Danskerklub kan i dag sikre oprykning og milliardbeløb
Der er samlet set omkring 1,6 milliarder kroner til vinderen af lørdagens oprykningskamp til Premier League.
Den overvældende økonomiske gevinst danner altid en eksklusiv ramme om playoff-finalen i fodboldrækken Championship, og i år er ingen undtagelse.
Når Brentford lørdag løber ind på Wembley til oprykningskampen mod Swansea, er der samlet set et estimeret beløb på 180 millioner pund svarende til knap 1,6 milliarder kroner på spil.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
En eventuel oprykning vil være godt nyt for Brentfords mange danskere.
I klubben, der i Matthew Benham har samme ejer som FC Midtjylland, er Rasmus Ankersen sportsdirektør, Thomas Frank og Brian Riemer udgør trænerduoen, og syv danske spillere er på lønningslisten.
Truppen tæller blandt andre landsholdsspillerne Christian Nørgaard og Mathias Jensen, der tirsdag blev udtaget til Kasper Hjulmands EM-trup.
Oprykningsfinale to år i træk
Det er andet år i træk, at Brentford har formået at spille sig frem til den afgørende duel om den lukrative oprykning.
Sidste år tabte klubben fra det vestlige London med 1-2 til Fulham, som efter en enkel sæson i den bedste engelske række nu igen er rykket ned.
- Erfaringen fra sidste år vil hjælpe os. Vi kommer til at være utroligt godt forberedt, siger Thomas Frank.
- Vi vil give alt og håbe på det bedste.
Brentford spillede sig i finalen på dramatisk vis, da holdet efter et nederlag på 0-1 til Bournemouth i den første af to semifinaler vandt 3-1 på hjemmebane og bookede finalebilletten.
Swansea sendte Barnsley ud af kampen om oprykning med en samlet sejr på 2-1 over to kampe.
Waliserne var fast inventar i Premier League fra 2011 til 2018 og havde blandt andre Michael Laudrup som manager i lidt under to år.
Men siden 2018 har klubben befundet sig på næstøverste hylde. Brentford har ikke spillet i den bedste række i 74 år.
Finalen på Wembley spilles lørdag klokken 16. 12.000 fodboldfans får adgang til stadion, som fortsat er underlagt forskellige restriktioner på grund af coronapandemien.