Fodbold

En Laudrup-detalje, der vil klæbe sig til hans navn i fremtiden

TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker ser nærmere på den seneste spillerunde i LaLiga.

Rundens højdepunkt(er)

En eventyrlig assist

"Den enes død, den andens brød" er et ordsprog, der ugentlig kommer til sin ret i fodboldens barske verden.

Hvad enten din konkurrent bliver skadet, kommer i karantæne eller på anden vis afgiver sin plads, så handler det om at slå til og gribe de muligheder, der byder sig som ung spiller.

Den seneste måned har de store udsving kostet FC Barcelona et spansk mesterskab

Mads Junker

En sådan chance præsenterede sig pludseligt for Miguel Gutierrez, da Marcelo røg i et større skænderi med træner Zinedine Zidane i løbet af holdets sidste træning op til opgøret mod Granada. Med Ferland Mendy på skadeslisten betød det en uventet debut i startopstillingen for Real Madrids nummer 35, og den chance greb det spanske stortalent med begge hænder.

Gutierrez vil være et ubeskrevet blad for mange fodboldfans, om end fortællingerne om hans talent har taget til i styrke i løbet af indeværende sæson. Torsdag aften leverede han så en detalje, som vil sende hans navn igennem samtlige fodboldkanaler verden over og klæbe sig til hans navn i fremtiden.

Modric bragte Real Madrid på 1-0 efter et elegant oplæg af Miguel Gutierrez. Video: TV 2 SPORT

Øjeblikket, som for en kort stund sendte os danske fodboldfans igennem en deja-vu-oplevelse, udspillede sig et kvarters tid inde i kampen, da Gutierrez pludselig befandt sig med tid og plads på Granadas banehalvdel.

I sin søgen efter en fri medspiller blev han mere og mere presset af Granada-forsvaret, inden en aldrende kroatisk stjerne gav ham den åbning i spillet, han manglede. Med et fantastisk vip løftede Miguel Gutierrez herefter - i bedste Michael Laudrup-stil - bolden med ydersiden af foden henover tre lamslåede Granada-spillere, inden Modric behandlede det sublime oplæg efter fortjeneste og sparkede Real Madrid på 1-0.

Unge Gutierrez får en anerkendende tak fra Modric.

Det har ikke været en sæson med mange store øjeblikke for Real Madrid, men med Gutierrez' assist kan de i hvert fald byde ind på årets detalje i LaLiga.

Rundens skuffelse

Endnu et FC Barcelona-kollaps

Efter weekendens uafgjorte resultat mod Atlético Madrid var opgaven enkel for Barca.

Skulle mesterskabet ende i Catalonien, så krævede det tre sejre i de sidste tre spillerunder, hvis ikke de to Madrid-klubber skulle udkæmpe en indbyrdes kamp om LaLiga-trofæet.

Den vished lod til at være tydelig for Koemans tropper, da de sent tirsdag aften udklasserede et svagt Levante-hold i kampens første halvleg.

Men... Ingen Barcelona-kamp uden pludselige koncentrationssvigt, og opgøret i udkanten af Valencia-regionen var ingen undtagelse. På blot tre minutter vendte hjemmeholdet alting på hovedet, da Melero reducerede, inden Morales med endnu en vidunderlig scoring (den mand scorer åbenbart kun smukke mål) udlignede catalanernes føring.

Dembele lignede en matchvinder, da han på ny bragte FC Barcelona i front, men da Sergino Dest kort før tid stod på røv og albuer, var vejen banet for et katastrofalt pointtab for Blaugrana.

For nogle uger siden omtalte jeg Messi og co. som “bipolare”, og den diagnose ser ud til at holde ved sæsonen ud. Topniveauet er højt, endda klart højere end de to øvrige tophold, men mesterskaber vindes på stabilitet og højt bundniveau.

De sidste to begreber er stadig fremmedord for Koemans unge mandskab, og netop den manglende rutine hos Pedri, Dest, Araujo, Mingueza, Ilaix og de øvrige stortalenter er forklaringen på de store udsving vi ser i Barcas præstationer.

Lionel Messi så ud til at forstå alvoren af endnu et pointtab.

På sigt vil denne sæson være guld værd for den unge Barcelona-garde, da erfaring og rutine optjenes i modgang, men den seneste måned har de store udsving kostet FC Barcelona et spansk mesterskab.

Ugens mesterskabsopdatering

To tilbage

Midtugens runde bød på sejre til de to tophold, alt imens FC Barcelonas kandidatur falmede til det usynlige i kampen om det spanske mesterskab.

Atlético startede igen som fyr og flamme mod Real Sociedad, og med en 2-0-føring ved pausen lignede det nærmere et spørgsmål om sejrens størrelse end et muligt comeback for La Real. Baskerne rejste sig dog efter pausen, og efterhånden som Diego Simeone pillede flere og flere offensive folk ud, overtog Imanols mandskab styringen med kampen.

Efter Zalduas reducering kom neglebideriet pludselig på overarbejde for Atlétis fans, og Simeones sejrsdans illustrerede glimrende det pres, førerholdet pludselig endte med at føle.

De rød-hvide fra Madrid mangler nu blot to sejre, inden de kan lade sig krone som mestre, men bysbørnene fra Real kommer ikke til at give op, førend den gule LaLiga-bold har rullet for sidste gang den 23. maj.

Hvad skal vi glæde os til i den kommende uge

Enden er nær

Næstsidste spillerunde står på menuen søndag aften, når LaLiga-sæsonen nærmer sig sit klimaks.

Alle kampe spilles på samme tid. En begivenhed, der efterhånden - desværre - kun forekommer i de sidste spillerunder i alle ligaer, og der bliver derfor brug for at have et øje på hver finger, når de 10 opgør løber af stablen. Det skønne ved denne multirunde er, at ALLE kampe er afgørende for enten mesterskabskampen, ræset om de europæiske billetter eller kampen for overlevelse i bunden af rækken.

Naturligt vil det største fokus ligge på topstriden, hvor Atlético med en sejr over Osasuna kan spille sig snublende nær mesterskabet, alt imens Real Madrid skal på en svær opgave i Baskerlandet. Athletic Club Bilbao vil kæmpe, til blodet sprøjter, for sikre, at de forsvarende mestre ikke forlader Bilbao med alle tre point, hvilket potentielt kan gøre Atlético til mester søndag aften.

De kan også smide alting på gulvet og overdrage førertrøjen til ærkerivalerne. Er fodbold ikke bare fantastisk?

Det er i hvert fald en søndag aften i LaLigas tegn, som du for alt i verden ikke må gå glip af!

TV 2 SPORT X sender Atlético Madrids kamp mod Osasuna søndag klokken 18.30, hvor du undervejs kan se højdepunkter fra både FC Barcelona og Real Madrids kampe. Du kan dog stadig se FC Barcelona-Celta Vigo og Athletic Bilbao-Real Madrid direkte på TV 2 PLAY.