Fodbold

Suveræne Atlético blev til lidelsernes Atlético

Søndag kan Atlético Madrid vinde sit 11. spanske mesterskab. Undervejs har Diego Simeone vist nye sider, men det har handlet om klassiske dyder.

I de første minutter kastede Atlético sig over gæsterne fra Baskerlandet.

Hjemmeholdets spillere var energiske og aggressive, og Atlético præsenterede sig som et selvsikkert tophold, der ikke længere havde i sinde at åbne døren på klem for konkurrenterne Real Madrid og Barcelona.

Efter en halv time stod det 2-0, og der havde været chancer til mere. Det var, som om præstationen i lørdags på Camp Nou havde løftet Atléticos spillere og mindet dem om, hvad der havde gjort dem til tophold i LaLiga gennem mange måneder.

Men som første halvleg nærmede sig sin afslutning, ændrede billedet sig. Atlético trak sig lidt mere tilbage, overlod initiativet til Real Sociedad og forsøgte i stedet at slå til på kontrachancer.

Efter pausen voksede passiviteten, og da baskernes indskiftede midterforsvarer Igor Zubeldia reducerede til 2-1 ti minutter før tid, ramte panikken både spillere, træner Diego Simeone og de tilhængere, der uden for stadion forsøgte at råbe så højt, at spillerne kunne mærke støtten inde på banen.

De 90 minutter onsdag aften mod Real Sociedad kom dermed til at indkapsle hele Atléticos sæson: Det startede spektakulært, med en anden og langt mere offensiv tilgang end den, der kendetegnede Diego Simeones storhold i midten af 2010’erne.

Men siden sneg tvivlen og usikkerheden sig ind i spillerne og fik dem til at krybe tilbage i egen hule og forsvare den. Og til sidst var det ren overlevelse, hvor fight, viljestyrke og ånd skulle få Atlético over målstregen.

- Hvis ikke vi lider, ville vi ikke være os selv, sagde anfører Koke efter slutfløjtet, da 2-1-sejren var i hus. Han måtte om nogen vide det; Koke havde netop spillet sin kamp nummer 500 for Atlético og var den eneste af spillerne på banen, der var med til at vinde det seneste mesterskab i 2014.

Atlético Madrid vinder 2-1 over Real Sociedad i LaLiga. Video: TV 2 SPORT

Simeones Atlético 2.0

Det med at lide har Atlético gjort meget i den seneste tid. I slutningen af januar lignede Atlético ellers et suverænt mesterhold. Den første halvdel af kampene i LaLiga havde givet hele 50 point, der var 10 point ned til Real Madrid og Barcelona, og Atlético havde tilmed en kamp til gode i forhold til konkurrenterne.

Men et par måneder senere var forspringet væk, og det samme var Atléticos klasse fra efteråret. Flere gange har førstepladsen været i fare, men hver gang har Real Madrid eller Barcelona forspildt muligheden for at gå forbi.

Topstillingen i LaLiga:

  1. Atlético Madrid - 80 point
  2. Real Madrid - 78 point
  3. Barcelona - 76 point

I tilfælde af pointlighed er indbyrdes opgør afgørende. Her er Real Madrid bedre end Atlético.

Hvis man kan lide pizza, skal man bare blive ved med at spise pizza

Diego Simeone

Nu er Atlético ovre det værste efter at være kommet gennem kampene mod Barcelona og Real Sociedad med førstepladsen i behold. To sejre over midterholdet Osasuna og bundholdet Valladolid vil med sikkerhed sikre mesterskabet. Det kan endda komme i hus allerede søndag, hvis Atlético får den ventede hjemmesejr over Osasuna, og Real Madrid samtidig sætter point til i Bilbao.

37. runde: Søndag 16. maj kl. 18.30:

  • Athletic Bilbao - Real Madrid
  • Atlético Madrid - Osasuna
  • Barcelona - Celta

38. runde: Søndag 23. maj kl. 18.00*:

  • Eibar - Barcelona
  • Real Madrid - Villarreal
  • Valladolid - Atlético Madrid

* Efter kampene i næstsidste runde kan spilletidspunkterne for sidste runde blive justeret.

Lykkes det, vil Diego Simeones figur få endnu mere mytisk karakter, end den allerede har. Han var spiller på mesterholdet i 1996, og nu kan han blive den blot tredje Atlético-træner i historien til at vinde to mesterskaber efter Ricardo Zamora og Helenio Herrera.

I de seneste sæsoner har Simeone søgt efter sit Atlético version 2.0 uden at finde det. Han er gået ind til flere sæsoner med planer om at gøre holdet mere dominerende og offensivt indstillet, men så snart modgangen har meldt sig, er han vendt tilbage til de gamle dyder.

- Hvis man kan lide pizza, skal man bare blive ved med at spise pizza, sagde han i sidste sæson til radiostationen Cadena SER. Hvis noget har virket før, var der ingen grund til at lave det om.

Men selvom Atlético stadig var et tophold, så virkede spillestilen ikke lige så godt som før. Pointhøsten er faldet i de senere sæsoner, og de 70 point i sidste sæson var det laveste udbytte under Simeone.

Afskeden med nøglespillere som Juanfran, Diego Godín, Filipe Luís, Antoine Griezmann og Rodri Hernández gjorde det naturligt, at sidste sæson blev en overgangssæson. Det var bare ikke til at se, at Simeone skulle have et nyt mesterhold i støbeskeen.

En ny formation

Til denne sæson var Luis Suárez den store nyhed i spillertruppen, og hans ankomst har præget Atlético – både emotionelt og spillemæssigt. I sæsonstarten var det, som om Suárez’ blotte tilstedeværelse gav holdet et løft. Han var drevet af at bevise, at Barcelona havde taget fejl ved at kassere ham, og spillemæssigt fik Suárez’ tilstedeværelse Diego Simeone til at omlægge spillet.

Simeone konstaterede, at den aldrende uruguayaner med de dårlige knæ ville være værdiløs på et hold, der spillede afventende kontrafodbold fra et udgangspunkt langt tilbage på banen.

Simeone fik det bedste ud af sine spillere

Morten Glinvad

Derfor flyttede Simeone kæderne længere frem og forsøgte at diktere spillet tættere på modstanderens mål – og det med succes. Suárez scorede sine mål, og som sidegevinst fik Atlético forløst João Félix, der i sæsonstarten var den måske allerbedste spiller i hele LaLiga, efter at den portugisiske tekniker i sidste sæson havde lignet en spiller, der aldrig ville komme til at fungere på et Simeone-hold.

Selv den franske midtbanetekniker Thomas Lemar fik en uventet renæssance i slutningen af 2020, efter at de fleste havde opgivet verdensmesteren, der i 2018 blev det dyreste Atlético-køb nogensinde.

Samtidig gjorde Simeone undervejs op med den stringente 4-4-2, der i årevis har været den faste succesformel. Atlético begyndte at spille 3-5-2, og i den formation fandt Simeone nogle roller og relationer, der fik det bedste ud af en række spillere.

Dette er Atlético Madrids idealhold for 2020/2021-sæsonen.

I forsvaret fik Mario Hermoso sit gennembrud efter en skuffende debutsæson efter skiftet fra Espanyol. I rollen som den venstre af de tre midtstoppere kom Hermosos evner i det opbyggende spil i højere grad til deres ret.

Hermoso opbyggede et stærkt samarbejde med Yannick Carrasco, der har været strålende i en ny rolle som venstre wingback, efter at han tidligere i karrieren var en offensivt funderet kantspiller.

Hermosos og Carrascos fleksibilitet har også givet Simeone gode muligheder for med en håndbevægelse at ændre formationen uden at skulle skifte ud. Ofte er Hermoso blevet flyttet ud som venstre back med Carrasco som venstre midtbane i en 4-4-2 eller 4-5-1, og de løbende og glidende formationsskift båret af fleksible spillere har været et kendetegn ved dette Atlético.

Hermoso har spillet på flere pladser for Atlético Madrid i denne sæson.

Koke som Gabi

Meget faldt dog på plads i den 3-5-2, som Simeone fandt frem til i slutningen af 2020. Kieran Trippier og Marcos Llorente indgik i et fortrinligt samarbejde i højresiden, og efter at Koke i 2019 oplevede at få Atléticos eget publikum imod sig, har anføreren i denne sæson fundet sig til rette i en ny rolle.

I sine unge år blev Koke til tider beskrevet som en ny Xavi, der med tiden ville overtage Barcelona-ikonets rolle som omdrejningspunkt på det spanske landsholds midtbane. Men Koke var ingen ny Xavi; han var snarere en ny Gabi.

Han har i denne sæson fundet sit hjem som organisator på den defensive midtbane, hvor Koke er manden, der holder styr på holdets linjer og på timingen og intensiteten i presspillet, ligesom Gabi gjorde det som anfører på mesterholdet i 2014.

Sæsonens åbenbaring har været Marcos Llorente, der mod Real Sociedad noterede sig for den 11. assist i LaLiga ved siden af de 12 mål, han selv har scoret. Llorentes personlige forvandling har været enestående, efter at han i 2019 blev hentet til Atlético som en udpræget defensiv midtbanespiller.

Hvor Koke har været organisatoren, og Lemar teknikeren på midtbanen, har Llorente været en allestedsnærværende dynamo med en imponerende målfarlighed. Den midtbanetrio har overraskende reduceret Saúl Ñíguez til at være en alsidig reserve.

Saúl har været den negative historie i sæsonen – og det samme er João Félix endt med at blive efter sæsonstartens opblomstring. Portugiseren er igen omgærdet af tvivl, og i stedet har Ángel Correa endnu engang vist sig som den spiller, der aldrig starter sæsonen i idealformationen, men alligevel ender som en af dem, der spiller flest kampe.

Correa bliver aldrig en koldblodig topscorer, men Simeone værdsætter hans arbejdsomhed og alsidighed, hvor Correa både kan spille fremme ved siden af Suárez i en 3-5-2 eller dække af på højrekanten i en 4-4-2 eller 5-4-1, hvor Llorente i stedet frigøres til flere offensive aktioner.

Simeone er blevet mere forsigtig i sin tilgang, mener Glinvad.

Forårets lidelser

Fra at have være kendetegnet af solid forudsigelighed blev Atlético i løbet af efteråret et mere nuanceret fodboldhold, og for første gang under Simeone er Atlético nu på vej mod en LaLiga-sæson med mere end 50 procents boldbesiddelse i gennemsnit.

Men den anden halvdel af sæsonen har gjort helhedsbilledet mere mudret. I løbet af nogle uger i vinter smuldrede alle de gode relationer på banen, da Trippier blev sendt i karantæne af det engelske fodboldforbund, og seks spillere i løbet af et par uger blev ramt af covid-19. Overskud og fleksibilitet blev erstattet af tvivl og lappeløsninger, og Atlético-holdet mistede sit flow og havde svært ved at genfinde det og igen få tandhjulene til at passe sammen.

Som konsekvens blev Simeone igen mere forsigtig i sin tilgang, hvor især den første Champions League-ottendedelsfinale mod Chelsea var en nærmest karikeret version af fortidens ultradefensive Atlético i de store kampe.

Problemet var dog, at den defensive styrke, der i midten af 2010’erne kunne eliminere selv de bedste angrebshold, ikke var den samme. Nok har Jan Oblak også i denne sæson været en af verdens bedste målmænd, mens midterforsvareren Stefan Savić har spillet sin bedste sæson i Atlético.

Men fortidens evne til at dræbe fodboldkampe og køre smalle 1-0-føringer i hus var væk og erstattet af en stigende nervøsitet i slutminutterne og frygt for at smide sejre væk.

Men på Camp Nou løftede Atlético sig i lørdags og mindede om, hvad der gjorde holdet til Spaniens klart bedste i efteråret. Den selvsikkerhed tog spillerne med på banen onsdag aften, inden nerverne igen ramte til sidst.

Nu venter de to sidste skridt – hvis ikke det første mod Osasuna viser sig at være tilstrækkeligt til at vinde det 11. mesterskab i historien. Et mesterskab, som ikke vil fremstå helt så overraskende som det i 2014, der kom efter to sæsoner, hvor suveræne Real Madrid og Barcelona havde hentet 100 point. Men stadig er det en imponerende præstation af Simeone og hans hold.

Og så vil et mesterskab i netop denne sæson på sin egen måde passe ind i fortællingen om Atlético som den lidende klub. Det vil være det mesterskab, der blev vundet, uden at Atléticos egne tilhængere på noget tidspunkt i sæsonen kunne se mesterholdet med egne øjne.