Kiel smider direkte oprykning i sidste runde
Bochum og Greuther Fürth tager de direkte oprykningsbilletter i den næstbedste tyske fodboldrække. Holstein Kiel må i en play-off-kamp mod Köln.
Søndag faldt de afgørende placeringer på plads i den næstbedste tyske fodboldrække.
Det står nu klart, at Bochum og Greuther Fürth, som har danske Emil Berggreen i truppen, i næste sæson skal kæmpe med de store klubber i Bundesligaen.
Holstein Kiel, hvor danske Mikkel Kirkeskov spiller, endte på tredjepladsen og skal nu møde FC Köln fra den bedste række over to playoffkampe for at indløse billet til Bundesligaen.
Inden sidste runde lå Holstein Kiel ellers til direkte oprykning, men det glippede til allersidst.
Klubben tabte uden Mikkel Kirkeskov med 2-3 hjemme til Darmstadt, mens Greuther Fürth uden Emil Berggreen slog Fortuna Düsseldorf hjemme med 3-2.
På den måde strøg Greuther Fürth forbi Holstein Kiel og tog andenpladsen i tabellen og dermed billetten til den bedste række.
Bochum var inden søndagens sidste runde på førstepladsen, og meget skulle altså gå skævt, hvis ikke klubben skulle holde fast i den direkte oprykning.
Men skævt gik det ikke - Bochum slog hjemme Sandhausen med 3-1 og konsoliderede dermed sin plads øverst i tabellen.
Traditionsklubben Hamburger SV lå længe til oprykning, men klubben mistede pusten til sidst. Derfor betød det ikke alverden, at klubben hjemme søndag slog Braunschweig med 4-0.