Fodbold

Brøndbys gulddrenge fra 2005 – her er spillerne 16 år efter

2005 var et af de helt store jubelår i Brøndbys historie, men hvem var egentlig med til at sikre klubbens 10. mesterskab? Og hvor er de i dag?

11. juni 2005 står for de fleste Brøndby-fans fortsat klart i erindringen.

På denne dag vandt traditionsklubben det danske mesterskab ved at ydmyge Herfølge BK med 7-0. Et mesterskab, der i dag – 16 år senere – endnu står som det seneste i rækken.

Mandag aften kan Brøndby med en sejr over FC Nordsjælland igen lade sig hylde som guldvindere.

I den forbindelse har TV 2 SPORT taget et kig på det hold, der tilbage i 2005 sørgede for at vinde både det danske mesterskab og pokalturneringen.

Michael Laudrup var manden, der stod i spidsen for det succesfulde mandskab. Men han gjorde det ikke alene. Ved sin side havde han blandt andre assistenttræner John 'Faxe' Jensen.

På banen hed profilerne Daniel Agger, Thomas Kahlenberg, Morten Skoubo og Johan Elmander.

Da mesterskabet blev sikret 11. juni på Brøndby Stadion, var i alt 14 spillere i aktion. Herunder kan du se, hvilke spillere der var tale om, og hvad de har lavet siden det famøse mesterskab, der var klubbens tiende af slagsen.

Det kan allerede nu afsløres, at ingen af de 14 spillere er aktive fodboldspillere den dag i dag.

Casper Ankergren

Målmand, Danmark, 41 år, spillede i Brøndby fra 2001-2007

Casper Ankergren var i en årrække det primære førstevalg i Brøndby, men da klubben i 2007 hentede Stephan Andersen, valgte målmanden at skifte klub efter seks år på Vestegnen. Ankergren skiftede til engelske Leeds, hvor han vogtede målet i tre år. I 2010 gik turen videre til Brighton, hvor han fortsat er på kontrakt. Han stoppede i 2017 sin aktive karriere, hvorefter han blev tildelt en rolle som assisterende målmandstræner i Premier League-klubben.

Asbjørn Sennels

Forsvarsspiller, Danmark, 42 år, spillede i Brøndby fra 2004-2007

Han startede inde i samtlige Superliga-kampe for Brøndby i mesterskabssæsonen, men herefter blev tilliden til venstrebacken mindre og mindre. I 2007 skiftede han til sin tidligere klub Viborg FF, som han spillede for frem til 2010, hvor han stoppede karrieren. I 2012 hjalp han Viborg i en halv sæson, inden han igen satte støvlerne på hylden. Han har nu taget et karrieremæssigt stort spring, da han i år stiller op til det kommende byrådsvalg i Viborg Kommune for Det Konservative Folkeparti.

Daniel Agger

Forsvarsspiller, Danmark, 36 år, spillede i Brøndby fra 2004-2006 og 2014-2016

Han fik sit helt store gennembrud i mesterskabssæsonen, hvor han blev kåret som årets talent af Spillerforeningen. I januar 2006 skiftede en ung Daniel Agger til Liverpool. Her fik han stor succes og formåede i løbet af otte år at skrive sig ind i hjerterne på millioner af Liverpool-fans verden over. I 2014 vendte han tilbage til Brøndby, hvor han med begrænset succes spillede frem til karrierestoppet to år senere. Han har de seneste år været i gang med at uddanne sig som fodboldtræner, og fra sommeren 2021 skal han stå i spidsen for HB Køge i den danske 1. division.

Per Nielsen

Forsvarsspiller, Danmark, 47 år, spillede i Brøndby fra 1993-2008

Det er svært at nævne Brøndby IF uden også at nævne Per Nielsen. I løbet af 15 år spillede han flere end 500 kampe for den traditionsrige Superliga-klub og var med til at vinde mesterskabet fem gange. Han stoppede i 2008 sin aktive karriere for i stedet at fortsætte som talentspejder for klubben. Han er siden gået trænervejen, hvor han fra 2011-2014 stod i spidsen for Hvidovres herrer. I 2015 blev han cheftræner for Brøndbys kvindehold, og i april forlængede han sin kontrakt, så den nu løber frem til 2023. Tidligere på måneden blev han hyldet med en såkaldt ”legendetrøje”, som Brøndby spillede i, da de mødte FC Midtjylland på hjemmebane.

Thomas Kahlenberg

Midtbanespiller, Danmark, 38 år, spillede i Brøndby fra 2001-2005 og 2013-2017

Han var en af de helt store profiler på Brøndbys mesterskabshold, hvor han startede inde i samtlige kampe og scorede hele 13 mål og leverede 11 assists. Det gjorde ham attraktiv i udlandet, og i 2005 skiftede han til franske Auxerre. Turen gik i 2009 til tyske Wolfsburg, hvor han – kun afbrudt af en enkelt sæson i franske Evian – spillede frem til 2013. Herefter vendte Kahlenberg hjem til Brøndby, hvor han var på kontrakt frem til karrierestoppet i 2017. I 2018 startede han som ungdomstræner i HIK, og i 2020 blev han så tilknyttet det danske U16-landshold som assistenttræner.

Martin Retov

Midtbanespiller, Danmark, 41 år, spillede i Brøndby fra 2002-2008

Også Martin Retov var fast inventar i Brøndbys startopstilling, da de sidst vandt mesterskabet. Han fortsatte med at spille en vigtig rolle på klubbens mandskab frem til 2008, hvor han skiftede til tyske Hansa Rostock. Her nåede han to sæsoner, inden turen igen gik hjem til Danmark og AC Horsens, som han repræsenterede frem til sit karrierestop i 2015. Han gik straks i gang med trænergerningen, da han blev ansat som assistent for AGF's U17-hold. I 2017 vendte han tilbage til Brøndby – ligeledes som assistent for U17-mandskabet. I 2017 blev han ansat som assistent for klubbens førstehold. En stilling, som han fortsat har den dag i dag. Tilbage i 2019 var han for en midlertidig periode ansat som cheftræner for Brøndby efter fyringen af Alexander Zorniger.

Kim Daugaard

Midtbanespiller, Danmark, 47 år, spillede i Brøndby fra 1993-2008

Han spillede – sammen med Per Nielsen – hele sin karriere i Brøndby IF. Han startede inde i størstedelen af kampene i mesterskabssæsonen, og det gjorde han også i guldkampen mod Herfølge, men måtte allerede efter 34 minutter lade sig udskifte. Han stoppede i 2008 sin karriere, hvorefter han ligesom mange af de andre er blevet fodboldtræner. Han er i dag assistenttræner for HB Køge. Det fortsætter han med, når de to tidligere landsholdsspillere Daniel Agger og Lars Jacobsen til sommer bliver en del af trænerteamet.

Mads Jørgensen

Midtbanespiller, Danmark, 42 år, spillede i Brøndby fra 2001-2003 og 2005-2008

Han vendte i mesterskabssæsonen hjem til Brøndby efter et udlandsophold i Italien og Norge, men hjemkomsten var uden den store succes. Skader plagede midtbanespilleren, der allerede i 2008 måtte stoppe karrieren efter et kort ophold i AGF. Han har siden 2011 været talentspejder for engelske Liverpool med Skandinavien som hovedområde.

Sebastian Svärd

Midtbanespiller, Danmark, 38 år, spillede i Brøndby fra 2004-2005

Han havde kun en enkelt sæson i Brøndby IF, men sikke en sæson at vælge. Han fik spilletid i 22 kampe, men primært som indskifter. I mesterskabskampen startede han inde, men allerede efter 36 minutter blev han skiftet ud. Han var oprindeligt på kontrakt i Arsenal, men tiden i det engelske blev afløst af en lang række lejeophold – heriblandt i Brøndby. Efter tiden på Vestegnen har Svärd repræsenteret en lang række klubber i både ind- og udland. I 2016 indstillede han sin karriere efter et enkelt år i Throttur Reykjavik. I 2018 var han med til at grundlægge gamingvirksomheden Maikai Copenhagen.

Morten Skoubo

Angriber, Danmark, 40 år, spillede i Brøndby fra 2004-2006

Han scorede 11 mål for Brøndby i mesterskabssæsonen og spillede derfor en stor rolle i, at det var de blågule, der kunne løfte pokalen efter 33 spillerunder. Han skiftede i 2006 til spanske Real Sociedad, hvor han med begrænset succes spillede i to sæsoner. Herefter gik turen til Holland, hvor han skiftede til Utrecht og senere Roda. I 2011 gik turen hjem til Danmark og OB, inden han stoppede karrieren med et indisk eventyr i Delhi Dynamos. Han er i gang med at tage en uddannelse i coaching på Copenhagen Coaching Center. Han udtalte for et år siden til Ritzau, at han ikke vil afvise en tilbagevenden til fodboldverdenen.

Johan Elmander

Angriber, Sverige, 39 år, spillede i Brøndby fra 2004-2006 og 2014-2016

Johan Elmander var blandt profilerne på det blågule mesterhold, og i guldkampen mod Herfølge scorede svenskeren det første mål, ligesom han også kom på måltavlen i den famøse 5-0-sejr over FC København. I 2006 skiftede angriberen til Toulouse i Frankrig, hvorefter turen to år senere gik til engelske Bolton. I 2011 skiftede han til tyrkiske Galatasaray. Brøndby fik igen glæde af Elmanders kvaliteter i 2014, inden han i 2017 tog en enkelt sæson i svenske Örgryte, hvor han stoppede karrieren. I efteråret sidste år blev Elmander tilknyttet trænerstaben i netop Örgryte, mens han sideløbende er i gang med træneruddannelsen i det svenske fodboldforbund.

Dan Anton Johansen

Forsvarsspiller, Danmark, 41 år, spillede i Brøndby fra 1999-2006

At være på bænken var en sjældenhed for Dan Anton Johansen i Brøndby, men det var tilfældet i guldkampen, hvor han dog kom på banen efter en halv time. I 2006 gik turen til Norge og Lillestrøm, men allerede året efter gik turen tilbage til Danmark, hvor han kom på kontrakt i Viborg. Karrieren stoppede i 2010 efter en sæson i Hvidovre. Efter sit karrierestop gik han ind i restaurationsbranchen, hvor han overtog driften i en række barer i København. I 2019 måtte han erklære rockbaren High Voltage, hvor han var direktør og medejer, konkurs.

Morten Wieghorst

Midtbanespiller, Danmark, 50 år, spillede i Brøndby fra 2002-2005

Mesterskabssæsonen blev den sidste som aktiv fodboldspiller for Morten Wieghorst, der tidligere havde været på kontrakt i Lyngby og de to skotske klubber Dundee og Celtic. I 2005 blev han ansat som assistenttræner for FC Nordsjælland, og året efter blev han cheftræner for klubben. I 2011 blev han ansat som U21-landstræner, inden han i 2013 fulgte med Michael Laudrup til Swansea som hans assistent. Han fik efterfølgende to kortvarige ophold som cheftræner i AGF og AaB. Da Kasper Hjulmand for et år siden overtog tøjlerne på landsholdet, fulgte Morten Wieghorst med som assistent.

Jonas Kamper

Midtbanespiller, Danmark, 38 år, spillede i Brøndby fra 2002-2006

Han startede sin professionelle karriere i Brøndby og nåede mere end 100 kampe, inden turen gik videre til Arminia Bielefeld, hvor han spillede frem til 2010. Herefter skiftede han til Randers og var i fem sæsoner en af klubbens profiler. Jonas Kampers sidste klub som professionel fodboldspiller var Viborg. I 2018 satte han støvlerne på hylden. Kamper er siden karrierestoppet vendt tilbage til Randers, hvor han i dag har en rolle som netværksfacilitator.