Fodbold

Ekspert roser Eriksens 'meget, meget spøjse' sæson

Selvom det har været en rutsjebanetur, så kan Christian Eriksen tillade sig at være godt tilfreds med sin første hele Inter-sæson, mener ekspert.

Den sluttede bogstaveligt talt på toppen, Christian Eriksens sæson.

For søndag kunne den danske Inter-spiller bestige podiet og løfte det italienske mesterskabspokal efter en kamp mod Udinese, hvor Eriksen selv kom på måltavlen.

Men Eriksens første hele sæson i Inter har langt fra været uden udfordringer hele vejen igennem. Og når man skal evaluere på den danske midtbanespillers sæson, så er det nødvendigt at tage hele skalaen i brug.

- Det har været et meget, meget spøjst forløb. Det er så meget fra den ene yderlighed til den anden. Jeg kan ikke huske at have fulgt sådan et forløb for en spiller før.

Sådan lyder vurderingen fra TV 2 SPORTs fodboldekspert Martin Mikkelsen, der dog uden tøven godkender Christian Eriksens sæson.

- Han er sluttet fantastisk af, må man sige. Det har været fremragende efter vinterpausen, hvor han har spillet nogenlunde fast og præsteret stabilt. Og han er altså med til at vinde et suverænt mesterskab. Så han er endelig faldet til og har fået sit gennembrud i den brede offentlighed i Italien, siger Martin Mikkelsen.

29-årige Christian Eriksen endte med at score tre mål i sin første hele Serie A-sæson. Det blev også til et enkelt mål i pokalturneringen.

Først nu kender de Eriksen

I efterårssæsonen var det dog langt fra alt, der kørte på skinner for Christian Eriksen i Inter. Danskeren havde svært ved at spille sig ind på holdet, og allerede i vinterpausen var der lagt op til, at Eriksen skulle videre til en anden klub. Ja, faktisk blev Inters nummer 24 offentligt sat til salg.

Hjemme i dan danske landsholdslejr udtalte Christian Eriksen da også, at skiftet fra Tottenham til inter da heller ikke var gået, som han havde drømt om.

- I efteråret var han altid på banen, når det gik skidt for Inter. Når holdet ikke præsterede. Så det blev ligesom historien om ham. Og så begyndte medierne og tv-producerne bare at fokusere mere og mere på ham. Det blev selvforstærkende, siger Martin Mikkelsen.

Christian Eriksen afslutter sæsonen på flotteste vis med en scoring få minutter efter sin indskiftning i sidste spillerunde. Video: TV 2 SPORT

Eriksen kom dog ikke videre, og i løbet af foråret fandt den tidligere Tottenham-spiller for alvor sin plads på Inters mesterhold. Og ifølge Martin Mikkelsen skyldes det måske mest af alt, at italienerne nu har forstået, hvilken spiller Christian Eriksen er og skal være.

- De har lært ham at kende i Italien nu. Og så har Antonio Conte(Inters træner, red.)været genial ved at lede efter den rette rolle til Eriksen. Han er mere en boldflytter - positivt ment - end en offensiv kreatør. Han er kontrollerende og forfængelig i sit spil, og med sin intelligens og løbevilje passer han bare perfekt ind i den rolle, siger Martin Mikkelsen og tilføjer:

- Jeg synes, det er et godt eksempel på, hvor sort/hvid fodboldverdenen er. For jeg synes ikke, Eriksen har ændret sig. Det er omverdenens syn på ham, der har ændret sig. Jeg synes også, han spillede godt i efteråret, når han fik lov. Men han er bare ikke typen, der stjæler overskifterne, og det var måske det, de havde forventet i Italien.

Christian Eriksen nåede at spille 26 Serie A-kampe i sæsonen, der også bød på fire Coppa Italia-kampe og fire Champions League-kampe.

Eriksen har kontrakt med Inter frem til 2024, men alligevel er TV 2 SPORTs fodboldekspert spændt på at se, hvad der sker i sommerens transfervindue.

- Eriksen har ikke ikke kunne gøre mere, end han har gjort. Men jeg ved stadig ikke, om Antonio Conte er 100 procent overbevist, siger Martin Mikkelsen.