Fodbold

For 10 måneder siden var dansker 'helt knust' - nu skal ny historie skrives

Akkurat som sidste år er Brentford bare en sejr fra oprykning til Premier League, og denne gang må det ikke glippe, siger Henrik Dalsgaard.

Små 10 måneder er gået, siden han uforstående og bedrøvet kiggede ned i græstæppet på det mægtige Wembley.

Efter forlænget spilletid måtte Henrik Dalsgaard og resten af Brentford-mandskabet sande, at oprykningen til Premier League og langt over en milliard kroner i tv-penge var glippet. Et nederlag på 2-1 til Fulham i playoff-finalen forpurrede muligheden for at lege med i det stærkeste selskab i England.

Vi skal komme med vores Brentford-udtryk og mose på

Højre back Henrik Dalsgaard om playoff-finalen lørdag

Det skete blandt andet efter en stor fejl af målmand David Raya, ligesom det kendetegnende offensive udtryk udeblev.

- Der er ingen tvivl om, at det var en kæmpe skuffelse. Især på grund af måden det skete på, hvor nerverne fik lov til at tage over. Vi var bange for at spille fodbold med så meget på spil.

- At tabe en playoff-finale er jo noget lort i sig selv, men fordi det skete på den måde, gjorde det ekstra ondt. Vi var helt knuste, fortæller Henrik Dalsgaard til TV 2 SPORT, mens han kigger tilbage på dagen i august sidste år.

Ny chance - ny historie

Men når kalenderen viser 29. maj, får klubben muligheden igen. Lørdag vandt Brentford nemlig over Bournemouth i semifinalen. Én sejr over Swansea om mindre end en uge i finalen er derfor nok til, at holdet kan tage revanche fra sidste år.

Det skal også være motivationen.

- Nu har vi fået et års mere erfaring. Sidste år var der virkelig mange unge spillere med, som aldrig før havde været på så stor en scene. Men de har fået mere erfaring med i bagagen, siger Dalsgaard.

Og opskriften til sejr? Den er klar.

- Vi skal komme med vores Brentford-udtryk og mose på. Vi må for alt i verden ikke være bange for at vinde.

Brentford-mandskabet er præget af mange danskere. Thomas Frank står i spidsen for det hold, der også tæller seks øvrige danske spillere udover Henrik Dalsgaard. Herunder Mads Roerslev, Mads Bech Sørensen, Mathias Jensen, Christian Nørgaard, Emiliano Marcondes og Mads Bidstrup.

Roser Christian Nørgaard

Når Brentford byder Swansea op til dans spiller de deres ligakamp nummer 49 i sæsonen. Sammen med direkte oprykkede Norwich er de det hold, der har tabt færrest kampe med syv af slagsen.

Dernæst havde de før sæsonstarten vinket farvel til nogle af holdets største stjerner i form af Ollie Watkins og Saïd Benhrama. Men en storspillende angriber i Ivan Toney har taget over, og med 31 sæsontræffere indtager han titlen som ligaens topscorer.

I den seneste periode har landsholdsspiller Christian Nørgaard måtte agere styrmand i midten af Brentfords trebackkæde, selvom han normalvis er midtbanespiller. Det er en opgave, som han har taget i stiv arm, og som ifølge Dalsgaard har hjulpet holdet gevaldigt.

- Da Christian får nys om, at Thomas (Frank, red.) gerne vil spille ham i trebackkæden, tager han den bare på sig med det samme. Uden at tøve. Alle på holdet ved, at når Christian får en besked, så gør han det bare. Man får alt, når man arbejder sammen med Nørgaard, siger den 31-årige højre back.

Playoff-finalen mellem Brentford og Swansea spilles den 29. maj klokken 16:00.