Barcelona tabte et stort skridt i mesterskabskampen, da de tirsdag aften smed point mod Levante.

De startede sæsonen skidt. Så leverede de et historisk comeback. Og nu er det igen de negative overskrifter, der hænger som tunge skyer over FC Barcelona-spillerne.

Tirsdag aften led Barcelonas mesterskabsdrømme et alvorligt knæk, da de spillede uafgjort 3-3 med Levante. Så alvorligt, at både spillere og eksperter nu så småt begynder at miste troen på, at Barcelona fortsat kan spille med om guldet.

- Der er få muligheder tilbage. Det vil afhænge af, hvad rivalerne gør, men der er meget få point tilbage at spille om, sagde Sergio Busquets ifølge Marca efter kampen, hvor han samtidig påpegede, at Barcelona matematisk set stadig har muligheden for at vinde mesterskabet.

En analyse, TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker er enig i.

- Vi streger dem ikke, før det næsten er matematisk slut. Men vi er derhenne, hvor det er meget, meget tæt på dødsstødet til forhåbningerne, siger han.

Barcelona ligger lige nu nummer to i LaLiga med et point op til Atletico Madrid på førstepladsen og et point ned til Real Madrid på tredjepladsen. De to Madrid-hold er dog begge en kamp bagud i forhold til Barcelona, hvorfor de ligger bedre i svinget med hensyn til at tage førstepladsen til slut.

Hård kritik i spanske medier

Det så ellers længe ud til, at Barcelona med stor sikkerhed skulle køre de tre point i hus i tirsdagens opgør med Levante.

Efter 57 minutter var stillingen 2-0 til Barcelona, men to Levante-mål på to minutter bragte balance i regnskabet. Ousmane Dembele fik atter Barcelona på sejrskurs efter 64 minutter, men syv minutter før tid var Levante igen på pletten, og kampen endte 3-3.

Barcelona smed altså både føringen og en potentiel førsteplads i LaLiga væk. Og i de spanske medier gik nedturen ikke ubemærket hen:

AS: Barca selvdestruerer

Sport: Barca drukner på bredden af Valencia

Marca: Barcelona er allergiske over for toppen

El Mundo: Utilgiveligt farvel til LaLiga til et Barca uden ånd

Det afgørende øjeblik

Med Barcelonas kollaps fik de to Real Madrid hold endnu en livline i mesterskabskampen, hvor især Atletico Madrid nu har alle chancer for selv at afgøre det med kun tre kampe tilbage.

Onsdag møder de Real Sociedad, og ifølge Mads Junker bliver den kamp utroligt vigtig for afgørelsen på topstriden i LaLiga.

- Det er en kæmpe kamp for Atletico. Det er for mig at se det afgørende øjeblik. Nu fik de en gave igen, ved at Barcelona smider point væk, så dem kan de næsten ryste af sig. Vinder de i onsdag, tror jeg ikke, vi ser Barcelona udfordre Atletico. Så er der kun Real Madrid tilbage, der hele tiden skal holde kadencen. Så det kommende opgør for Atletico bliver sindssygt vigtigt, siger han.

Opgøret mellem Atletico Madrid og Real Sociedad kan ses på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY onsdag klokken 22.00.

Stillingen i toppen af LaLiga:

  1. Atletico Madrid: 77 point, 35 kampe spillet
  2. FC Barcelona: 76 point, 36 kampe spillet
  3. Real Madrid: 75 point, 35 kampe spillet
  4. Sevilla: 71 point, 35 kampe spillet