Fodbold

- Pinligt for Italiensk fodbold, siger ekspert om straffespark

Med tre straffekendelser og to VAR-gennemgange kom dommer Gianpaolo Calvarese i fokus, da Juventus slog Inter i 'Derby d'Italia'.

Fem mål, tre straffespark og to røde kort.

Ja, det var ganske underholdende, da Juventus lørdag sikrede sig tre vigtige point mod mestrene fra Inter, men kønt var det ikke hele vejen igennem.

Og da Juan Cuadrado lod sig falde på kanten af Inter-feltet og fremtvang kampens tredje straffespark efter det, der lignede en minimal berøring fra Inters Ivan Perišić, var hverken Inter-spillerne eller TV 2 SPORTs fodboldekspert videre imponeret.

- Nej, nej, nej. Hold da op, den så tynd ud, lød Mads Junkers umiddelbare vurdering, og efter at have set situationen i slowmotion blev han bekræftet i sin dom.

- Jeg synes faktisk, det er lidt pinligt for Italiensk fodbold, lød det fra eksperten, mens Cuadrado scorede på straffesparket og dermed sikrede Juventus sejren.

- Han sætter benet op på Perišić. Men det er jo ikke sådan, at al kontakt skal give straffespark.

- Du kan jo sagtens finde en forseelse. Han bliver jo ramt på foden, fordi han sætter den ind foran ham (Perišić, red.). Men en kontakt er jo ikke per definition et straffespark, lød det fra en irriteret Mads Junker.

- Giver ikke mening at kommentere på det

To gange tidligere i opgøret havde dommer fløjtet for straffespark – begge gange efter at have set situationerne igennem på VAR, og det var ikke kun ved det tredje, at eksperten brugte tillægsordene ”tynd” og ”kontroversiel” til at beskrive dommerens skøn.

Skøn, som de heller ikke ligefrem er glade for i Inter-lejren.

- Holdet gjorde, hvad de skulle. De spillede en god kamp, selv med de episoder.

- Jeg vil ikke stå her og diskutere de episoder. For de var så tydelige, at det ikke giver mening at kommentere på dem, og jeg ønsker ikke at dvæle ved én. Det ville være en underdrivelse, siger Inter-assistent Cristian Stillini ifølge Sky Sports Italia efter kampen.

Heller ikke Juventus’ Giorgio Chiellini ønsker at kommentere på dommerens præstation i kampen, selvom han fik dømt et straffespark, som han ikke virkede enig i, imod sig.

- Jeg vil ikke kommentere på, hvad jeg synes. Alle ser tingene forskelligt på banen, men vi stjal ingenting, slår den italienske landsholdsspiller fast ifølge Football Italia.

Kaster om sig med straffespark

Det er heller ikke første gang, Junker må klø sig undrende og småfrustreret i håret efter at have overværet et opgør fra Serie A med flere straffespark.

- Det minder mig meget om den kamp, vi så mellem Milan og Roma i efteråret, hvor der også bare blev kastet straffespark ud til højre og venstre.

- Her endte det altså med, at Hakan Calhanoglu fik et straffespark, bare for at blive væltet omkuld af vinden.

Dengang mente eksperten, at det var ’på grænsen til en katastrofe’, at dommer Piero Giacomelli inden da havde dømt et straffespark til Roma, der burde være blevet underkendt af VAR.

Tæt på årets kamp

Men selvom det altså ikke var de store roser, Mads Junker kunne sende afsted mod kampens dommer, så var han godt underholdt i det højintense Derby d’Italia, der altså endte med en 3-2 sejr til Juventus.

Faktisk så godt, at kampen ifølge den tidligere landsholdsspiller kandiderer til at være en af de bedste i denne Serie A-sæson.

- Med alt det, der er på spil her, og med alle de kontroversielle kendelser, så tenderer det her altså til en top-3 i årets kampe.

Med sejren rykker Juventus forbi Napoli - op på en aktuel fjerdeplads i ligaen, hvormed de sort- og hvidstribede holder liv i håbet om en plads i næste sæsons Champions League.

- Vi må fokusere på de positive og negative ting, vi gjorde på banen. Vi gik fra banen med stolthed. Jeg ved ikke, om det vil være nok til Champions League, men vi vil kæmpe til det sidste, siger Chiellini.