Fodbold

Zidane forlader Real Madrid

Zinedine Zidanes anden periode som Real Madrid-træner er slut. Han har selv ønsket at forlade klubben.

Artiklen er opdateret, efter Real Madrid har bekræftet nyheden.

Efter en sæson uden en eneste titel er det tid til et trænerskifte i Real Madrid.

Det bekræfter klubben på sin hjemmeside kort tid efter, medier som AS, Marca og Sky Sports erfarede, at Zinedine Zidane har ønsket at stoppe som træner.

- Nu er det tid til at respektere hans beslutning og vise ham vores taknemmelighed for at hans professionalisme, dedikation og passion i alle disse år, og for hvad hans person betyder for Real Madrid, skriver klubben.

Det er tredje gang, Zidane siger farvel til Real Madrid. Han var i klubben som spiller fra 2001 til 2006 og derefter som træner for førsteholdet i perioderne 2016-2018 og 2019-2021.

Hans seneste kontrakt udløb i 2022, og der er angiveligt flere årsager til, at han stopper et år før tid.

- I Spanien spekuleres der i, at han ikke er klar til den oprydning, der venter. Det bliver en revolution i omklædningsrummet, hvor koryfæer skal væk, fortæller TV 2s korrespondent i Spanien, Jeppe Kroager.

- Dernæst har det været en hård sæson på grund af pandemien og mange skader på holdet. Det kan også være en af årsagerne til, at Zidane siger farvel nu.

Første sæson uden titel i 11 år

I den netop afsluttede sæson blev Real Madrid nummer to i LaLiga, mens det heller ikke blev til titler i hverken pokalturneringen Copa del Rey eller Champions League. Det er første gang i 11 år, Real Madrid-truppen går på sommerferie uden at have vundet mindst et trofæ.

Det er dog ikke ensbetydende med, at Zidane stopper på grund af resultaterne. Da han stoppede som Real Madrid-træner første gang, sagde han farvel efter de historiske tre Champions League-sejre i træk.

Real Madrids seneste titler er fra 2020, hvor det lykkedes Zidane og spillerne at vinde både ligaen og den spanske supercup.

Ud over den tætte LaLiga-afslutning, hvor Atlético først sikrede guldet i sidste spillerunde, har Zidanes sidste tid i Real Madrid været præget af uro uden for banen. Klubben var en del af det dødsdømte Super League-projekt, og selvom flertallet af stiftende klubber har trukket sig, kæmper Real Madrid videre for en ændring af den moderne fodbold sammen med Barcelona og Juventus.

Den seneste udvikling er, at det europæiske fodboldforbund UEFA har åbnet en sag mod klubberne, der har svaret igen ved at skrive, at de ikke tolerer forbundets fremgangsmåde.