Fodbold

Kæmpe dramaer i sidste spillerunde

Der er masser på spil i både Spanien og Italien, når ligaernes fineste rækker runder af i denne weekend.

Et mesterskab skal afgøres, Champions Legaue-deltagere skal findes, og klubber skal slås om at undgå nedrykning. Alt sammen inden for 48 timer.

Det er blevet tid til 38. og sidste spillerunde i både LaLiga og Serie A. Flere af kampene kan ses på TV 2 SPORTs kanaler og TV 2 PLAY. Få overblikket over sendetider her, og læs mere om dramaerne herunder.

Mesterskabskampen

Atlético Madrid har skæbnen i egne hænder og bliver med en sejr over bundholdet Valladolid spansk mester. Det vil i så fald være blot sjette gang på 36 år, at den spanske mester ikke hedder enten Barcelona eller Real Madrid.

Netop Real Madrid er eneste udfordrer, og skulle Atlético spille uafgjort, vil en Real Madrid-sejr over Villarreal gøre kongeklubben til mester. Omvendt vil pointtab til Real gøre Atlético til mester.

- Jeg tror, Atlético bliver mester. De har haft nogle gode kampe på det seneste og har ikke set ud til at være tynget af presset trods resultaterne. De har haft opadgående kurve kombineret med, at Valladolid virkelig har været dårlige. Det er tæt på at være det ringeste hold i ligaen formmæssigt, siger TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker.

- Villarreal har en del på spil i deres kamp, og jeg forventer, de stiller med stort set stærkeste hold, selvom de også skal spille Europa League-finale.

Europa eller Conference League

Real Sociedad, Betis og Villarreal kæmper om to pladser i Europa League, mens den sorteper ryger i Conference League.

Holdene har henholdsvis 59, 58 og 58 point før deres kampe mod Osasuna, Celta Vigo og Real Madrid. Alle hold spiller på udebane.

Nedrykning

Valladolid er både en del af top- og bundkampen. De møder Atlético Madrid, som jagter mesterskabet, men kæmper selv for overlevelse. Det kommer til at stå mellem Huesca (33 point), Elche (33) og Valladolid (31). Huesca møder Valencia, mens Elche tager imod Bilbao.

Få overblikket: Sådan sender vi fra LaLiga

Kampen om Champions League

Mens Inter for længst har sikret mesterskabet, er Atalanta sikker på en plads i top-4, som giver deltagelse i næste sæsons Champions League.

Mens kampen om top-4 er pivåben, når AC Milan (76 point), Napoli (76) og Juventus (75) kæmper om de sidste to italienske pladser. Milan møder Atalanta, Napoli tager imod Verona, mens Juventus skal til Bologna.

- Atalanta er sikret CL og har lige tabt pokalfinalen, så jeg tror, de hænger og er trætte. Omvendt er der ikke mange klubber, de hellere vil slå end Milan, og de kan sikre andenpladsen, som vil være historisk for klubben under Gasperini, siger fodboldekspert Martin Mikkelsen.

- Det er nøglekampen, for jeg er ret sikker på, at Napoli kører Verona over, og jeg regner med, Juventus vinder. Det bliver virkelig sjovt og spændende.

Med en arm vredet om på ryggen og tvunget til at udpege en sorteper i spillet om Champions League vælger Martin Mikkelsen AC Milan.

- Det må være min konklusion. Det er langt fra sikkert, de viner, og jeg tror, Juventus og Napoli vinder, siger han.

- Milan har været så gode så længe, men de har lige præcis timet det forkert. Fra jul til jul var de nærmest det bedste hold i Italien, og nu er det lidt blevet hverdag i takt med Zlatans menneskelighed og skader.

- Det vil være så bitter for dem at ende som nummer fem - og næsten ikke til at bære, hvis man har en lille smule sympati for den store klub.

Andet på spil

AS Roma og Sassuolo er i spil til syvendepladsen, som giver adgang til Conference League. Roma er to point foran Sassuolo og er bedst indbyrdes, så et enkelt point mod Spezia er nok for hovedstadsklubben. Sassuolo møder Lazio i sidste spillerunde.

Benevento, Crotone og Parma er allerede sikker på nedrykning til Serie B.

Få overblikket: Sådan sender vi fra Serie A