Chelsea vinder Champions League
Andreas Christensen blev skiftet ind i 1. halvleg i Champions League-finalen, som Chelsea vandt efter en 1-0-sejr over Manchester City.
Bookmakerne var på ingen måde på Chelseas side, inden Champions League-finalen blev fløjtet op.
Manchester City var blevet gjort til halvstore favoritter, men Chelsea viste sig som det stærkeste hold er 90 minutter i Porto og kan nu stå og juble med trofæet i hænderne.
Det er klubbens anden Champions League-triumf nogensinde. Holdet vandt senest i 2011/2012-sæsonen.
City - Chelsea: 0-1
- 0-1: 42' Kai Havertz
Store Chelsea-afbrændere
Ni minutter inde i kampen kombinerede Chelsea sig frem til en flot mulighed. Kai Havertz fandt sin landsmand med et cutback inde i feltet, hvor Timo Werner helt umarkeret blot skulle sætte en inderside på afleveringen.
Men ganske symptomatisk for Werners sæson, så skød han forbi bolden, og chancen blev elimineret.
Fire minutter senere blev Werner igen fundet i en yderst favorabel position. Han fik en aflevering lige i fødderne inde i feltet, men afslutningen blev sendt direkte ind på Ederson i City-målet.
Kampen bølgede frem og tilbage, og efter lidt over en halv times spil fik Chelsea sig lidt af et chok. Forsvarsklippen Thiago Silva tog sig til baglåret efter en duel.
Da han havde fået behandling, prøvede brasilianerne at spille videre.
Grædende og med hovedet ned i græsset måtte Silva dog indse, det ikke kunne lade sig gøre. Ud med Silva og ind med Andreas Christensen.
Scoring kort før pause
Alt tydede på, at de to hold ville gå til pause ved stillingen 0-0.
Men kort før pausen sov City-forsvaret, og det udnyttede Chelsea på fornem vis. Mason Mount spillede Kai Havertz i dybden, mens de to City-midtstoppere var helt ude af position.
Derfor kunne han ganske gnidningsfrit løbe forbi Ederson og sende bolden i mål. Dermed gik Chelsea til pause med en 1-0-føring.
Alvorlig De Bruyne-skade
Efter pausen kom Manchester City ganske fornuftigt ud til kampen.
De satte sig tungt på spillet de første ti minutter, hvor Chelsea endte med at stille sig lige lovligt langt ned.
Efter 55 minutter stødte Kevin de Bruyne og Antonio Rüdiger sammen, og det endte værst for belgieren. City-kaptajnen måtte forlade banen i tårer.
De efterfølgende minutter var City meget påvirkede af situationen. De kunne slet ikke finde fodfæste, og der blev ingen ting skabt foran Chelsea-målet.
Det hang naturligvis også sammen med, at Chelsea stod utrolig disciplineret i den defensive organisation.
City var meget på bolden, mens Chelsea hele tiden lurede på kontramuligheder.
Efter 70 minutter satte Havertz fart på, da han drev bolden frem i en to mod to-situation. Havertz spillede bolden dybt til Christian Pulisic, der netop var blevet skiftet ind, og han havde alletiders mulighed for at punktere kampen.
Alene med målmanden chippede amerikaneren dog bolden forbi mål.
City kunne ikke få bolden i mål
Manchester City havde store problemer med at spille hurtigt og få bolden til at flyde.
Chelsea var svære at lirke op, og City-spillerne var under det vanlige niveau.
I slutningen af kampen fik de lyseblå kombineret sig frem til et par halvgode muligheder, men den sidste og afgørende aflevering manglede hver gang.
Den helt store chance udeblev, hvor specielt Andreas Christesen kom i vejen for mange ting i slutfasen. Derfor ender Chelsea som Champions League-vindere med en 1-0-sejr over City.