Fodbold

Selskabet bag FC København nedjusterer efter tredjeplads

Parken Sport & Entertainment har nedjusteret sine forventninger til 2021's økonomiske resultat.

Selskabet bag Superliga-klubben FC København, Parken Sport & Entertainment, har mandag nedjusteret forventningerne til sit økonomiske resultat i 2021.

I marts meddelte selskabet, at man forventede at omsætte for 1,05-1,2 milliarder kroner, og det er nu sat ned til 1,05-1,15 milliarder kroner.

Samtidigt er forventningerne til årets resultat nedsat fra 0-75 millioner kroner til 0-50 millioner kroner før skat.

Nedjusteringen kommer, efter FC København mandag sluttede som nummer tre i 3F Superligaen.

Dermed skal holdet spille med i kvalifikationen til Conference League i stedet for Europa League, som selskabet i første omgang havde sat sine forventninger efter.

De netop nedjusterede forventninger er sat efter deltagelse i Conference Leagues gruppespil.

FC København skal dog først succesfuldt gennem i alt tre dobbeltopgør i kvalifikationen, inden den målsætning er opfyldt.