Fodbold

Fanformand i chok over fordeling af danske EM-billetter

Med under en måned til den første EM-kamp i Parken har UEFA nu meddelt, hvordan fordelingen kommer til at være. Mange danske fans vil blive skuffet.

For danske fodboldelskere er det en drøm at se det danske landshold på hjemmebane ved EM. Men for flere tusinde danske fans brister den drøm nu, selvom de oprindeligt havde sikret sig billet.

Det skriver fankoordinator for DBU, Anders Hagen.

- For at være helt ærlig er jeg i chok over, hvor få billetter vi får. Det er noget rigtig møg - og det er ikke til at bære, at så mange fanklubmedlemmer får annulleret deres billet, skriver han i et opslag på Facebook.

Før coronapandemien ændrede ved, hvor mange fans Parken kan lukke ind, havde fanklubben knap 5000 billetter til hver af kampene. Men det tal bliver nu i stedet 2100 billetter, efter at UEFA har offentliggjort, hvordan billetterne bliver fordelt.

Parken kan rumme 15.900 tilskuere efter de gældende retningslinjer, der er udstukket af myndighederne.

- Jeg ved, at mange af jer bliver ekstremt skuffede. Folk har glædet sig til det her i mange år. Intet kan erstatte den oplevelse, det er at komme til EM i Parken, skriver Anders Hagen.

Billetter fordeles ved lodtrækning

UEFA har ifølge Anders Hagen givet DBU muligheden for selv at vælge, hvordan en lodtrækning skal foregå blandt de begrænsede antal billetter. Det har DBU takket ja til for at tilgodese de fans, der har vist mest loyalitet overfor landsholdet. På samme måde som EM-billetfordelingen forløb i første omgang.

Herunder følger, hvordan lodtrækningen vil forløbe:

  • 50 % af fanklub-billetterne bliver prioriteret efter loyalitetsranglisten pr. 1. december 2019.
  • 50 % af fanklub-billetterne går i lodtrækning blandt ALLE fanklub-billetkøbere til den pågældende kamp. Her vil hvert tiende loyalitetspoint give et lod i tombolaen.

- På den måde får alle billetkøbere en chance for at få billet. Og de mest loyale bliver belønnet. Den mest fair model i en unfair situation, lyder det fra Anders Hagen.

Forklaringen på, at der kun tildeles det begrænsede antal billetter til fanklubben, skal findes i, at der er forskellige kategorier, der er blevet tildelt et vist antal billetter. Ifølge Anders Hagen så fordelingen i runde tal ud som følgende inden coronapandemien, da Parken kunne blive helt fyldt:

  • Neutrale fans: 16.000 (ca. 65 procent er solgt til danske fans)
  • DBUs fanklubmedlemmer: 5000
  • Modstanderholdets fanklubmedlemmer: 5000
  • DBU’s frivillige og partnere: 2700
  • UEFA’s medlemmer og partnere: 2200
  • Modstanderholdets forbund: 1000
  • Hospitality: 1000
  • Medier, sikkerhed og journalister: 2-3000

Fanformanden forventer, at samtlige kategorigrupper vil blive nedskaleret med 50-60 procent, som også fanklubbens billetter er blevet.

Håber på flere billetter

Myndighedernes restriktioner tillader, som det ser ud nu, at der kan komme 15.900 tilskuere på stadion, men danske fans kan klynge sig til håbet om yderligere billetter af flere forskellige årsager.

- Personligt håber og tror jeg stadig på, at vi kan få flere mennesker ind i Parken. Det afhænger selvfølgelig af den almene coronasituation i København og myndighedernes velvilje, siger Anders Hagen.

Samtidig understreger han, at fans af de gæstende nationer, Belgien, Finland og Rusland, har beholdt deres billetter, og rejserestriktioner kan tvinge dem til at skulle aflevere billetter retur.

De billetter kan i så fald ende med at havne hos danske fans.

EM-slutrunden sparkes i gang den 11. juni. Danmark spiller første kamp den 12. juni i Parken mod Finland.