EM fodbold

10-12 spillere står på standby til EM

Andreas Christensen og Christian Nørgaard har døjet med skader, men Kasper Hjulmand forventer begge EM-klar.

Landstræner Kasper Hjulmand satte tirsdag navne på de 26 spillere, der skal repræsentere Danmark ved sommerens EM i fodbold.

Men hvis en eller flere må forlade den danske EM-lejr, er en række spillere blevet bedt om at holde sig klar.

Mere konkret har 10-12 landsholdsboblere fået den besked, fortæller Kasper Hjulmand til den fremmødte presse ved tirsdagens præsentation af EM-truppen i København.

- Der står spillere klar, som jeg har talt med, og som ser en lille sprække af lys og håber. Der er 10-12 stykker, siger han.

Spillerne har dog ikke fået forbud mod at tage på ferie, understreger landstræneren.

- Nej, nej. Jeg har talt med dem om, hvad deres planer er. Vi har nogenlunde styr på, hvor de er, og vi holder styr på det, siger han.

Et par spillere har døjet med skader

Blandt de spillere, der er med i den danske EM-trup, er Andreas Christensen og Christian Nørgaard, som begge har været skadede på det seneste.

Christensen missede FA Cup-finalen mod Leicester med en skade i baglåret, men blev klar til at sidde på bænken i Premier League-opgøret mod Aston Villa.

Nørgaard blev skadet under opvarmningen til Brentfords vigtige oprykningskamp mod Bournemouth i lørdags og fik ikke spilletid.

Hjulmand forventer imidlertid, at de begge er helt klar til åbningskampen mod Finland.

- Ellers havde jeg ikke taget dem med, siger han.

Kun skader kan ændre på noget

Landstræneren understreger, at kun skader kan få ham til at ændre i sin EM-trup før 1. juni, hvor trupperne officielt skal sendes til Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).

Sker det uheldige, og en udskiftning bliver nødvendig, kan afløseren meget vel være at finde på U21-landsholdet, hvis trup til knockoutkampene ved EM blev udtaget i fredags.

- Hele U21-truppen kan i teorien blive hevet ind, hvis der er nogen, der brænder banen af, hvis de ryger ud på et tidspunkt, eller hvis jeg vurderer, at de skal ind. Så kan jeg godt tage dem med fra U21, siger han.

U21-landsholdet møder mandag Tyskland i kvartfinalen ved EM i ungarske Székesfehérvár.