Fodbold

- Det stærkeste landshold, jeg har været en del af

Simon Kjær har spillet sammen med adskillige store landsholdsspillere, men den nuværende trup er den bedste i anførerens tid på holdet.

  • Tre medaljetagere fra Italien.
  • To medaljetagere fra Tyskland.
  • En FA Cup-vinder og CL-finalist fra England.

Det er et dansk landshold fyldt med kvalitet, anfører Simon Kjær skal lede på banen til EM.

- Det er nok den stærkeste trup, jeg har været en del af med det danske landshold, fortæller Kjær, der selv hentede Serie A-sølv med AC Milan.

Ifølge forsvarsstyrmanden er det både på og udenfor banen, det hele i øjeblikket falder i hak for Danmark.

- Harmonien i truppen, glæden ved at være sammen og samtidig den professionalisme, der ligger i holdet og ærgerrighed for at præstere, er unik. Så ja, det er formentligt den bedste trup, jeg har været med i, slår han fast.

Sommerens EM bliver Simon Kjærs fjerde slutrunde med Danmark. Tidligere har han spillet VM i 2010, EM i 2012 og VM i 2018.

Medaljetagere i landsholdstruppen

Italien:

  • Christian Eriksen (guld med Inter)
  • Simon Kjær (sølv med AC Milan)
  • Joakim Mæhle (bronze med Atalanta)

Tyskland:

  • Yussuf Poulsen (sølv med RB Leipzig)
  • Thomas Delaney (bronze med Dortmund)

England:

  • Kasper Schmeichel (FA Cup-titel)

Kvaliteterne er vokset

Da Kjær trådte ind på landsholdets for 12 år siden, hed fanebærerne Daniel Agger, Jon Dahl Tomasson og Nicklas Bendtner.

Siden har den 32-årige profil været en fast del af truppen, der - efter nogle missede slutrunder op igennem 10'erne - i de senere år har vist tegn på noget stort.

- Jeg tror, jeg sagde, da vi startede med Åge i sin tid (2016, red.), at det her var en gruppe, der lå et fantastisk potentiale i, fordi der var så meget kvalitet og erfaring.

- Det har vi stadig, og vores kvaliteter og evner er egentlig bare vokset, siger Simon Kjær.

Landsholdsanføreren har spillet 105 landskampe for Danmark. I EM-truppen er han kun overgået af Christian Eriksen med 106.