Fodbold

UEFA har åbnet sag mod Super League-klubber

UEFA åbner disciplinærsag mod Juventus', Barcelonas og Real Madrids involvering i Super League.

Uefa åbner disciplinærsag mod Juventus', Barcelonas og Real Madrids involvering i Super League.

Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA) iværksatte 12. maj en undersøgelse af storklubberne Juventus, Real Madrid og Barcelonas involvering i planerne om oprettelsen af Super League-projektet.

Og det er nu blevet til en regulær disciplinærsag, meddeler UEFA tirsdag aften på sin hjemmeside.

Forbundets meddelelse er ganske kort, og der bliver hverken opsat en tids- eller strafferamme for sagen, men UEFA følger sjældent en undersøgelse op af en disciplinærsag, uden at der kommer en straf efterfølgende.

12 klubber stod oprindeligt bag planerne om Super League, men ni klubber trak sig hurtigt ud igen og tog afstand fra idéen om en lukket europæisk liga uden op- og nedrykning for de stiftende klubber.

De ni klubber - Manchester United, Manchester City, Arsenal, Liverpool, Tottenham, Chelsea, AC Milan, Inter og Atlético Madrid - har siden forpligtet sig til at være en del af UEFAs turneringssystem.

Derudover betaler de hver især over 100 millioner kroner i bøde til børne-, ungdoms,- og græsrodsfodbold i Europa.

Real Madrid, Barcelona og Juventus har til gengæld ikke fået nogen bøde eller anden straf endnu.

Planerne om en Super League blev annonceret af de 12 klubber den 18. april, men efter få dage og store protester fra fans over hele verden begyndte klubberne drypvist at melde sig ud igen.