Fodbold

Agüero slår scoringsrekord i afskedskamp

Sergio Agüero fejrede sin sidste Premier League-kamp for Manchester City med at slå rekorden for flest scoringer for samme klub i Premier League.

Mesterskabet var i hus, de var foran 3-0 mod Everton, og der var kun 25 minutter tilbage af Premier League-sæsonen. Kunne situationen så overhovedet blive bedre for Manchester City?

Ja, det kunne den faktisk godt. Takket være en argentinsk angriber med lave sokker og et 10-tal på ryggen.

Efter 65 minutter blev Sergio Agüero skiftet ind til sin sidste kamp for Manchester City i Premier League efter 10 år i klubben. Og hvilken afsked, han tog.

Kun seks minutter efter sin indtræden på græstæppet sparkede han bolden i mål med ydersiden efter en flot dribletur gennem feltet. Fem minutter senere blev jublen total, da han med et veltimet hovedstød scorede for anden gang i opgøret og overtog rekorden for flest scorede mål nogensinde for én klub i Premier League.

- Det var min sidste kamp, og jeg er så glad. Jeg ønsker at sige tak til mine holdkammerater, fordi de har hjulpet mig så meget. Jeg er angriber, og mit job er at score mål. Men jeg er virkelig glad. At score to mål i min sidste kamp er fantastisk for mig, siger Agúero til Sky Sports efter kampen.

Rekorden overtager han for Wayne Rooney, der i sin tid i Manchester United scorede 183 mål i Premier League. Rekorden hedder nu 184.

Manchester City vandt søndagens kamp 5-0.

Blev hyldet hele kampen

Allerede inden de to rekord-scoringer var der stort fokus på Sergio Agüero, som har kontraktudløb med Manchester-klubben efter sæsonen.

Argentineren har i et årti været en af de helt store profiler på Manchester City-holdet, som han i 2011/12-sæsonen sikrede Premier League-trofæet med en efterhånden legendarisk overtidsscoring. Siden er det blevet til 260 mål i 389 kampe på tværs af alle turneringer for de lyseblå.

Derfor var der også lagt op til den helt store hyldest af den 32-årige angriber, der blot skulle tage et kig på tribunen for at se, hvilken betydning han har haft for City-fansene.

Flere fans havde nemlig medbragt bannere med Agüero som motiv, og de næsten 10.000 tilskuere brød også ud i massiv jubel, hver gang han var i fokus.

Både da han forlod bænken, da han trådte ind på Etihad Stadium for sidste gang, da han scorede sine to mål, og slutteligt da han fik sin guldmedalje om halsen.

Efter kampen lagde Manchester City også en hilsen ud til Agüero på det sociale medie Twitter:

- Der vil aldrig være en anden som vores Serg, skriver de.