Fodbold

Ibrahimovic misser EM

En skade driller Zlatan Ibrahimovic så meget, at han ikke når at blive klar til sommerens EM-slutrunde.

En knæskade har ødelagt sommeren for den svenske stjerne Zlatan Ibrahimovic.

Den betyder nemlig, at han ikke bliver en del af sommerens EM-slutrunde for det svenske landshold, som han ellers gjorde comeback for for nylig.

- Han har desværre annonceret, at hans skade forhindrer ham i at deltage i EM denne sommer, siger landstræner Janne Andersson til Sportsbladet.

Den 39-årige AC Milan-spiller pådrog sig skaden under søndagens Serie A-kamp mod Juventus. Han misser således også resten af sæsonen i Serie A. Han forlængede dog for nylig sin kontrakt med AC Milan til endnu en sæson.

Han så ellers ind i en stor sommer i den svenske landsholdstrøje, som han vendte tilbage til i marts i år. Han havde været væk fra landsholdet, siden han stoppede efter EM 2016.

Sverige er i gruppe med Spanien, Slovakiet og Polen. De åbner mesterskabet 14. juni mod Spanien.

Janne Andersson udtager sit Zlatan-løse EM-hold den 18. maj.