Trommestikkernes sidste tur på Etihad

Men for Sergio Agüero blev tiden i Manchester City en fortælling om meget mere end lyden af de udspændte netmasker.

Argentinerens ikoniske scoring i 2012 satte de lyseblå på landkortet, og siden hen er herredømmet kun blevet større for englænderne mod nord. I eftermiddag snører han Premier League-støvlerne for sidste gang, når Everton gæster Etihad Stadium. Sidste punktum i Sheik Mansours storstilede indkøringsfase bliver dermed sat, og én af nyere tids største profiler takker af på britisk grund efter ti mindeværdige sæsoner.

Våde, kolde og forpinte havde de gennem årtier gemt sig i storebrors skygge. Mens De Røde Djævle havde sat ild under europæisk fodbold, og Sir Alex Ferguson var blevet eksemplet, alle forsøgte at efterleve, var de blå fra Manchester et kludetæppe af rang med ustabil kurs op og ned i det engelske ligasystem.

I 2011/12-sæsonen var hævnens time tættere på end nogensinde. Med noget af en slutspurt var Uniteds forspring på otte point udlignet, og på vej ind til sæsonens sidste kamp var Manchester City i teten qua en bedre målscore.

Opskriften var såre simpel den eftermiddag i slutningen af maj. En sejr over nedrykningstruede Queens Park Rangers var ensbetydende med klubbens første mesterskab siden 1968. Intet var dog ligetil for City i disse år, og opgøret blev alt andet end a walk in the park for Roberto Mancinis mandskab.

Et par minutter inde i overtiden fik italieneren hvisket det i ørene. På Stadium of Light i Sunderland var kampen ovre. Wayne Rooneys scoring midtvejs i første halvleg blev kampens eneste. Med få korn tilbage i timeglasset var United mestre. Storebroderen i byen stak endnu en gang til lillebroderen, der så inderligt higede efter succes og anerkendelse.

Jubelbrølet fra Edin Dzekos udlignende hovedstød blev hurtigt forvandlet til bøjede hoveder og forstenede miner blandt de fremmødte på Etihad Stadium. Selvom vejrudsigten berettede om høj sol over Manchester, hang skyerne tungt over den forholdsvis nye arena. Kun måltavlen med cifrene 2-2 lyste området op.

Én mand havde dog ikke i sinde at give op. Kampen var kun lige sat i gang igen, før de lyseblå atter satte sig på bolden. Hjemmeholdets nummer 16 drev væk fra sin vante position på forreste linje og gjorde sig modtagelig for en aflevering på kanten af feltet. Da den spinkle krop blev retvendt, kiggede han ind i otte modspillere samt Patrick Kenny mellem stængerne.

I én og samme bevægelse tjattede han bolden et par meter frem og sprintede med en sidste energiudladning forbi to-tre QPR-spillere. Det hele gik så stærkt, at Mario Balotelli gled i, hvad der allermest lignede, en stikning til David Silva i højresiden.

Mellem venner og fjender kom to argentinske trommestikker dog først på bolden, og med en enkelt skudfinte, et træk til siden og et tørt vristspark forsvandt tid og sted. Trøjen blev smidt i ekstase. 44 års venten var slut. Sergio Agüero havde på mindre end et år tilbagebetalt det svimlende beløb, klubben betalte for ham ved overgangen fra Atlético Madrid.

Oversvømmet af sine holdkammerater kom karrierens første mesterskab i hus på højdramatisk vis. Nederst i bunken trængte tårerne sig på. Tidlig modgang havde modnet ham og gjorde blot, at sejrens sødme nu smagte ekstra godt.

Overlever fra fødslen

Som den anden i en søskendeflok på syv kom Sergio Agüero til verden i juni 1988. Forældrene Adriana og Leonel kæmpede hårdt for det daglige brød som husholderske og taxichauffør i ydmyge rammer i Quilmes lidt uden for hovedstaden, Buenos Aires.

Tre måneder inden Sergios tilblivelse blev området ramt af en række flodbølger så kraftige, at bygningerne i kvarteret måtte rømmes og evakueres. Uden tag over hovedet måtte familien i en periode overnatte på lånte madrasser på den nærtliggende skole.

Da veerne meldte sig med hyppige mellemrum, satte Adriana kursen mod et privathospital i hovedstaden for at se sig afvist i døren grundet manglende bankgaranti eller penge på lommen. I La Matanza, godt 15 kilometer fra centrum, tog kvarterets hospital imod parret med anderledes åbne arme, og tre timer ude på natten kom lille Sergio til syne fra moderens skød.

Hospitalsvirakken førte til yderligere gener for den unge familie. Det kom myndighederne for øre, at det unge par på henholdsvis 18 og 19 år var ugifte og samtidigt ude af stand til at dokumentere, at Leonel var den retmæssige fader til lille Sergio.

Det var derfor ikke muligt at navngive Sergio med faderens efternavn, Del Castillo. Han blev derfor til en Agüero mindre end et døgn inde i livet, selvom man i Sydamerika har for vane at navngive sine børn med faderens familienavn.

Som to-årig flyttede Sergio Agüero for første gang. Quilmes blev erstattet med Florencio Varela, og her blev naboen Jorge Chetti straks en tæt bekendt. Den ældre herre er endda manden bag Agüeros kælenavn, Kun, som udspringer af en kendt japansk tegneseriefigur ved navn Kum Kum, som Sergio dånede over som barn.

Fascinationen for fodbold udsprang af faderens egen karriere på grønsværen, og sammen var de uadskillelige, når en bold var i nærheden.

Rejsen mod den europæiske fodboldhimmel startede som ni-årig på akademiet i Independiente i Avellaneda-kvarteret. Iført den rød-hvide trøje voksede måltotalen sig større år efter år, og i 2003 blev Agüero den yngste debutant i den bedste argentinske række, da han blot 15 år og 35 dage gammel fik de sidste 20 minutter mod bysbørnene fra San Lorenzo.

Et par år senere, efter flere iøjnefaldende præstationer i hjemlandet, satte Atlético Madrid kløerne i den argentinske guldfugl for en hidtil uset sum i hovedstadsklubben. Det første år stod Agüero i mesterlære hos Fernando Torres, men med hans afgang til Liverpool sæsonen efter var vejen banet for den vævre angriber med det lave tyngdepunkt.

Med en anden sydamerikaner, uruguayanske Diego Forlán, ved sin side, blev Atlético et hold og Agüero en spiller, man tog notits af. De rød- og hvidstribede var dengang noget af et elevatorhold med flere nedture end opture, men med Agüero i folden var noget stort under opsejling.

Det kom til udtryk i foråret 2010 hvor en lunken niendeplads i LaLiga blev overstrålet af Los Colchoneros finaledeltagelser i både Europa League og den spanske pokalturnering, Copa del Rey.

På hjemlig grund måtte hovedstadsklubben strække gevær mod Sevilla, men på Volksparkstadion i Hamburg spillede Agüero en hovedrolle med to oplæg, da Fulham blev besejret med 2-1 efter forlænget spilletid. Årtiers tørke var brudt, og for en sjælden gangs skyld kunne Atlético overdøve ærkerivalens fans efter en trofæløs sæson hos Kongeklubben klædt i hvidt.

Den europæiske titel havde tændt op under argentineren, og efter en kort sommerferie var han involveret i begge mål i Atléticos 2-0-sejr over Inter i UEFA’s Super Cup. I starten af 2011 førte en kontraktforlængelse til en rolle som vicekaptajn, og mellem marts og maj måned nettede Agüero i syv kampe på stribe.

For første gang i karrieren krydsede angriberen grænsen for 20 ligamål, og alt pegede i den rigtige retning for Atlético - og for Agüero. Forholdet til de varmblodede og fanatiske spaniere fik dog en brat afslutning, da han få måneder efter sin forlængelse offentligt lagde op til et brud. Ønskedestinationen var oprindeligt ukendt, men rygterne begyndte hurtigt at svirre.

Hovedet på Mansours hær

Siden klubben kom på rige ejerhænder i sommeren 2008, har City gradvist taget skridt mod den europæiske top. Ikke alene på resultatfronten, men også økonomisk hvor The Citizens har sat nye rammer på transfermarkedet.

I det første år med Sheik Mansour i ryggen lokkede man brasilianske Robinho fra Real Madrid, og i de efterfølgende sæsoner blev offensiven yderligere ladt med navne som Emmanuel Adebayor, Carlos Tevez, Edin Dzeko, Yaya Touré, David Silva og Mario Balotelli.

De mange millioner gav ikke direkte afkast, og spørgsmålene om sheikens tålmodighed trængte sig på. Var udviklingen fra en tiendeplads til bronzemedaljerne i 2011 nok for den stenrige ejer, der, udover klubben, også investerede intenst i nærmiljøet omkring stadionportene?

Sæsonen 2011/12 virkede derfor som make it or break it for de lyseblå fra Manchester. I front havde Adebayor ikke slået til og blev som følge af dette udlejet til Tottenham. Ind kom togoleserens tidligere holdkammerater fra Arsenal Gael Clichy og Samir Nasri samt en vis lille troldmand fra den rød-hvide del af Madrid.

I Manchester satte Sergio Agüero straks sit aftryk. I debuten mod Swansea havde han en fod med i tre scoringer, selvom trøjen dårligt nåede at lugte af sved. I sin blot tredje start kom det første af mange hattricks, og argentineren sluttede på imponerende 23 mål i sit første år i England - iblandt disse var sæsonens sidste scoring som det absolutte kirsebær.

I den nye sæson havde tømmermændene dog dårligt lagt sig fra mesterskabsrusen, før Agüeros andet synonym tvang ham fra grønsværen i månedsvis.

Skader og marginaliseret rolle

For hvis målene har været en fast følgesvend gennem Agüeros karriere, har skaderne ligeså.

Jævnfør statistikbanken Transfermarkt har frontløberen misset godt 120 officielle kampe i tiden i Manchester, og argentinerens anden sæson var kun et kvarter gammel, da han måtte bæres fra banen i hjemmekampen mod Southampton. Knæet havde fået et slag, og muskelskader har i særdeleshed bremset den garante målmager gennem årene.

I sommeren 2014 blev City og Agüero enige om en kontraktforlængelse på fem år, og med fremtiden på plads oplevede argentineren de følgende år stor succes. Modstanderens målmænd rystede i bukserne, når han kom på bolden i feltet.

Få måneder inde i Pep Guardiolas regeringstid tangerede han Eric Brooks scoringstotal, og siden oktober 2016 er de 177 scoringer i lyseblåt blevet til mange flere. Selvom Agüero oplevede sine bedste år rent personligt inden ansættelsen af den skaldede spanier, har han og Guardiola altid haft en tæt relation og stor respekt for hinanden.

Guardiola har benyttet enhver lejlighed til at rose argentineren for sin professionalisme og målnæse, men som årene er gået, er Agüero langsomt blevet marginaliseret. I Barcelona blev Guardiola berømmet for at praktisere en taktik uden reel angriber, og det greb i værktøjskassen har han taget med sig til Manchester.

Agüero er groft sagt blevet overflødig i spanierens velgennemtænkte univers, og stammen fra mesterskabsholdene i starten af den nuværende æra, inkluderende Vincent Kompany, Yaya Touré og David Silva, er ej heller at finde i den lyseblå trøje længere. Her står Agüero tilbage som en sidste bastion. En bastion med en bekræftet udløbsdato, hvor enderne mødes her til eftermiddag.

Han landede på ukendt grund som 23-årig. Med et prisskilt og et forventningspres, der ville knuse de fleste. Her ti år senere kan man med ro i sindet sige, at missionen lykkedes. Med mål i massevis har han skudt titler til Manchesters mest tålmodige fanskare og gjort sig udødelig i engelsk fodbold. Alene målet mod QPR i 2012 sikrede ham en plads i historiebøgerne.

Fremtiden for den 32-årige skarpretter er endnu uvis for offentligheden. Det logiske peger i retningen af en ny, stor adresse i fodboldens elitære top, men argentineren har løbende givet prøver på sine mange talenter uden for kridtstregerne.

Under corona-pausen sidste forår fulgte mere end en million seere ofte med, når han på tjenesten Twitch livestreamede fra sit hjem, ligesom han aldrig har lagt skjul på sin begejstring for hurtige biler og hestekræfter under kølerhjelmen. Bejlere skal der nok være - også uagtet den mislykkede Panenka mod Chelsea, der udskød mesterskabsfejringen en smule. En eventyrfortælling, hvilket Agüeros ophold i Manchester må betegnes som, har dog for vane at slutte med et højdepunkt. En scoring mod Everton vil fuldende og binde historien om den lille argentiner sammen på smukkeste vis.

Se også

Agüero undskylder til fans og holdkammerater